Sander undviger IBM-indblanding

Videnskabsminister Helge Sander dribler uden om oppositionens ønske om øget krav til it-leverandørerne efter IBM's store ned brud, der også ramte en række offentlige kunder.

De offentlige institutioner og virksomheder får ikke hjælp fra videnskabsminister Helge Sander (V), når det gælder støtte til at få mere styr på it og de eventuelle kontraktuelle forpligtigelser.

Det fremgår tydeligt af et svar fra ministeren til Hanne Agersnap (SF), der havde ønsket at høre, om ministeren ville gøre noget for at sikre, at it-driften bliver mere sikker.

Men i Sanders korte svar lægger han det udelukkende op til de offentlige institutioner selv at sørge for tilstrækkelig sikker it-leverance.

Ministeren skriver:

»Det er op til de berørte offentlige myndigheder at afgøre, hvordan eventuelle kontraktuelle krav, som følge af IBM's nedbrud, skal håndteres.«

Han peger desuden på de standardkontrakter, der findes på området, hvor der efter ministerens opfattelse er tilstrækkelige sanktionsmuligheder overfor mangelfulde it-leverancer. Han lover dog SF-politikeren, at der løbende vil blive fulgt op på standardkontrakterne for at sikre, at de fungerer optimalt.

Hanne Agsersnap fra SF havde bedt om ministerens svar på følgende spørgsmål:

»Agter ministeren - som følge af IBM's store nedbrud onsdag den 9. april 2008 - at tage nogle initiativer med hensyn til at gøre krav gældende via kontrakter mellem IBM og offentlige EDB-systemer eller med hensyn til at sikre større sikkerhed i fremtidige kontrakter?«

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere