Se & Hør på open source: Aller-koncernen skifter fra Sitecore til Drupal

Open source-CMS’et Drupal skal drive de fleste af mediekoncernen Allers danske websider i stedet for Sitecore. Skiftet gælder hele Skandinavien.

Drupal fortsætter sin sejrsgang blandt danske medier.

CMS’et bliver fremover også den foretrukne platform hos bladhuset Aller, efter blandt andet Information, Version2 og hele Berlingske Media-koncernen er gået open source med Drupal.

Hos Aller, der nok er mest kendt for at udgive Se & Hør og Billedbladet, skal skiftet fra danske Sitecore til Drupal dog først i gang nu, og vil strække sig over flere år.

»Det er en stor operation at konvertere de mange sites, vi har, så det vil ske hen over 2012 og 2013. Men de indledende øvelser er i gang. Til efteråret begynder vi med et pilotprojekt, hvor vi konverterer et af vores store sites,« siger Jens Hummelmose, afdelingschef for IT Online hos Aller.

Som en del af pilotprojektet skal udviklerne hos Aller sammensætte en skabelon, som så efterfølgende skal bruges til de øvrige 40 websider, som Aller driver.

»Så bygger vi en basisplatform, for det er vigtigt for os at få samme arkitektur på alle vores brands,« siger han.

Et par af siderne kommer dog til at stå uden for Drupal-skiftet, for eksempel EDBpriser.dk og Slankedoktor.dk.

»Vi venter med at skrive de sider om, fordi der er for meget forretningslogik indbygget og for meget integration med vores Navision-forretningssystemer. Så kan det bedre betale sig at fortsætte med .Net og Sitecore. Men fremadrettet vil vi se på det,« forklarer Jens Hummelmose.

Glæder sig rigtig meget

Skiftet til Drupal sker som en del af en fælles strategi for webudvikling i Danmark, Sverige, Norge og Finland. Og Jens Hummelmose ser frem til, at man nu skal samarbejde endnu tættere mellem de fire lande.

»Det er virkeligt noget, vi alle sammen glæder os rigtig meget til. Vi slår fire stærke internet-organisationer sammen, og så ender vi med et endnu stærkere udviklingsfællesskab,« siger han.

I forhold til de andre lande står den danske del af Aller-koncernen over for den største omvæltning.

»Vi var det eneste land, som havde en .Net-strategi. I de andre lande har de kørt med PHP i mange år, så derfor evaluerede vi forskellige PHP-baserede systemer og valgte Drupal,« siger Jens Hummelmose.

I Finland og Norge er man godt i gang med skiftet, mens Danmark og Sverige kommer med senere. I Sverige har man nemlig flyttet alle websider til Wordpress for ikke så længe siden og sunder sig derfor lidt, mens problemet i Danmark mest af alt er at finde Drupal-udviklere.

»Det er op ad bakke at finde kompetencerne her, så meget af vores udvikling kommer til at ske i Finland, hvor de har langt større Drupal-kompetencer. Aller i Finland driver allerede Suomi24.fi på Drupal, og det er en af Finlands mest populære sites,« siger Jens Hummelmose.

Selvom Drupal bliver mere udbredt på store, kommercielle websider i Danmark nu, er der stadig langt imellem udviklere med andet end privat erfaring med CMS’et, er Jens Hummelmoses erfaring.

Omvendt er der i de øvrige nordiske lande mere fokus på PHP-udvikling allerede fra skolebænken af, vurderer han.

»De studerende på universiteterne i Finland og Norge har uden tvivl haft MySQL og PHP tættere inde på kroppen, end de har i Danmark. Her har der mere været fokus på Java og Microsoft-teknologi,« siger han.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (5)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#3 Baldur Norddahl

Alle har haft SQL i skolen. PHP burde enhver kompetent udvikler kunne sætte sig ind i på et par dage. Det er jo ikke ligefrem verdens mest komplicerede sprog.

Har vi i Danmark udviklet en konsulent kultur, hvor man kun kan bruge folk der har arbejdet med nøjagtig de rigtige "keywords" før? Man burde i stedet gå efter gode folk, som sagtens kan omskole sig selv til den valgte teknologi.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere