Ved hjælp af IBM's open source Hyperledger-software til blockchain, kan firmaet Salesforces software til kundestyring nu byde på muligheden for at skabe blockchain-applikationer med meget lidt kode. Det skriver firmaet i en pressemeddelelse.
Blandt kunderne er Arizona State University, som benytter blockchain til at gemme de studerenes resultater i en såkaldt 'Learner Trust Record.'
Andre kunder på den nye platform er finansvirksomheden S&P Global Ratings, som benytter teknologien til at nedsætte den tid, der skal bruges, når nye firmakunder opretter kontoer.
Salesforces Blockchain-software gør det ifølge pressemeddelelsen muligt at opbygge og vedligeholde blockchain-netværk, applikation og såkaldte smarte kontrakter, hvor betingelser for eksempelvis betaling og levering kan indprogrammeres i kæden.
Virksomheder kan også benytte api-grænseflader til Salesforces produkter, færdiglavede applikationer og integration med virksomhedens eventuelle eksisterende blockchains.
Virksomheder som Amazon og Microsoft kan også byde på blockchain-teknologi som tjeneste.