Samlet regning for EFI-skandale: Over én milliard kroner

Prisen for nedlukning af EFI er steget, og samtidig er der kommet nye udgifter til for et midlertidigt system.

Skandalen med Skats EFI-system kan samlet set komme til at koste skatteyderne over én milliard kroner, skriver DR.

Version2 i januar omtalte i januar, at nedlukningen ifølge et udbud fra Skat ville koste mellem 50 og 100 millioner kroner og vare fire år.

Læs også: Skat: 4 år og 100 mio. kr. sat af til kontrolleret nedlukning af skandaleramt it-system

Men nu har Skatteministeriet fået bevilget 275 millioner kroner ekstra til at lukke EFI ned og udvikle nye it-systemer, der kan køre, indtil den permanente afløser for EFI er klar.

DR har gravet i sagen i forbindelse med dokumentarserien 'Skeletterne i SKAT', som bliver sendt i aften på DR2.

Merbevillingen på 275 millioner bliver omtalt i et fortroligt aktstykke, som Skatteministeriet sender til finansudvalget 17. december i 2015.

'Aktstykke E (…) vedrører udgifterne forbundet med afviklingen af EFI, herunder bl.a. til konsulentudgifter, analyser og tilrettelæggelse af afviklingsforløbet, samt påbegyndelse af analyse og gennemførelse af udbuddet af et nyt midlertidigt it-system til inddrivelse af restancer', skriver Skatteministeriet i en mail.

EFI kostede knap 700 millioner kroner at udvikle.

Dermed kommer den samlede regning for det skrottede it-systems pris nu op på 1,17 milliarder kroner.

Det sker som konsekvens af, at der igen er blevet fejlvurderet fra Skats og Skatteministeriets side af, hvor problematisk systemet er.

Og samtidig er det en erkendelse af, at der bliver nødt til at være et midlertidigt system, der kan inddrive, så det ikke er overladt kun til de personer, der nu sidder og taster samt laver beregninger manuelt for at inddrive danskernes gæld.

For sideløbende skal der udvikles et helt nyt inddrivelsessystem, der skal erstatte EFI og dettes såkaldte hjælpemotor.

Det nye system blev sendt i udbud i midten af december sidste år. Omkostningerne til systemet er sat til mellem 100 og 400 millioner kroner uden moms. Det er vides dog ikke med sikkerhed, hvornår det system er klar.

Skatteministeriet siger, at de regner med at systemet er klart i 2019. Og det stemmer overens med, at det midlertidige system er blevet udbudt til samlet fire år.

»Man bliver nødt til at have noget it-understøttelse, og det får man så udviklet, og der lærer man så i øvrigt af de fejl der har været med inddrivelsessystemet,« siger skatteminister Karsten Lauritzen til DR Fakta.

Kommentarer (23)

Martin Zacho

De betalingskrav, der er blevet forældet (og dermed tabt for staten) pga. af EFI er så vidt jeg kan se ikke taget med i analysen og det kan meget nemt beløbe sig til et endnu større beløb.

Bent Jensen

Ja indtil nu et tab på gæld på kun 50 Milliarder, men måske yderligere 25.

Men det bliver dækket ind, besparelsen på bistandshjælp giver vel de første 0.2 Milliarder. Hvis de ikke skal bruges til skattelettelser.

Derudover er der jo også tab på momssvindel på 15-10 milliarder, samt lidt håndøre til omgåelse af afgifter på slik, sodavand og andet.

Anne-Marie Krogsbøll

Nu har jeg ikke faglig indsigt til at kunne gennemskue dette - men hvis EFI også er skyld i den manglende kontrol med den momskarrusel, som DR for nogle uger siden afdækkede og forbandt med terrorfinansiering, så er omkostningerne rent samfundsmæssigt jo absolut ikke kun været økonomiske, men også "terrorskabende".

Hvem er det, der ikke har haft interesse i at sætte alt ind på at samle op på dette i tide? Hvem i toppen af samfundet har selv haft glæde af denne momskarrusel?

Bjarke Jørgensen

Vi har sku ikke råd til alle de flygtninge, eller sygedagpenge, eller kontanthjælp, eller skraldespande i det offentlige, eller veje, eller lygtepæle, eller fortorv.

I WONDER WHY

Kresten Kjaer

Tilskriv aldrig noget til ond vilje, hvis dumhed er en tilstrækkelig god forklaring.

Bare lige for at holde forsætlige terrorskabende aktiviteter ude af en debat om manglende IT kunnen.

Det virkelige problem er vel, at skattelovgivningen er blevet dels meget kompleks og dels ændrer sig over tid. Jeg vil tro EFI systemet ligger på et uheldigt punkt i Staceys Complexity Matrix.

Anne-Marie Krogsbøll

Tilskriv aldrig noget til ond vilje, hvis dumhed er en tilstrækkelig god forklaring.

Men er dumhed en tilstrækkeligt god forklaring? Der er trods alt tale om angiveligt landets skarpeste hjerner, der sidder på ministerposter og som departementschefer osv. Det er i hvert fald det, de altid selv bruger som grund til, at de skal have meget høje lønninger (for ellers risikerer vi angiveligt, at disse superhjerner forsvinder til udlandet.)

Martin Zacho

Nu har jeg ikke faglig indsigt til at kunne gennemskue dette - men hvis EFI også er skyld i den manglende kontrol med den momskarrusel, som DR for nogle uger siden afdækkede og forbandt med terrorfinansiering, så er omkostningerne rent samfundsmæssigt jo absolut ikke kun været økonomiske, men også "terrorskabende".


EFI (Et Fælles Indrivelsessystem) har kun noget med inddrivelsen af restancer til Stat og Kommuner. Så en manglende momsindbetaling skal være overgået til inddrivelse for at det er relevant mht. EFI.
Har ikke selv den faglige viden til at gå dybere i det, men havde glæden ved at være gift med en der havde. Der er ingen tvivl om at personerne "på gulvet" ved SKAT har fortalt ledelsen om hvad EFI kunne og ikke kunne på et meget tidligt tidspunkt i forløbet.

Poul-Henning Kamp Blogger

Men er dumhed en tilstrækkeligt god forklaring?

Det afhænger af hvad du mener med "dumhed".

Personligt mener jeg vi er langt ude over "dumhed" og på vej ud i Einsteins definition af sindsyge:

"Insanity: doing the same thing over and over again and expecting different results."

Det vigtigste at bemærke er nemlig at der intet er lavet om i den måde man anskaffer offentlig IT på.

Martin Zacho

Det virkelige problem er vel, at skattelovgivningen er blevet dels meget kompleks og dels ændrer sig over tid. Jeg vil tro EFI systemet ligger på et uheldigt punkt i Staceys Complexity Matrix.


En af de største fejl var at "fortjenesten" (antal personer ved Inddrivelsen i SKAT), blev høstet før systemet var klart. Ikke at det havde reddet EFI, men det havde helt sikkert minimeret tabt af krav, der blev forældet.
Skattelovgivningen (inddrivelsesdelen) blev forenklet meget som følge af indførelsen af EFI og var også en planlagt del af det.

Simon Mikkelsen

Men er dumhed en tilstrækkeligt god forklaring? Der er trods alt tale om angiveligt landets skarpeste hjerner, der sidder på ministerposter og som departementschefer osv.

Der er ingen tvivl om at det ikke er dumme folk der har tænkt over systemet. Det har før været beskrevet hvor komplekse reglerne for dette område er, og hvor mange typer inddrivelser der findes.

Ret tidligt i min uddannelse, lærte vi, at det første man skulle gøre var at se på om forretningsgangene ikke skulle laves om. I dette tilfælde om reglerne virkeligt ikke kunne forenkles.

Et andet aspekt ved at implementere jura er, at SKAT mfl. er rigtig gode til at finde ud af hvad man gør i en specifik situation. Men IT-folk har brug for at kende situationerne så de kan implementere dem. Mao kender SKAT alle svarene, men ikke spørgsmålene.

Efter min mening er den største fejl, den som er begået i mange offentlige IT-projekter: Man har fyret folk før man har set systemet virke. Den ene mia er småpenge i forhold til hvad der ellers er tabt i indtægter. Prisen på systemet er i virkeligheden lige meget: Det er resultatet af hverken at have system eller folk hos SKAT der rigtig har kostet kassen.

Anne-Marie Krogsbøll

Simon Mikkelsen:

Efter min mening er den største fejl, den som er begået i mange offentlige IT-projekter: Man har fyret folk før man har set systemet virke. Den ene mia er småpenge i forhold til hvad der ellers er tabt i indtægter.

Det er sikkert rigtigt, men hvorfor har man begået denne fejl? Man har vel kunnet se, at milliarderne fossede ud, oven i købet også ud til udlandet. Burde det ikke have kunnet få disse kloge folk til at indse, at det ikke var vejen frem at spare personalet væk, inden systemet fungerede?

Det er jo forløbet over adskillige år, hvor man må have kunnet se, at der manglede disse mange milliarder et eller andet sted. Det er derfor meget svært ikke at få indtryk af, at nogen i toppen af systemet må have handlet imod bedre vidende igennem mange år. Så spørgsmålet er jo så "hvorfor"?

Frithiof Jensen

men hvis EFI også er skyld i den manglende kontrol med den momskarrusel,


EFI er nok snarere et symptom i den store sammenhäng. Grundläggende har SKAT.dk satset hele butikken på at kunne automatisere sig ud af de allerede kendte problemer med en helt overdådigt kompliceret skatte-lovgivning, der tilmed vokser og muterer som e-coli i et varmt medium med masser af näring, "mission-creep", samt gentagne krav om "2% besparelser" hver gang finansministeriet körer rundt med grönthösteren og synes de er smartere end alle andre.

SKAT.dk har simpelthen ikke haft ressourcer til at koncentere sig om hverken momssvindel, svindel med aktieudbytter (samt alt muligt andet som vi ikke har hört om endnu - formodentligt en "Control Fraud" eller to). Ledelsen er heller ikke interesseret fordi EFI-problemerne og de seneste besparelser formodentligt tager al ledelsestiden - effekten er naturligvis forstärket af at bonus-erne "klogt" er bundet op på EFI.

Når man som SKAT.dk out-placer og re-focus'er länge nok uden synlige forbedringer for de ansatte, så forlader mange af de dygtige medarbejdere den drivende skude til fordel for "oppositionen". Resten arbejder efter USSR-modellen: "They pretend to pay us, We pretend to work".

Det hele minder lidt om eksemplerne i: "The Collapse of Complex Societies (New Studies in Archaeology) Reprint Edition by Joseph A. Tainter" - Kompleksiteten vokser indtil de tilgängelige ressourcer ikke längere kan understötte "systemet", så fölger en reduktion i kompleksiteten - på den ene eller den anden måde.

SKAT.dk er m.a.o. delvist kollapset og man får ikke gang i "maskinen" igen hvis ikke man både reducerer kompleksiteten i skattelovgivningen gevaldigt og samtidigt afsätter betydelige ressourcer til dette arbejde.

Anne-Marie Krogsbøll

Ok, Frithiof Jensen. EFI er så kun indirekte skyld i momssvindel m.m. Men et eller andet sted i toppen af systemet må "nogen" have været klare over, at den - samlet set - var helt gal. Det kan ikke passe, at det først er gået op for "nogen", da journalister eller "nogen" i udlandet har prikket til muretuen.

Så jeg vil stadig fastholde, at "nogen" i toppen har handlet mod bedre vidende, enten pga. bonusser, eller pga. egentlige egne kriminelle interesser eller pga.. egen karriere. Alle tre muligheder hører i min optik ind under "malice", og ikke "dumhed".

Og jeg vil da også meget gerne høre folkene i toppen af denne skandale undskylde sig med "Jeg var dum" :-)

Gregor Giebel

Er den naturlige størrelse for SKAT ikke den, hvor den sidste nye medarbejder lige kan inddrive sin egen løn? Derefter bliver det vel et samfundsmæssigt tilskudsgesjæft.
Aktuelt er vi vel alt for meget i den anden grøft, hvor der går rigtig mange gange medarbejderløn tabt fordi der er for få at holde øje med sagerne.

Frithiof Jensen

... at "nogen" i toppen har handlet mod bedre vidende, ....


Man kan dog ikke udelukke det. "Trenden" er at hvis man er heeelt blank og dum som en mursten oven i - så er man fritaget for alle konsekvenser og samtidigt mange millioner värd i årlig gage.

Det bliver näppe sidste gang at vi hörer de gamle besvärgelser:
" .... ikke fantasi til at forestille ...." og " .... nu må vi se fremad .... "

Anne-Marie Krogsbøll

...har det taget at lade de 79 milliarder, som ifølge artikel i Inf.dk er undsluppet Skat, slippe ud af statskassen? http://www.information.dk/telegram/561831

Hvor mange milliarder er det i gennemsnit om året i den årrække, sagen har varet?
Hvor mange hospitalssenge kan disse milliarder omregnes til?
Hvor mange flygtninges ophold?
Hvor mange nye, gode behandlinger kunne sundhedsvæsnet have udviklet?
Hvor megen gylleudledning kunne vi have sparet (vi får altid at vide, at det er så dyrt at være miljøvenlig)?
Hvor mange gode lærere kunne folkeskolen have fået?
Hvor mange gode hjemmehjælpere kunne have taget sig af de ældre?
Hvor meget kunne man have "mildnet" dagpengereformer/ kontanthjælpsreformer/ efterlønsreformer?
Hvor mange skattemedarbejdere kunne man have beholdt?

Fortsæt selv listen....

Det bliver godt nok megen dumhed, hvis man omregner 79 milliarder i dumhed...

Finn Aarup Nielsen

Er det værd at bemærke at tallene (275 millioner eller 1 milliard) er ikke nødvendigvis hvad det koster. Hvis man har god fantasi kan man jo godt forestille sig at budgettet bliver overskredet.

Det er her blevet påpeget at det er kompleksiteten i lovgivningen der er problemet. Hvis det er tilfældet så bliver udviklingen af et midlertidig og et permanent system jo også besværlig. Som jeg læser artiklen om Accentures rapport nævner de efter analyse af EFI følgende problemer: 1) for få (og vage?) krav, 2) at man ikke fulgte "standardretningslinjer for SAP-systemer", 3) to projekter udviklet af forskellig leverandør, 4) kodekvaliteten var jævnt gennemsnitlig. Det er uklart for mig om det lykkedes at konstruere et system hvis man tager hånd om Accentures liste.

Lars Pedersen

I kan da ikke tillade jer at kritisere skattelovgivningen for at være for kompleks. Det er jo indirekte politikernes arbejde I kritiserer, og de er jo folkevalgte, tænk lige over det.

Tænk også på at hver ny generation af politikere har haft mulighed for at lægge sit eget personlige lag af regler/ekskrementer til pragtværket, så det nu fremstår som det det er: Et monument over dansk jantelov og millimeterretfærdighed.

Jeg må holde med skatteministeren og sige at dette flotte værk skal der ikke pilles ved, i stedet må programmørerne prøve igen indtil det lykkes at få alle nuancerne i dette vidunderlige og retfærdige regelværk med i deres system. Så må vi betale det, det koster, det vil være alle pengene værd i sidste ende.

Anne-Marie Krogsbøll

DR2 er netop startet på en serie, "Skeletterne i skabet", som på fin vis, synes jeg, opridser den skandaløse udvikling i SKAT.
https://www.dr.dk/tv/se/skeletterne-i-skat/skeletterne-i-skat-1-3

Det er en blanding af tragisk/komisk at se Peter Loft vride sig, og det er svært ikke at ende med en oplevelse af, at pilen i høj grad peger på ham som hovedansvarlig - måske sammen med Kristian Jensen, som dog (sikkert klogeligt) ikke har ønsket at udtale sig til udsendelsen.

Nils Bøjden

I 1975 var skattelovene blevet så komplicerede at man besluttede sig for at oprette et selvstændigt ministerium indeholdende funktioner til inddrivelse af skat, ministerbetjening osv. Indtil da havde disse funktioner hørt til under finansministeriet.

Ved denne adskillelse stod man nu pludselig i en situation hvor man havde adskilt funktionerne for indtægter og udgifter i hhv. SKAT og finansministeriet. Ikke så underligt opstod der magtkampe og interessekonflikter mellem funktionerne i de 2 ministerier. Og det hænger formodentlig sammen med at statens pengestrømsanalyse blev placeret i finansministeriet og ikke i SKAT. Forestil jer den kontrafaktiske situation at SKAT havde bestemmelsesret over udgifterne og cashflow, og ikke som nu hvor Finansministeriet har bestemmelsesret over indtægter mm. Finansministeriet havde så nok set en smule anderledes ud.

Anyway. Min pointe er at ved opsplitningen overlod man det overordnede ansvar til de der bruger pengene frem for de der sørgede for at pengene kom ind. Dette kunne med visse overvejelser betragtes som en monumental fejltagelse.

Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer

JobfinderJob i it-branchen