Sagen om PET's sniffer-programmer: Få overblikket her

15. januar 2013 kl. 06:29
Mere åbenhed om PET's aflytningssoftware kan være på vej. Her kan du blive klogere på hele sagen.
Artiklen er ældre end 30 dage
Manglende links i teksten kan sandsynligvis findes i bunden af artiklen.

Sagen om PET's aflytningssoftware indtog første gang forsiden på Version2 i efteråret 2011.

Det skete kort tid efter, at de tyske myndigheder indrømmede at have sneget malware ind på mistænktes computere i mindst fem tilfælde, hvorefter politiet kunne overvåge e-mails og snuppe skærmbilleder fra maskinerne.

Derefter kunne Version2 skrive, at PET herhjemme har brugt lignende aflytningssoftware i mange tilfælde siden 2002, men det præcise tal ville PET ikke oplyse. Det udløste kritik fra flere politikere og interesseorganisationen Dansk IT, der mente, at det måtte være på plads at få at vide, om der er en sammenhæng mellem mål og middel.

I oppositionspartiet Venstre gik retsordfører Karsten Lauritzen derfor i gang med at få PETs øverste chef, justitsminister Morten Bødskov (S), til at svare på, hvor mange gange sniffer-programmerne er blevet anvendt, og hvor mange gange anvendelser har givet anledning til at rejse sigtelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Mens ministeren tyggede på spørgsmålet, kunne it-sikkerhedsfirmaet CSIS fortælle, at man var overrasket over ikke at have hørt om sniffer-programmerne herhjemme før. It-sikkerhedskonsulent Peter Kruse fra CSIS mente ikke, at det var usandsynligt, at PET's malware på et tidspunkt var røget i nettet i et antivirusprogram på en mistænkts pc.

Hos antivirusproducenten Kaspersky kunne man i den forbindelse fortælle, at man i hvert fald ikke havde nogen særaftale med PET om at lade deres malware flyve under radaren.

I sidste halvdel af januar 2012 havde ministeren så et svar klar til Karsten Lauritzen og Version2s læsere.

»Det er ikke muligt at angive, hvor mange gange politiet har iværksat dataaflæsning uden at foretage en ressourcekrævende, manuel optælling i de enkelte politikredse,« skrev ministeren i sit skriftlige svar.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den besked fik både Venstre og regeringens støtteparti, Enhedslisten, til at kritisere regeringen for at løbe fra sit eget regeringsgrundlag. Deri lægges der blandt andet vægt på øget åbenhed i politiet og efterretningstjenesterne.

Også i Radikale Venstre, og dermed internt i regeringen, var der ris til den manglende åbenhed.

I februar 2012 var det såkaldte Wendler Pedersen-udvalg klar med en ny betænkning om efterretningstjenesterne i Danmark efter næsten 14 års arbejde.

Nu, næsten et år senere, er regeringen og oppositionspartierne Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti altså klar med en ny lovaftale, der bygger på anbefalinger fra betænkningen og efter planen skal øge tilsynet og kontrollen med PET.

Et af punkterne i aftaleteksten handler direkte om, at Folketingets kontroludvalg skal kunne få indsigt i tørre tal fra efterretningstjenesten - for eksempel de såkaldte tvangsindgreb som reguleret i Retsplejeloven, der blandt andet omfatter paragraf 791b om dataaflæsning:

»Der indføres en pligt for regeringen til på anmodning at give Kontroludvalget oplysninger om efterretningstjenesternes virksomhed, herunder statistiske oplysninger. Dette kan f.eks. være statistik om visse tvangsindgreb efter reglerne i retsplejeloven eller om antallet af personer, der er genstand for undersøgelse hos PET.«

Ingen kommentarer endnu.  Start debatten
Denne artikel er gratis...

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.

Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.

Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.

Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.

Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger