Sander afviser OOXML/ODF-krav fra folketingsflertal

Videnskabsminister Helge Sander afviser at bede Konkurrence-styrelsen undersøge bestemte forhold i styrelsens evaluering af OOXML og ODF i det offentlige.

Videnskabsminister Helge Sander vil ikke følge et krav fra et flertal af Folketingets partier, når det gælder den kommende undersøgelse af betydningen af anvendelsen af de åbne standarder som OOXML og ODF i det offentlige.

Fire krav til undersøgelse

Det er i hvert fald konklusionen hos Dansk Folkepartis it-ordfører Morten Messerschmidt efter gårsdagens samråd med ministeren.

På samrådet bad han Helge Sander kræve af Konkurrencestyrelsen, at den kommende undersøgelse af effekterne af OOXML og ODF i det offentlige kom til at omfatte fire konkrete punkter:
1. kan OOXML/ODF fungere på flere platformer,
2. er dokumentformaterne åbne inden for funktionsloftet,
3. er formaterne interoperable
4. og endelig om formaterne kan indarbejdes direkte i kontorpakkerne, eller om der skal bruges konvertere.

»Det afviste han blankt at lade indgå i Konkurrencestyrelsens kommissorium - også efter at et flertal af partier støttede op om forslaget. Derfor finder jeg det besynderligt, at ministeren stadig så kategorisk afviser det,« siger Morten Messerschmidt til Version2.dk.

Han oplyser, at forslaget om kravene til undersøgelsen ud over at være støttet af Dansk Folkeparti også fik støtte fra De Radikale, Socialdemokratiet og SF.

Pseudoforklaring

Ifølge Morten Messerschmidt var forklaringen fra ministeren, at ministeren ikke ville lægge bånd på konkurrencestyrelsen, men den køber it-ordføreren fra Dansk Folkeparti ikke.

»Det betragter jeg lidt som en pseudoforklaring. Tværtimod er det her en hjælp til Konkurrencestyrelsen, for hvis de ikke gør det af sig selv, så vil vi blot sige, at denne redegørelse kan vi ikke bruge til noget, for de her parametre indgår ikke,« siger han.

Slipper for at stemme ministeren ned

Morten Messerschmidt vil nu bringe sagen op i folketingssalen til en forespørgselsdebat, så Folketingets partier her kan stemme om at pålægge ministeren at stille konkrete krav til den kommende undersøgelse.

»Så håber jeg, Helge forstår alvoren omkring det her, så vi kan lave en aftale, og vi slipper for at stemme ham ned,« siger han.

Et flertal af Folketingets partier vedtog sidste år et beslutningsforslag (B103) om anvendelse af åbne standarder i det offentlige. Det omfatter også brugen af de åbne dokumentformater ODF og det Microsoftstøttede OOXML. Effekten af forslaget skal evalueres i løbet af 2009, og det er denne evaluering, som striden står om.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (1)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere