Begejstret anmelder: Google Glass er 'awesome'

Googles kombination af briller og computer vil komme i handlen i løbet af 2013, lover Google, til højst 8.500 kroner i USA. Den første anmelder er meget begejstret.

For ikke så længe siden var Google Glass - et sæt ’briller’ med indbygget computer, kamera, prismeskærm og GPS - stadig ren fremtidsmusik, ligesom de andre projekter fra Googles X-afdeling, for eksempel den selvkørende bil.

Men Google Glass kommer til at gå fra afdelingen for vilde ideer til butikshylderne i rekordfart. I løbet af 2013 vil brillerne komme til salg, til en pris på højst 1.500 dollars i USA, altså 8.500 kroner før moms.

Det skriver The Verge, som også har fået lov at teste Google Glass-apparatet i nogle timer. Og begejstringen er stor hos it-mediets anmelder og chefredaktør, Josh Topolsky, som ellers var lidt skeptisk til at begynde med. Designet af brillen er lige i skabet, mener han, og når man først har prøvet Google Glass, har man ikke lyst til at undvære den igen, lyder vurderingen.

Google Glass har ikke indbygget mobildataforbindelse, kun wifi, så det kræver en bluetooth-forbindelse til for eksempel brugerens smartphone at få netopkobling på farten. På turen rundt i New Yorks gader var der problemer med forbindelsen fra tid til anden, og så er brillen pludseligt ikke meget bevendt.

Men når netforbindelsen er der, og man lige har vænnet sig til at have den lille prismeskærm i sit synsfelt, fungerer det fremragende for eksempel at få vist et kort eller rutevejledning, mens man går rundt.

Også brillens kamera og videooptager blev hurtigt et hit hos Josh Topolsky, som beskrev den reklamevideo, Google har produceret om Glass, som ’næsten identisk’ med virkelighedens brug af brillen.

At man kan tage billeder og video når som helst, med en kort stemmekommando eller et tryk på brillestangen, føles hurtigt helt naturligt. Andre opdager heller ikke, at du filmer, hvilket omvendt også kan give en del problemer, når Google Glass en dag bliver tilgængelig for alle.

Læs også: Ny frygt: Googles cyberbrille vil spolere privatlivets fred

Konceptet med stemmekommandoer gav anmelderen lidt problemer, for det kræver noget øvelse, før man rammer den rigtige måde at tale på, rapporterer han. Først skal brillen aktiveres, enten med et tryk eller ved at bevæge hovedet opad i en langsom bevægelse. Derefter begynder alle kommandoer med ordene ’ok, glass’, og så kan man for eksempel sige ’take a video’, hvilket sætter en ti sekunders lang videooptagelse i gang.

Derudover bruger man siden af brillen som touch-pad, for eksempel til at scrolle igennem menuer, men som regel kan man klare sig med stemmekommandoer.

Google Glass vil ændre måden, vi bruger teknologi på, forudser han, og kunne han købe det eksemplar, han havde til låns i nogle timer, ville han have fundet kreditkortet frem uden tøven, skriver The Verge-redaktøren.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (25)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
David Rechnagel Udsen

Altså man er et fjols hvis man ikke prøver at efterleve hvordan andre ser på en?

Nej. Men der er mange der vil føle at andre ser sådan på en, fordi de selv ser sådan på andre der har det. Her er en video-forklaring fra før BMW og Audi byttede plads.

Tilbage til bilanalogien: Det kan godt være at konceptet bag Google Glass er godt, men det betyder ikke at Google Glass er godt. Lidt ligesom at konceptet bil er godt, så betyder det ikke at alle biler er gode; sjov som en Alfa Romeo er, så skal man nok helst undgå en.

Det er et andet problem dog, for selv hvis nogen lavede noget som Google Glass der virkede optimalt, så skal man ikke regne med mange gik ud og købte dem. Ellers ville alle jo købe Audi og BMW. Folk tænker meget over hvad andre folk tænker om dem. Inklusiv folk der påstår de ikke gør.

  • 0
  • 12
Marc Munk

Nej. Men der er mange der vil føle at andre ser sådan på en, fordi de selv ser sådan på andre der har det. Her er en video-forklaring fra før BMW og Audi byttede plads.

Dine argumenter var meget tynde før men nu er de da faldet helt til jorden. Top gear er ganske morsomt men at bruge en "test" de har lavet som dokumentation for noget som helst er da helt ude i hampen.

  • 6
  • 0
David Rechnagel Udsen

Dine argumenter var meget tynde før men nu er de da faldet helt til jorden. Top gear er ganske morsomt men at bruge en "test" de har lavet som dokumentation for noget som helst er da helt ude i hampen.

Det var ikke dokumentation, det var en forklaring. Jeg siger ikke at det er nødvendigvis er Audi eller BMW, det er blot stereotypen. Men sammenligningen er der stadig. Der er nogle mærker folk undgår, pga. hvad de siger om en, når andre kan se man har dem.

  • 0
  • 5
Johnnie Hougaard Nielsen

det er blot stereotypen

Hvis du har argumenter, så kom med dem. Som det er nu kører du blot frem med at du tilsyneladende har nogle stereotyper i dit verdensbillede. De må du da også gerne, men det er ret tvivlsomt om de er almene.

Hvis Audi og BMW kostede 100.000 kr, ville de sælge stort. I princippet siger køb til luksuspriser ikke andet end at nogen har lyst til at betale for mere end blot en kørende kasse.

Google Glass er ganske dyr lige nu, men det er jo blot en tidlig udviklingsmodel i småskala-produktion. Da der ikke se ud til at være noget principielt dyrt i nødvendig hardware, vil prisen falde kraftigt, men selvfølgelig må kunder da vægte om prisen står mål med både nytte og deres eventuelle bekymringer om hvilke stereotyper andre måske går og hygger sig med.

  • 3
  • 0
Thomas Pedersen

Jeg kan nu godt følge David. Ikke dermed sagt jeg så ikke ville købe Glass.
Det er lidt ligesom dem der går med et bluetooth sæt på hovedet hele tiden. Det er fint at bruge i bilen, men det ser lidt kikset ud, når man render rundt med dem, inde i føtex.

Men som sagt, hvis prisen er rigtig, ville jeg rende rundt og se nørdet ud

  • 0
  • 0
Marc Munk

Det var ikke dokumentation, det var en forklaring. Jeg siger ikke at det er nødvendigvis er Audi eller BMW, det er blot stereotypen. Men sammenligningen er der stadig. Der er nogle mærker folk undgår, pga. hvad de siger om en, når andre kan se man har dem.

En forklaring på hvad? Nogle stereotyper du projekterer over på andre? Jeg er da hamrendes ligeglad med hvilken bil folk kører i. Kører de audi/bmw jamen så er det da godt for dem. Audi/bmw leverer desværre ikke en bil der er stor nok til vores familie ellers havde jeg gerne købt en

  • 0
  • 0
Anonym

13 ud af 15 (edit) debat kommentarer der har intet med artiklen at gøre...

Back on track.

Der er helt sikkert en masse problemer med privatlivsfred og så Google Glasses, men jeg mener dog ikke at man skal tage sorgerne på forskud, men mere se på de muligheder (positive) der ligger i forskellige anvendelses former brillerne kan anvendes i.

Der er mange industrier hvor jeg ser at man kunne arbejde med briller af denne art (som for min skyld slet ikke behøver at have noget med Google at gøre - for Google branded har det, desværre, med at få alt for meget fokus på privacy allerede inden at teknologien er i brug).

Men det ender jo nok med at det bliver et hipster legetøj, og det ikke bliver brugt professionelt...

  • 0
  • 0
Tobias Petersen

Det helt klart største problem er da at det skal styres med stemmegenkendelse. Kan ikke forestille mig en mere akavet situation end at gå rundt i offentligheden og snakke med sine briller. En lille kamera til at opfange hvorledes dit ene øje bevæger sig, og så kunnne "klikke" med blink ville være mere optimalt. Men det er måske også bare mig der bliver for let pinligt berørt over sådan noget.

  • 0
  • 0
Lars Jacobsen

Det helt klart største problem er da at det skal styres med stemmegenkendelse. Kan ikke forestille mig en mere akavet situation end at gå rundt i offentligheden og snakke med sine briller.

Jeg skulle lige til at skrive det samme, da du kom mig i forkøbet :-)

Jeg kan heller ikke forestille mig, at gå rundt i det offentlige rum og sige kommandoer ud i luften. No way!

"Øjenavigering" kunne være en fin løsning, men man er nok nødt til at stå stille, når man gør det ;-)

  • 0
  • 0
Johnnie Hougaard Nielsen

Jeg kan heller ikke forestille mig, at gå rundt i det offentlige rum og sige kommandoer ud i luften.

Det er da ikke uforståeligt, men det vakte også undren da folk begyndte at føre håndfri mobiltelefon samtaler på gaden.

Som jeg ser Google Glass er det dog ikke tænkt til at skulle betjenes for at give noget nyttigt, men at kunne give "påmindelser" fx med rutevejledning eller udvalgte alerts. Altså i stedet for at hive sin smartphone frem og checke om der nu er sket noget siden for et minut siden :-)

  • 1
  • 0
Tom Paamand

Brilledillen har selvfølgelig en meget højere blære-værdi, men jeg ville foretrække et mere diskret system, der blot mumlede de relevante oplysninger i mit øre. Sådant et system ville jeg melde mig som køber til, med ansigtsgenkendelse og vejvisning - til alle os distræte.

  • 0
  • 0
Anders Rosendal

Brilledillen har selvfølgelig en meget højere blære-værdi, men jeg ville foretrække et mere diskret system, der blot mumlede de relevante oplysninger i mit øre. Sådant et system ville jeg melde mig som køber til, med ansigtsgenkendelse og vejvisning - til alle os distræte.


Hvis ikke det var en brille med et kamera, hvordan skulle den så "mumle" relevante ting i dit øre?
Kunne selvfølgelig tage din mobil op, tage et billede af personen og så "mumlede" den svaret, men det virker som et mindre diskret system.

  • 0
  • 0
Tom Paamand

Kameraet kunne fx kikke med fra min brystlomme, hvor det kan fungere fint til de fleste optagelser - og til det nævnte brug behøver billedet endda ikke være særligt præcist. Jeg udviklede et live-broadcasting system i 2007, der fungerede fra en standard mobiltelefon i lommen, og linserne er blevet markant bedre siden da.

  • 0
  • 0
Johnnie Hougaard Nielsen

Som jeg ser det er selve pointen med Google Glass at give noget visuelt i synsfeltet. Kameraet er en sjov ekstra-funktion, der har sin styrke i kraft af POV - og alt det der med ansigtsgenkendelse er blot en tanke om hvad de måske også kunne bruges til. Ret sekundært, men sjovt som tankeeksperiment.

Hvis der var brug for at gøre noget skjult, kommer der sikkert kameraer som kan monteres som en lille piercing, i stedet for at gøre "reklame" for dets tilstedeværelse. Her mener jeg at det er en væsentlig fordel ved Google Glass at det er synligt, også på grund af de forventelige opfordringer til ikke at bruge det.

Hos Google leder Sergey Brin projektet, og han gør selv opmærksom på at der er lang vej igen, og vil ikke konkludere at eksperimentet bliver en succes. Men det er godt at nogen arbejder med nye ideer til hvordan ting kan gøres.

  • 1
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere
IT Company Rank
maximize minimize