Se og Hør-kilde godkendt til at overvåge Forsvarets it-systemer hos IBM
It-specialisten, som gennem flere år angiveligt solgte oplysninger om kendte danskeres brug af kreditkort til ugebladet Se og Hør, var også godkendt til at overvåge Forsvarets it-systemer. Det skriver DR.
Kilden var en del af det team hos IBM, som arbejdede med driften af Forsvarets DeMars-system, som holder styr på Forsvarets udstyr og økonomi, og som Forsvaret outsourcede til IBM i 2010.
Dermed var kilden ikke blot sikkerhedsgodkendt til at få adgang til kreditkortoplysninger hos Nets, som også er kunde hos IBM, men altså også godkendt af Forsvarets Efterretningstjeneste.
Ifølge DR arbejdede it-specialisten hos IBM som en del af overvågningsteamet, hvor fire operatører holdt øje med it-systemerne, som kørte på IBM's mainframes. Heriblandt altså systemerne fra Nets og Forsvaret.
Forsvaret oplyser ifølge DR, at IBM's undersøgelser ikke tyder på, at it-specialisten har misbrugt sin adgang til DeMars. It-specialisten havde også adgang til NemID-systemerne, som IBM driver for Nets, og her har IBM og Nets heller ikke kunnet konstatere misbrug.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.