SAP Hana skal give realtidsoverblik over 1,3 millioner danskeres pensioner

KMD vil tage SAP Hana i brug til et nyt stort pensionssystem til Udbetaling Danmark.

KMD skal levere et nyt system til Udbetaling Danmark, som skal håndtere pensionsudbetalinger. Systemet kommer til at bygge på SAP, og KMD vil også bruge realtidsdatabasen SAP Hana. Det er blot det tredje projekt, hvor KMD bruger SAP Hana, og det indtil videre største.

Pensionssystemet skal stå klar i 2017. Det har også tidligere været KMD, som har håndteret pensionsudbetalingerne, men efter et EU-udbud får Udbetaling Danmark altså et nyt system.

»Det er et ganske centralt nøglesystem. Der er godt 1,3 millioner danskere, der har deres primære indtægt fra det her system,« siger chefarkitekt på systemet Søren Bjerre fra KMD til Version2.

Systemet skal håndtere udbetalinger til folkepensionister, førtidspensionister og danskere, der får udbetalt deres pension i udlandet. Brugerne vil hovedsageligt være dem, der sidder med administrationen hos Udbetaling Danmark, som blandt andet tager imod opkald fra kunderne. Det er også dér, muligheden for at håndtere data i realtid kommer ind i billedet.

»Når man snakker realtid, så er ét element jo ofte at pege på batchverdenen, som mange af de her store administrative systemer har været præget af historisk med måneds, kvartals- og årskørsler, og dermed en database, hvor data ikke altid er fuldt opdateret,« siger Søren Bjerre.

Med SAP Hana vil dataene ligge i hukommelsen og kunne bearbejdes betydeligt hurtigere. Dermed vil en medarbejder hos Udbetaling Danmark hele tiden kunne få de opdaterede oplysninger frem for at måtte nøjes med oplysningerne fra den seneste batchkørsel.

»Noget af det, vi skal med det her system, er at automatisere mange af sagsgangene, men der vil i sagens natur være borgere, der ringer ind og siger: 'Jeg kan ikke forstå den ydelse, jeg har fået'. Lige der er det supervigtigt at have et realtidssystem, så sagsbehandleren kan straksafklare,« forklarer produktudviklingschef Jan Månsson fra KMD til Version2.

Det vil i dette tilfælde betyde, at sagsbehandleren både kan se de aktuelle data og kan rette fejl med det samme uden at skulle vente på en ny batchkørsel.

Det er blot tredje gang, KMD går i gang med et projekt med SAP Hana. SAP er sammen med Microsofts platform en af de teknologier, som KMD arbejder på at samle selskabets forskellige systemer på, men SAP Hana er altså forholdsvis nyt i KMD-regi.

Samtidig er projektet hos Udbetaling Danmark et stort it-projekt, og derfor har KMD også taget flere forholdsregler for at holde projektet på sporet.

Blandt andet vil KMD trække på selskabets indiske samarbejdspartner, der har større erfaring med SAP Hana fra andre projekter, og dels bliver selve udviklingsarbejdet delt op i mindre bidder.

»Det er et ganske signifikant projekt, og udstrækningen er også lang, så man kan ende i en situation, hvor man bruger ganske lang tid på at lave noget funktionalitet, og det så viser sig, at det var overhovedet ikke det, kunden ønskede. Derfor er den her aftale delt op i tre delleverancer, som yderligere er delt op i tre sprint,« forklarer Søren Bjerre.

Ved at benytte en mere agil udviklingsmodel bliver det også muligt for KMD og Udbetaling Danmark hurtigere at justere, hvis en uprøvet teknologi viser sig at volde problemer.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (3)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#2 Bent Jensen

"Ved at benytte en mere agil udviklingsmodel bliver det også muligt for KMD og Udbetaling Danmark hurtigere at justere, hvis en uprøvet teknologi viser sig at volde problemer." Hvorfor bruger man uprøvet teknologi, hvad spare man man på det, i forhold til den øget risiko. Man springer vel ikke bare ud i noget uprøvet, man ved vel hvad man skal lave, og hvad man skal bruge. Ellers er det nok bedst, at få lukket det her projekt, til der er styr på noget sådan.

Men det er serfølgelig en fordel for KMD, hvis der i kontrakten ikke er aftalt andet, at man møder en masse uprøvet, så man kan sende regningen for alt det uforudset til Københavns Kommune.

Selv hvis man bygget en bro for det offentlige, så har man taget prøver af undergrunden, inden man starter. Selv om billetpriser, trafik og andet ikke er korrekt.

Vil ikke lige tage en bil annologi idag :-)

  • 0
  • 1
#3 Morten Bøgh

SAP HANA databasen markedsfører sig på egenskaber som databaserne DB2 og Oracle har haft siden Ruder Konge var knægt: DB2 og Oracle lægger de mest anvendte data i hukommelsen, evt. alle data, hvis der er hukommelse nok. Og, ja, der er jo mere hukommelse i vore dage, måske er der endda nok til alle. Så markedsføringsmæssigt rammer SAP HANA et eller andet i tidsånden og nutidens muligheder, men uden reelt at tilbyde noget nyt.

SAP var oprindeligt et system som kørte på IBM mainframe og med DB2 eller Oracle som database. Men så fik man den udmærkede ide at portere systemet til midrange, og sparede dermed licensudgifter til IBM for kunderne. Det var alligevel begrænset hvor mange IBM mainframe services man efterhånden brugte i SAP-systemerne, fordi SAP udviklede sig til et mega-system som udgjorde sit eget operativsystem. Med dertil hørende heftige prispolitik. Men SAP brugere var stadig knyttet til databasen, DB2 eller Oracle, med dertil knyttede licensudgifter. Problemer er til for at blive løst, og HANA er løsningen: med HANA går alle licensindtægterne til SAP. Det kan jo være fint for SAP og knap så fint for konkurrenterne, men sådan er kapitalismen, og disse forskydninger er måske ikke det mest afgørende for branchens eller klodens fremtid.

Sekundært markedsfører SAP HANA sig med at man kan køre sit transaktions-system og sit dataware-house (sit analyse-miljø) på samme data, dvs. at man ikke skal kopiere data ud til et datawarehouse. Det kan man også i fx DB2 og Oracle - hvis man tør. Databaserne supporterer ‘dirty reads’, altså at analyse-kørsler kan ignorere transaktions-systemets låsninger, dvs. de to anvendelser kan leve sammen uden konflikter. Stadig er dog transaktionssystemet vigtigere end analyse-miljøet, og analyse-miljøet er typisk anarkistisk: at der ikke er nogen kontrol med hvilke tunge kørsler brugerne starter i rå mængder. Men jo, der er måske brug for en holdningsændring: Med nutidens maskinressourcer og hukommelsesressourcer er det måske rimeligt at køre transaktionsmiljøet og analysemiljøet samme sted, og spare det overhead der ligger i at kopiere data fra det ene til det andet. Hvis det er et problem. Det nye ved SAP HANA er budskabet: Glem at der kan være problemer! Jamen det kan man da også sige om de andre databaser, hvis man er til den optimistiske side.

Den virkelige fordel ved HANA kunne være at det er tænkt og designet til samlivet med SAP. Og derfor kører hurtigere. En lidt betændt tankegang: Fordelen ved af bruge en SQL-database er en bedre orthogonalitet, dvs at applikationer kan programmeres uden at tænke på databaseoptimering, og at databasen kan optimeres uden at rette i anvender-programmerne. Hvis alt hænger sammen, og alt på forhånd er optimeret til et perfekt samliv, så er den fordel væk, og vi skal have fat i ‘the mastermind’, ham som kan overskue alt, hvis noget skal justeres.

  • 1
  • 1
Log ind eller Opret konto for at kommentere