Samsung dropper nu at sende flere eksemplarer af den Windows RT-baserede Samsung Ativ Tab til Europa. Det skriver tyske Heise.de.
En repræsentant for verdens største elektronikproducent, Samsung, oplyste til Heise på Cebit-messen i Hannover, at selskabet ikke længere vil forhandle Ativ Tab.
Det skyldes ringe udsigter til at sælge tabletten, og derfor bliver salget i Tyskland og flere andre europæiske lande droppet. Samsung har i forvejen droppet Ativ Tab på det amerikanske marked.
Ifølge Heise vil der fortsat være et restlager hos forhandlere i blandt andet Tyskland, men den tastatur-dock, der er solgt som tilbehør, er udsolgt, og der vil ikke komme nye.
Windows RT er en neddroslet udgave af Windows 8, som ikke kan køre ældre Windows-applikationer. Til gengæld kan Windows RT køre på ARM-baserede processorer, som også bruges i andre tablets, hovedsageligt på grund af lavere strømforbrug, som er med til at give længere batteritid.