Se vinderne: Danmarks bedste Android-app er for fitness-folket

Så er de fem vindere kåret i Version2's og HTC's konkurrence om Danmarks bedste Android-applikation. Fitness-applikationen Endomondo Sport Tracker tog førstepladsen. Se resten her.

Danmarks bedste Android-applikation er nu fundet efter to måneders hård konkurrence mellem 14 applikationer og efterfølgende votering i hænderne på Version2's dommerpanel.

Vinderen af Version2's og HTC's Android-konkurrence er fitness-applikationen Endomondo Sport Tracker, som hjælper fitnessentusiasten med at indsamle data om ruter og hastigheder under løb, cykling og fitness walking direkte fra telefonen, med mulighed for at uploade og dele data på Endomondos hjemmeside.

»Vi er vildt glade for at have vundet og meget beærede over at være blevet valgt. Formålet med app'en er at gøre det sjovere at motionere, og vi er rigtig glade for, at andre end os synes, det er lykkedes. Det betyder dog ikke, at vi er færdige med applikationen. Den vil være i konstant udvikling,« siger Mette Lykke, medstifter af Endomondo.

Endomondo Sport Tracker løser opgaven så overbevisende, at den var de fire dommeres klare favorit i konkurrencen.

»Endomondo gør brug af Android-telefonens funktionaliteter som GPS og Google Maps, og så er den lækkert lavet,« siger Tommy Dejbjerg Pedersen, én af de fire dommere i konkurrencen.

Dommerne i konkurrencen har været Version2-blogger Tommy Dejbjerg Pedersen, Miracle, teknologidirektør Jesper Thor Rasmussen, Unwire, salgskonsulent Niklas Sørensen fra HTC og journalist Mikkel Meister, Version2.

»Endomondo Sport Tracker ligner ikke en standard-app til Android. Den har et lækkert interface, som reagerer hurtigt, hvilket er vigtigt, når man løber rundt ude i skoven med telefonen. Og så hænger den sammen med en backend med nogle bagvedliggende services, som jeg godt kan lide,« siger Tommy Dejbjerg Pedersen.

Den samlede liste over de fem vindere fordeler sig således:

  1. Endomondo Sport Tracker
  2. Star Fighter
  3. Kontanter
  4. Motion Detector
  5. Nummeruglen

Ifølge Tommy Dejbjerg Pedersen udmærker de fem applikationer sig ved sig ved at være gennemtænkte, gennemførte og brugbare.

»De giver nytteværdi koblet med dejlig finish, og så er det robuste programmer. Det betyder noget, for det kan godt være, at en applikation er nyttig, men den skal også være lækkert lavet og kunne bruges i hverdagen. Det har været afgørende for bedømmelsen,« siger Tommy Dejbjerg Pedersen.

Førstepræmien i konkurrencen er en tur for to til Mobile World Congress i Barcelona 17.-18. februar.

Anden- og tredjepræmien vinder en Android-telefon fra HTC.

Fjerde- og femtepladsen vinder lækkert merchandise fra HTC.

Vinderne i konkurrence har fået besked.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (4)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#1 Anonym

Tillykke til vinderne :-)

Oooog lige et spørgsmål. Kan de apps, der ikke er med i top 5, kan vi høre dommerns kommentarer til dem? Så vi evt. ved hvad vi skal gøre bedre/ændre?

  • 0
  • 0
#4 Sune Rentow

Bruger selv Endomondo og synes det er et rigtigt godt produkt. Men er lidt overrasket over at det er valgt som vinder i en Android konkurence. Den mobile klient findes til de fleste andre platforme, og der er intet specielt ved klienten til Android i forhold til de andre.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere