Dansk it-firma vokser vildt: 20 nye medarbejdere skal findes med iPad-lokkemad

Facebook er nu også blevet rekrutteringsplatform, i hvert fald i it-sikkerhedsfirmaet Secunia. Virksomheden håber på hurtigst muligt at kunne ansætte 20 nye medarbejdere, som skal findes via en kampagne på Facebook.

It-sikkerhedsfirmaet Secunia har brug for nye medarbejdere, for selv om krisen kradser hos nogen, mærker Secunia den ikke.

Der skal således findes 20 nye kolleger så hurtigt som muligt, og derfor har Secunia taget alternative metoder i brug. Virksomheden har derfor lanceret en Facebook-kampagne, der skal motivere folk over hele verden til at sende Secunias jobopslag videre til venner og bekendte, som de mener, er egnede til stillingerne. Det skriver Secunia i en pressemeddelelse.

»Det er første gang, vi forsøger at rekruttere via Facebook. Netværk er en stærk driver for rekruttering, og da Facebook er den mest benyttede sociale platform i verden, er det oplagt at sætte ind her. Vi håber meget, at folk aktiverer deres netværk, for vi har virkelig brug for gode kandidater, hvis virksomhedens fulde vækstpotentiale skal kunne realiseres,« udtaler den fungerende administrerende direktør i Secunia Thomas Zeihlund.

Udmunder anbefalingen i en ansættelse, får 'anbefaleren' en iPad2. Interesserede kan se alle jobopslag og sende dem videre til relevante kandidater på Secunias rekrutterings-Facebook-side. Secunia får ikke oplysninger om, hvem der bliver tippet, men kandidaterne vil ved en eventuel samtale blive spurgt, om de blev tippet af en bekendt, så denne kan få sin belønning, hvis kandidaten ansættes.

De 20 nye medarbejdere skal både ansættes indenfor salg, kundesupport og som programmører hurtigst muligt, og må gerne være udlændinge, hvis de har mod på at flytte til Danmark.

Secunia har nu 120 medarbejdere efter nogle år med voldsom vækst. Hovedproduktet er software, der kan advare om manglende opdateringer af alt fra styresystem til browserplugins på en computer.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (4)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Vijay Prasad

1) er det på nogen måde nyt at bruge Facebook eller udlove dusør for nye medarbejdere?

2) er det ikke kun ca. 2 mdr siden Secunia var oppe og vende i en nyhed med ret ens emne? Hvis I stadig mangler kandidater efter 2 mdr i en ledigheds-periode, så griber I nok noget forkert an.

Mvh,

  • 2
  • 0
Johnny Andersen

1) er det på nogen måde nyt at bruge Facebook eller udlove dusør for nye medarbejdere?

Slet ikke. Overskriften bør nok ændres til:
"Dansk it-firma vokser ikke: 20 nye medarbejdere skal nu forsøges at findes med iPad-lokkemad"

  • 1
  • 0
Mads Obenhausen

Det er temmelig tydeligt at selvom artiklen antyder desperation, så er det kun et spørgsmål om to konkrete mål
1) at nå ud til danske eksperter indenfor deres eget forretningsområde, som ikke lige er på jobmarkedet. Især set i lyset af hvad Vijay også skriver.
2) At finde nogle udenlandske (billige) eksperter, her kommer Facebooks udbredelse ind i billedet.

Første del er godt på vej efter man har fået plantet historien om den desperate mangel på folk på v2.dk
Anden del bliver lidt hårdere og man risikerer nok henvendelser fra en del opportunister som har hørt om det fremragende sociale sikkerhedsnet og den høje levestandard i Danmark.

Alt i alt ser jeg tiltag som dette som endnu et forsøg på at overbevise os alle om at der ikke findes mere kvalificeret arbejdskraft i Danmark, men i bund og grund er det vel bare for at få lidt billig arbejdskraft og løbe fra ansvaret for selv at oplære nye folk i deres domæneområde.

  • 0
  • 0
Michael Nielsen

Gad nok vide om det her er et tilfælde af man vil havde 10-20års erfaring inden for et snævert område og ikke vil uddanne folk - hver gang jeg har hørt sådanne ting om at man ikke kan finde folk er det som regel fordi man vil havde en 18 årig med 20 års erfaring inden for et eller andet specialist område, og man vil ikke uddanne, eller tage folk der kun har lidt erfaring..

Feks var det dem der ville havde COBOL programmører, et sprog der ikke har været undervist i, i mange år, da jeg har ca 3 måneder erhvervs erfaring i sproget og har mange andre sprog i min taske kontaktede jeg firmaet der græd over de ikke kunne finde folk, deres krav Min 10års erfaring, og de ville ikke lade en få erfaringen... lol.

Vi er i en periode med stigende ledighed, og jeg kender en del IT folk der er ved at skifte områder, nogen dropper helt teknologi, og bliver lastbilchafføere og andre jobs, pga ledighed..

Infleksibilitet fra virksomheder gør ofte at de ikke kan finde folk fordi det skal være i specifikke geografisk områder, snæver specialer, med meget erfaring, m.v.

Så har de jo fralagt sig ansvaret, og kan nu med god samvittighed outsource til andre lande..

  • 2
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere