Sikkerhedseksperten Schneier: Jeg frygter Google mere end NSA

Selvom der for tiden er fokus på NSA’s dataindsamling, er der måske i virkeligheden mere grund til at frygte Googles, siger it-sikkerhedspersonligheden Bruce Schneier til Version2.

Der kan være mere grund til at frygte datadrevne Googles indsamling af vores personlige data end efterretningstjenester som NSA’s virke inden for samme område. Det sagde den internationalt anerkendte it-sikkerhedsekspert Bruce Schneier under sit indlæg på konferencen hos ‘Digital Threats and Solutions’, som InfinIT havde arrangeret sammen med WAYF, DI ITEK og IDA-IT.

Version2 bad ham uddybe udsagnet efterfølgende.

Læs også: Schneier: Det er lettere for NSA at spionere på alle end på nogle få

Du nævnte Google i forbindelse med NSA, og du lyder nærmest, som om du mener, vi bør frygte Google mere end NSA?

»Ved du hvad, det tror jeg fra tid til anden, fordi Google faktisk forsøger at lave psykologisk massemanipulation. Det er Googles forretningsmodel. Så ja, jeg tror, at virksomhedsmæssig overvågning er omfattende, og jeg tror, det er noget, vi i høj grad bør frygte. Til tider gælder der sågar færre regler for virksomheder end for regeringer,« siger han med henvisning til efterretningstjenesterne.

Schneier henviser til, at Google tilpasser søgeresultater, og hvad folk bliver præsenteret for på nettet, eksempelvis reklamer. Og det giver ifølge Schneier forskellige muligheder for manipulation.

Læs også: Sikkerhedsekspert: Kina laver masser af dårlig malware

I forlængelse af Schneiers oplæg havde en anden personlighed inden for it-sikkerhedsbranchen, Mikko Hypponen fra finske F-Secure, holdt sit oplæg. Her gav han udtryk for, at Google (modsat NSA) bare havde som målsætning at tjene penge, og at Google som sådan ikke er ‘fjenden’ i overvågnings-sammenhæng.

Men sådan har Bruce Schneier det ikke.

»Jeg føler mig ikke overbevist. Jeg synes, de (Google, red.) også er fjenden. De prøver ikke bare på at tjene penge, de prøver at tage penge fra DIG. De forsøger at tage dine penge, det er Googles forretningsmodel. Ja, altså faktisk hjælper de andre virksomheder med at få fat i dine penge. Det er en grundlæggende ekstraktiv forretningsmodel, og det er psykologisk manipulation ... overtalelse, reklame - kald det, hvad du vil.«

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk

Følg forløbet

Kommentarer (36)

Kommentarer (36)
Thomas Løcke

Google leverer nogle services som man kan vælge at bruge, eller man kan lade være. Der er ikke just samme grad af valg og frihed hvad angår NSA og stats-sanktioneret overvågning.

Helt fundamentalt så VED jeg at Google bruger mine data til at præsentere mig for det ene eller andet banner. Jeg ved at de skal tjene penge på at jeg "gratis" kan bruge Gmail, Drive, Android osv. osv. Jeg kan gå ind i det kundeforhold med åben pande, og jeg kan forlade det igen, hvis jeg har lyst.

Jeg har ingen idé om hvad alfabet-tjenester bruger mine data til, og jeg kan sandsynligvis ikke ganske let slippe udenom dem. Derudover prøver Google næppe bevidst at svække den generelle sikkerhed på nettet, som noget tyder på NSA har arbejdet hårdt på.

Jeg har stor respekt for Schneier, men her syntes jeg at han skyder helt forkert.

Jesper Lund

Google leverer nogle services som man kan vælge at bruge, eller man kan lade være. Der er ikke just samme grad af valg og frihed hvad angår NSA og stats-sanktioneret overvågning.

Nogle Google services vælger du selv, fx Gmail [1]. Andre Google service bliver du udleveret til, ofte uden at du selv er klar over det, fx Google Analytics og Doubleclick.

[1] Og spørgsmålet er egentlig om jeg ikke også bruger Gmail? Jeg vil tro at halvdelen af de mails som jeg har skrevet eller modtaget ligger hos Google med min unikke identifier (min mailadresse). Hvad forhindrer egentlig Google i at profilere mig ligeså aggressivt som Google gør det overfor de Gmail brugere som formelt har givet Google samtykke til profilering?

Jesper Poulsen

Nogle Google services vælger du selv, fx Gmail [1]. Andre Google service bliver du udleveret til, ofte uden at du selv er klar over det, fx Google Analytics og Doubleclick.


Dem kan man nu også nemt vælge fra. Ghostery er din ven (Google er ikke din ven).

Deres søgemaskine kan man også nemt undvære. Ixquick giver alle fordelene uden at du får ulemperne med også. Det ses tydeligt når man søger efter oplysninger. Der kommer ingen resultater der bærer præg af profilering.

Jens Dalsgaard Nielsen

Du har ret ... hvis der var alternativer.

Problemet er, at variteten er ved at gå i fløjten. Hvis der på verdensplan var lige så få firmaer der stod for mad, el mm som med IT komponenter(CPU mm) ville det nok få en del op af stolen.

Læs lidt George Orwell. Der er både 451F mfl.

Hans HB Thøgersen

Jeg begriber faktisk ikke at virksomheder tillader deres medarbejdere at benytte Google services. Google kan jo så let som ingenting finde ud af hvad en virksomhed fortager sig ved at sammenholde søge resulter.
Der er intet der holder Google fra at sælge den information til højst bydende og det holder heller ikke Google fra at manipulere med søge resultater så visse typer af information ikke kommer frem. Altså en konkurrent kan købe sig til søge resultater.
Som privat person kan jeg slet ikke klare at søgninger er afhængig af økonomiske prioritering og at resultatet af mine søgninger er afhængig af mine tidligere søge resultater. Det betyder at jeg kan ikke regne med at den information jeg får faktisk er det bedste resultat.
Men det er jo ikke kun Google - Microsoft/Apple/Facebook/ etc. er lige så slemme.
Som I nok kan læse er jeg for lang tid siden holdt op med at bruge disse services og har fundet alternativer.
Hvis jeg SKAL tilgå disse services benytter jeg en VPN forbindelse så de ikke direkte kan aflæse hvor jeg kommer fra. Cookies bliver slettet automatisk. Ad-blocker er et must. Alt det kan dog stadig ikke holde dem dem fra at vide en del om mig. Bare det man får vist et billede på en side afslører hvem man er.
Jeg lyder måske meget paranoid, men når jeg går på gaden så har ikke et skilt med min adresse, interesser, tur mappe og mine private konversationer til offentlig skue. Jeg møder heller ikke nogen på gaden som gør det.
Så hvorfor gør vi det når vi er på nettet? Hvorfor går vi hen til vildt fremmed og fortæller vidt og bredt om vores interesser osv?

Kim Garsdal Nielsen

Problemet er, at variteten er ved at gå i fløjten.

Bare tanken om, at søgemaskinen vælger de resultater den tror interesserer mig, finder jeg skræmmende, og får mig til tider til at prøve alternativer (i naiv til tro til at de skulle være bedre). Der er noget 1984-agtigt over at indskrænke rammerne for folks tanker ved, at indsnævre rammerne. Google får ikke nogen dobbelt plus positiv karakter for det - eller hvordan det nu udtrykkes i elementære ord.

De øvrige services, såsom at give storebror lov til at vide hvor jeg er og fortælle mig om jeg er ved at komme for sent til et møde i min kalender gør mig ikke mindre tryg.

Thomas Andersen

Google leverer nogle services som man kan vælge at bruge, eller man kan lade være


Syns argumentet er for nemt. Problemet er ikke at folk "bare kan lade være", problemet er at Google har lov til det.
Samme argument kunne jo bruges om gratis stoffer til skolebørn, "de kan jo bare lade være at tage imod det" (dårlig analogi, men tror du fattede pointen).

Carsten Olsen

Bare tanken om, at søgemaskinen vælger de resultater den tror interesserer mig, finder jeg skræmmende


Helt enig. Men mange, (incl. mig) har undret sig over hvorfor Google skiftede CEO i 2011. Så sent som i 2012 sagde Eric Schmidt (noget i retnigen af) : Jeg syntes det er en godt ting når vi ved hjælp af Google/YouTube, kan finde ud af når en politiker siger en ting til et vælgermøde med sine tilhængere og siden siger det modsatte til offentligheden. Her tror jeg Larry står for en anden kurs der er mere forretnings orienteret. (Men jeg er enig med Eric)

Jeg er dog mere enig med Larry i hans forhold til Microsoft, hvor Eric har været mere tøvende, er Larry langt hurtigere på aftrækkeren. Vi kommer fremover til at se langt flere resultater på meget kort tid fra Larry.

Robert Larsen

Hvordan ser du forskel?

Jeg læser indholdet.

Hvis man benytter et stykke software som f.eks. Ghostery kan man automatisk forhindre at tracking cookies bliver sat i første omgang. Det er altså ikke raketvidenskab.


Undskyld at jeg er lidt langsom, men hvordan ser du hvad denne cookie bruges til:

Cookie: blaaaaaaaar42

Det er vel serversiden som bestemmer, hvad den vil bruge den til, og den har du ikke adgang til at læse i.

Anders Rosendal

Syns argumentet er for nemt. Problemet er ikke at folk "bare kan lade være", problemet er at Google har lov til det.
Samme argument kunne jo bruges om gratis stoffer til skolebørn, "de kan jo bare lade være at tage imod det" (dårlig analogi, men tror du fattede pointen).


Argumentet var at man KAN vælge Google fra. Jeg kan ikke vælge NSA fra.
Så det svarer til du argumenterer at et tilbud om gratis stoffer til skolebørn er værre end tvungen stoffer til skolebørn.

Det er tydeligt at friheden til at vælge vil være strengt bedre.

Thomas Andersen

Argumentet var at man KAN vælge Google fra. Jeg kan ikke vælge NSA fra.


Men man må gå ud fra at ens data er langt mere sikre hos NSA, end hos Google. De bliver ikke videre solgt til 3. part, og som Schneier påpeger bruger NSA ikke ens data til at manipulere med en.

Problemet er jo at folk ikke indser hvad Google gør ved deres data. De tænker bare: Jaahh, gratis software.

Anders Rosendal

Men man må gå ud fra at ens data er langt mere sikre hos NSA, end hos Google. De bliver ikke videre solgt til 3. part, og som Schneier påpeger bruger NSA ikke ens data til at manipulere med en.


Kommer an på hvem "man" er.
Et firma som NSA bryder ind hos og stjæler forretningsviden vil nok se NSA som en væsentlig større trussel end at google ved man kan lide at se på katte på youtube og rejse til Madrid.

Personligt har jeg ikke noget imod at reklamer/tilbud bliver skræddersyet til mig.

Thomas Andersen

Personligt har jeg ikke noget imod at reklamer/tilbud bliver skræddersyet til mig.


Jeg siger ikke at NSA er gode og Google er onde. Jeg giver bare Schneier ret i, at Google ikke længere er et lille firma der automatisk kan betragtes som sikre at videregive alle ens informationer til. Det står jo i deres betingelser at de har ret til at videregive alle ens data til hvem de har lyst til.
Hvis du tror det kun drejer sig om reklame tilbud fra Google, er du meget naiv.

Jesper Poulsen

Hvad privat liv er der over at få vist en reklame?


Intet, for det har du jo opgivet i samme øjeblik du droppede modstanden mod reklamen.

De reklamer er så stor en økonomisk branche, at der anvendes enorme formuer i profilering af brugerne af internettjenesterne. Du har intet privatliv på nettet, når selskaber som Google ved alt om dig - og det gør de jo når de ved præcis hvilken reklame de skal kaste i hovedet af dig for at få gevinst.

Du deltager i debatter om internetsikkerhed, men din egen private sikkerhed lader du hånt om. Det gavner ikke dine argumenter på alle andre områder, når du ikke er i stand til at beskytte dit privatliv!

Kim Christiansen

Indtil andet er bevist. Sådan er det.

Og den der med profileret reklamer, hold nu op... Det bruges da overalt. Hvorfor er der stort set kun odds-reklamer under fodbold? Hvor er forskellen fra det og så til at jeg får reklamer for bet365 når jeg søger på de nyeste superliga resultater.

Google er bare gode til at optimere søgemaskiner, done.

Og, hvis man vil vide hvad Google har "om dig". Så gå ind i kig på din konto. Der kan du finde det hele.

Kim Christiansen

Der står sort på hvidt, på din kontooversigt...

Hvilke personlige oplysninger giver Google til partnere?
Google giver ikke vores partnere oplysninger, som du overdrager til os, og som identificerer dig, f.eks. navn, e-mailadresse og faktureringsoplysninger, medmindre du beder os om det. Vi sælger aldrig dine personlige oplysninger.

Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer

Pressemeddelelser

Silicom i Søborg har fået stærk vind i sejlene…

Silicom Denmark arbejder med cutting-edge teknologier og er helt fremme hvad angår FPGA teknologien, som har eksisteret i over 20 år.
22. sep 10:29

Conference: How AI and Machine Learning can accelerate your business growth

Can Artificial Intelligence (AI) and Machine Learning bring actual value to your business? Will it supercharge growth? How do other businesses leverage AI and Machine Learning?
13. sep 2017

Affecto has the solution and the tools you need

According to GDPR, you are required to be in control of all of your personally identifiable and sensitive data. There are only a few software tools on the market to support this requirement today.
13. sep 2017