Salesforce begrænser nu udvalget af smartphones og tablets, som selskabet vil understøtte med app'en Salesforce1. Det skriver Infoworld.
Reelt vil Salesforce fra den næste store opdatering til oktober kun officielt supportere Nexus-modellerne og Samsungs tre seneste topmodeller Galaxy S5, S6 og S7. Det fremgår af en supportmeddelelse fra Salesforce.
Det er også slut med support på andre Android-tablets end Galaxy Note 10.1 og Samsung Tab A 9.7.
App'en vil stadig fungere, hvis man har installeret på en enhed, der ikke er med på den nu væsentligt indskrænkede liste, men Salesforce vil ikke påtage sig teknisk support, levere fejlrettelser eller opdateringer, der vedrører de ikke-understøttede enheder.
På iOS-siden er det også slut med iPhone 5 og 5C og ældre samt tablets ældre end iPad Mini 3 og iPad 4.
Salesforce oplyser, at selskabet har tænkt sig at fokusere på de nyeste iOS-enheder, men at Android samtidig er så udbredt, at man har valgt at understøtte nogle udvalgte enheder.
Det betyder altså, at selv nye topmodeller fra Huawei, Lenovo, Xiaomi, ZTE eller LG ikke vil få nogen officiel support fra Salesforces side.