SAP, den store tyske producent af ERP-software, er ikke kendt for billige eller gratis produkter. Men det udelukker ikke et engagement i åben kildekode, lød det fra den danske topdirektør i SAP, Jim Hagemann Snabe, på konferencen TechEd i Wien.
»Mange forveksler open source med gratis software. Vi tror ikke så meget på gratis software,« sagde direktøren på et pressemøde.
Anledningen var, at SAP nu vil engagere sig i Apache Software Foundation og derigennem arbejde for at gøre dataudveksling nemmere mellem forskellige producenter af ERP-software. I juni annoncerede SAP også et udvidet samarbejde med Eclipse-organisationen, der også arbejder for åben kildekode.
Apache står bag verdens mest udbredte webserver, og Eclipse bag udviklingsmiljøet af samme navn.
»Vi vil gøre open source til en førsteklasses-borger i vores portefølje og vil arbejde langt mere aggressivt med open source-miljøet. Men open source er ikke nyt for SAP ? vi var det første firma til at åbne vores kildekode,« lød det på pressemødet, med henvisning til, at SAP's kunder kan få et kig ind i kildekoden, hvis de ønsker det.
Open source vokser eksplosivt hos SAP
Samtidigt stiger SAP's brug af open source og bidrag den anden vej med lyntempo.
»Det er steget med måske en faktor 100 de seneste år. Det er en hockeystavs-udvikling,« sagde direktør Marge Breya med et begreb, der bedst er kendt fra Al Gores berømte CO2-graf.
Motivationen for SAP er både at spare penge ved at bruge kode, som allerede er udviklet, men også at gøre det nemmere at udveksle data på kryds og tværs, forklarede hun. For eksempel vil SAP åbne API'erne for visualisering af data, så software fra andre firmaer lettere kan hive data ud.
Selvom SAP-folkene også henviste til Red Hat, som et eksempel på, at man godt kunne få en forretning ud af gratis open source-software, var Jim Hagemann Snabe ikke så overbevist om det smarte ved gratis software.
»Hvis softwaren er gratis, skal et firma tjene penge på andre områder. Det er typisk service, og så er der ikke så høj motivation for at skabe software, som ikke kræver meget service. Desuden er prisen på software i dag en meget lille del af de samlede it-omkostninger,« lød det fra den danske topdirektør.