Sagsøges af Apple efter at have lavet virtuel iPhone

Corellium er sagsøgt af Apple for at have stjålet software, som Apple har ophavsretten til. Illustration: Corellium
»De har kopieret alt. Koden, brugerinterfacet, ikonerne – alt!«

Apple har sagsøgt Corellium, et selskab, som laver software til at køre iOS i virtuelle maskiner, skriver Macrumors.com.

Selskabet selv påstår, at produktet, de tilbyder, er den første og eneste platform, som gør det muligt med virtualisering af både iOS, Android og Linux på ARM.

Corellium markedsfører produktet som et, der kan bruges til blandt andet at finde sikkerhedshuller i iOS, og i forbindelse med Black Hat-konferencen for nylig udtalte selskabet, at de kører »ægte iOS – med ægte bugs, som har ægte sårbarheder«.

Dette tager Apple som en indrømmelse af, at selskabet har stjålet kildekode og andet, som Apple har ophavsretten til.

Corellium-softwaren kan køre virtuelle udgaver af en række forskellige iOS-enheder, man kan vælge OS-version og også lave kopier af de virtuelle enheder. Illustration: Corellium

I søgsmålet skriver Apple, at hele forretningsideen for Corellium er baseret på at tjene penge på ulovligt at replikere softwaren, som kører på Apples iPhone, iPad og andre Apple-enheder.

Corellium har gjort dette uden licens eller tilladelse fra Apple, påpeger Apple.

Ifølge søgsmålet har Corellium simpelthen stjålet alt fra Apple:

»De har kopieret alt. Koden, brugerinterfacet, ikonerne – alt!«

»Corellium selv er hurtigt ude med at kopiere nye versioner af iOS, så snart de er lanceret,« skriver Apple i sit søgsmål.

Som eksempel nævner de, at Corellium blot dage efter annoncering af de nyeste iPhone-modeller (XR, XS og XS Max) i september lagde information ud på Twitter om, at de nu havde fået understøttelse også til de nyeste versioner af iOS.

1 million dollars for lokal installation

Produktet fra Corellium kan enten køres via en browser, eller selskabet kan levere en privat (lokal) installation til en pris på 1 million dollars.

Brugerne kan vælge mellem forskellige virtuelle iOS-enheder, man kan køre både nye og gamle versioner af iOS – og også lave kopier af enhederne.

Den skyhøje pris for produktet kan hænge sammen med, at Apple tilbyder op til 1 million dollars i belønning til personer, som finder og indrapporterer sårbarheder i selskabets software (et 'bug bounty'-program).

I søgsmålet hævder Apple, at selv om Corellium siger, at de tilbyder et værktøj til dem, som ønsker at finde sårbarheder i Apples software, så er Corelliums egentlige mål at profitere på selskabets brud på ophavsretten.

Illustration: Corellium

Der kan også være penge at tjene på at sælge information om nye sårbarheder til andre end Apple. Corellium opfordrer brugerne til at sælge sårbarhederne, de finder, på det åbne marked til dem, som tilbyder flest penge, hævder Apple.

Apples formål med søgsmålet er efter sigende ikke at hindre legitim forskning i sikkerhed i selskabets produkter, men at stoppe det, de mener er brud på ophavsretten.

Apple har annonceret, at de vil tilbyde tilpassede udgaver af iPhone til legitime sikkerhedsforskere, og siger, at de støtter sikkerhedsforskere, som ønsker at arbejde med selskabets platforme – og at de krediterer dem, som finder sårbarheder.

Artiklen er fra digi.no.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere