Se walkthrough: ITU-studerende får pris for mest innovative spil
Fire ITU-studerende lavede et speciale, der fokuserede på at bruge virtual reality på en ny måde. De ville lade VR-spilleren spille sammen med en, der sad ved en normal computer.
Det blev til spillet Tell Me What You See, der i november vandt prisen for mest innovative spil ved spilfestivalen Play17, fortæller ITU i en pressemeddelelse.
Spillet foregår på et børneværelse, hvor den ene ser det hele udefra (på computeren), mens VR-spilleren står midt i rummet. Hele rummet er opbygget som en stor gåde, og spillerne er nødt til at samarbejde for at kunne vinde.
Spillet var for svært
Fra starten havde de fire spiludviklere designet gåder, de selv syntes gav mening, men løsningerne var ikke indlysende for spillerne, så de har finjusteret og fjernet de sværeste elementer.
Spillet er ikke udgivet endnu, men er blevet præsenteret for virksomheder og på spilkonferencer, hvor det har fået positiv feedback - og altså også en pris.
»Under specialeprojektet testede vi en tidlig version af spillet på indie-spilfestivalen Amaze i Berlin. Selvom der var mange problemer med prototypen på daværende tidspunkt, var det tydeligt, at folk elskede det. Det var meget motiverende, at andre VR-spiludviklere syntes, at vores spil var anderledes og specielt,« fortæller de i pressemeddelelsen.
Udviklerne har sammen lavet studiet Pesky Bees, og specialet for længst er afleveret og forsvaret, så arbejder de fire cand.it-kandidater stadig videre på spillet, der fortsat bliver poleret, så det en dag kan udgives free to play.
Se en walkthrough af spillet her.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.