Da den omstridte multimedieskat blev indført ved årsskiftet, så det udløste ekstraskat at bruge en arbejdscomputer hjemme, gik bølgerne højt mange steder. Også i Thisted Kommune, hvor alle 600 lærere valgte at aflevere de ellers nyligt indkøbte bærbare computere, som de var blevet udstyret med.
Løsningen blev at indføre virtuelle desktops, så lærerne nu kan logge på en virtuel udgave af deres arbejdscomputer alle vegne fra, og dermed have adgang til al den særlige software, der bliver brugt i skolerne.
Men samfundsøkonomisk er det tosset, forklarer Jens Ole Hald, der er ansvarlig for it-driften i Thisted Kommune.
Hvad går projektet ud på?
»Lærerne blev jo enige om, at de ikke ville have en firmabetalt pc, da multimedieskatten blev indført, og så stod skolevæsenet med et problem. Vi skulle sørge for, at de stadig havde en hjemmearbejdsplads, og da vi allerede havde overvejet at bruge virtuelle desktops, blev det løsningen.
Så kan de bruge deres private computer til at logge på en virtuel desktop. Det sker fra en USB-stick, som lærerne putter i deres computer, og så logger man på og får præcist det skrivebord, de kender fra skolen. Der er ingen begrænsninger, og de kan også installere programmer, hvis de vil teste noget og se, om de kan bruge det i undervisningen.«
Hvad var målet med projektet?
»Det skulle erstatte en lærerforberedelsescomputer. Lærerne skulle have adgang til de nøjagtigt samme programmer og dataområder, som når de sidder på skolen. Og så måtte der ikke være noget, som skulle installeres lokalt på deres private computere, som vi så skulle have ansvaret for.«
Hvad var rollefordelingen og tidsplanen for projektet?
»Jeg er selv det, man normalt kalder driftschef for kommunens it, mere præcist sektionsleder for system- og netværksdrift. I det her projekt har jeg været koordinerende, mens en medarbejder stod for det praktiske. Og så har vi haft et konsulenthus inde over, C2IT. Vi valgte dem, fordi vi også havde brugt dem til en sammenligning af de forskellige virtualiseringsprodukter til servervirtualisering.
Vi besluttede projektet i december, og planen var at være klar til 28. februar. Men vi var også i gang med en oprydning i vores programpakker, hvor alle 240 programmer skulle geninstalleres, så det trak ud, og i stedet blev de virtuelle desktops klar til efter sommerferien.«
Hvilken teknologi bruger I?
»Vi valgte VMware View, både fordi det viste sig at være billigst, og fordi vi i forvejen brugte VMware til servervirtualisering. Og så har vi access-teknologi fra G/on, som gør, at man bare skal bruge USB-nøglen. Det efterlader ikke spor på lærernes private computere, gør det meget sikkert, og så kan man reelt bruge det fra en netcafé i Hong Kong.
Ind til videre kan det kun bruges på Windows, men en løsning til Mac er på vej. Drømmen er også om nogle år at gøre det helt uafhængigt af device, så man også kan bruge sin telefon eller PDA.«
Hvilke problemer eller udfordringer stødte I på undervejs?
»Da vi introducerede det for lærerne, var der én, der spurgte: Har I afprøvet det på 600 lærere på én gang? Nej, det havde vi ikke, og det viste sig også, at det krævede flere resurser, end vi regnede med.
For eksempel har vi de virtuelle desktops stående tændt hele tiden, for at forkorte login-tiden. Men det tager nogle resurser, så det skal vi have taget hånd om. Lige nu undersøger vi, om der andre muligheder end at udvide kapaciteten med mere hardware.
Hvis vi ikke lod dem stå tændt, ville det tage omkring fem minutter at logge på, mens det nu tager et par minutter. Og en koldstart kræver også mange resurser, så det ville give problemer, hvis mange loggede på samtidigt.
Og så er der kommet nye versioner af softwaren, vi bruger, som vi gerne vil opdatere til, fordi de har ny funktionalitet.
Men det koster jo alt sammen penge, så vi overvejer lige nu, om det kan betale sig. Kommunal økonomi er lige nu ikke til, at vi bruger 50.000 på at opgradere softwaren og 500.000 til ny hardware, mens der skal nedlægges skoler.«
Hvilke gode råd kan du give videre?
»Man skal sætte sig grundigt ind i, hvad teknologien kan, og hvad de valg, man tager, betyder for resurse-forbruget. Virtuelle desktops er endnu en ny teknologi, må jeg indrømme. Når man implementerer, er der en helt masse parametre, man skal tage stilling til, og som påvirker resultatet. Der er endnu ikke en udbredt best practice.
Og så skal vi servicere 240 forskellige programmer til skolerne, og 450 forskellige fagsystemer til administrationen. Det er mange på sådan en platform.
Men alt i alt er vi glade for løsningen og fortryder ikke. Jeg tror også, at det er den vej, man generelt går - med mindre det bliver overhalet helt af cloud'en.
Vi har ikke sammenlignet udgifterne til at give lærerne en bærbar hver, og så give dem en virtuel desktop. Men det ville have været billigere at betale den multimedieskat, som lærerne skulle betale med en bærbar computer. Det må vi bare ikke. Så samfundsøkonomisk er det ikke ret smart med multimedieskatten. Det er en dyr løsning for os at afhjælpe skatten på den måde.«