Systemspecialisten i centrum for skandalen om læk af betalingsoplysninger til Se og Hør er i kølvandet på afsløringerne blevet sendt hjem fra sit nuværende arbejde hos Nordea. Det skriver BT.
Den 45-årige it-medarbejder er fra flere sider blevet udpeget som ham, der gennem fire år solgte fortrolige kundedata om kendte og kongelige via sit arbejde hos Nets-leverandøren IBM fra 2008-2012. I 2012 stoppede strømmen af tips, da han blev fyret fra IBM, og nu er han heller ikke velkommen hos Nordea, hvor han som konsulent via Fujitsu har haft arbejde.
Nordea forklarer, at man ikke kan leve med, at mistanken mod it-konsulenten bliver knyttet til Nordea, og at banken derfor bad om at få en anden konsulent fra Fujitsu. Hos Fujitsu er man nu gået i gang med at undersøge sagen.
Der har ikke været risiko for, at den mistænkte medarbejder har kunnet lave samme trick hos Nordea og sælge kundernes private bankoplysninger, fortæller Nordeas pressechef, Stephan Ghisler-Solvang. Hos Nordea arbejdede mainframe-operatøren nemlig med interne overvågningssystemer og havde dermed ikke adgang til følsomme oplysninger om kunderne.
Nordea vil dog stadig kigge logfiler igennem og se, om der er foregået noget mistænkeligt.
Skandalen om salg af personlige kundeoplysninger fra Nets har en norsk pendant, da det i 2007 blev afsløret, at den norske udgave af Se og Hør købte fortrolige oplysninger om kendte og kongelige fra politifolk og ansatte hos Nordea i Norge.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.