SAP beskyldes for bestikkelse til 52 millioner kroner - fyrer fire direktører

ERP-giganten afviser beskyldninger, men har iværksat intern undersøgelse.

Den tyske ERP-gigant SAP beskyldes for bestikkelse til en sum af syv millioner euro, svarende til 52 millioner kroner. Bestikkelsen skal ifølge det sydafrikanske medie AmaBhungane være modydelse for en kontrakt med firmaet Transnet, som er ejet af den sydafrikanske stat. Det skriver nyhedsmediet Deutsche Welle.

SAP har angiveligt skjult bestikkelsen som et vederlag på ti procent for distribution, der blev udbetalt til firmaet CAD House, som producerer 3D-printere. SAP afviser, at det er tilfældet.

Læs også: 27 offentligt it-ansatte sigtet for at modtage ulovlige gaver

Indisk indblanding i Sydafrikas regering

Affæren er en del af en større sag, hvor den magtfulde indiske rigmandsfamilie Gupta anklages for at blande sig i sydafrikansk politik, blandt andet ved at have fået indflydelse på udnævnelsen af regeringsposter. CAD House er ejet af Gupta-familien, og derudover ejer en søn af den sydafrikanske præsident Jacob Zuma ti procent af firmaet, ifølge sydafrikanske medier.

Sydafrikanske journalister har afdækket sagen ved at gennemgå 200.000 e-mails, som blev lækket til en række medier i juni måned. Undersøgende journalister er gået sammen for at behandle den store mængde e-mails.

SAP's direktør i Sydafrika har afvist anklagerne, men er blevet sendt på orlov. SAP's hovedkontor har startet en intern undersøgelse og har fyret fire direktører. SAP vil ikke udtale sig yderligere på nuværende tidspunkt, skriver firmaet i en e-mail til Deutsche Welle.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere