Sæt strøm på den bærbare med en fodpedal

En lille, sammenklappelig fodpedal kan blive næste must-have for it-folk på farten, der er trætte af at løbe tør for strøm.

Bekymrer det dig ikke at ligne en fitness-nørd, er et kommende produkt til at producere strøm hvor som helst måske det helt rigtige: En sammenklappelig fodpedal, der ifølge producenten Easy Energy kan generere 60-80 Watt, hvilket er nok til at drive en typisk bærbar computer.

Pedalen, der sammenklappet fylder som almindelig bog, kan også fyldes med 12 AA-batterier, hvis bentøjet rammes af krampe, skriver AZsustainability.com.

Målgruppen er især rejsende, som ikke kan finde strømudtag i lufthavne og andre ventesteder. På de længere flyrejser vil pedalen oven i købet have den ekstra bonus, at heftig trampen undervejs minimerer faren for blodprop i benene.

Udover at levere strøm og motion til forretningsrejsende, er der også et stort, potentielt marked i udviklingslande, hvor stabil adgang til strøm kan være en mangelvare.

Hvornår pedalen med navnet Yogen Max sættes til salg, og hvad den kommer til at koste, har Easy Energy endnu ikke oplyst, men aftaler med distributører er i øjeblikket ved at blive forhandlet.

På hylderne hos energifirmaet er også tilsvarende dimser til håndkraft, hvor brugeren trækker i en snor, samt et indbygningskit til mobiltelefoner efter samme snoretræk-princip.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (13)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Torben Mogensen Blogger

Min umiddelbare reaktion er, at det ville være en del nemmere bare at tage et ekstra batteri med. Det fylder mindre end "en almindelig bog", og kræver ikke så meget motion. :-)

En bedre løsning vil være, at lave bærbare computere med lavere strømforbrug. Det burde ikke være nødvendigt for en bærbar computer at trække 50-80W.

Desværre er tendensen, at producenterne lægger mere og mere regnekraft og lignende ind i bærbare i stedet for at øge batteritiden (og hvis de endelig gør det sidste, er det i reglen ved at bruge et større batteri). En undtagelse er "netbooks" i stil med Asus Eee. Batteritiden er dog ikke voldsomt højere end for almindelige bærbare, men det er typisk fordi, der bliver brugt små batterier.

En bærbar computer til rejsebrug bør kunne laves, så den kan drives af strømmen i højtalerstikket i flysædet: Sæt computeren i i stedet for høretelefonen, og skru helt op for lydstyrken.

  • 0
  • 0
Ove Andersen

Har du nogen beviser/kilder på alle de ting du nævner her?

Jeg har lige skiftet min temmeligt gamle ThinkPad R51 (1,5 GHz Pentium M, 1 GB ram, Radeon 7500 GFX, 40 GB 5200rpm disk) ud med en ThinkPad T61p (2,2 GHz Core2Duo, 2 GB ram, Quadro FX 570M, 100 GB 7200rpm disk) og både den gamle og denne nye havde et strømforbrug på 22-25W når den står idle. Med slukket skærm bruger den gamle 13-16W hvor den nye bruger 15-18W.

Dette er vel at mærke energiforbruget målt før strøm adaptoren, som jo også taget måske ½-1W.. Dette er målt med et spar-o-meter (ikke en Harald Nyborg energimåler), så værdierne burde være rimeligt korrekte.

Det skal dog siges, at når der skal lades på batteriet, så er vi oppe og snakke 80-90W der hives ud af lysnettet.

Men jeg kan ikke genkende din tendens til, at mere og mere regnekraft giver øget strømforbrug.. For mig virker det blot som om man får mere power per W..

Og til teorien om at tilslutte en bærbar til hovedtelefonstikket.. Det må da være temmeligt svært at få noget brugbart energi ud af det? Det svinger med alle mulige frekvenser og der er ikke meget spænding/strøm i det.. Det er jo trods alt kun til et par små hovedtelefoner :D

Tænk f.eks. på.. Sang X spilles, og du driver din bærbare fra strømme til denne sang. På din bærbare sætter du et par hovedtelefoner til og afspiller sang X fra din bærbare. Du får derved det samme ud af det som at høre sang X direkte fra fly stikket, men der ud over får du også energi til at drive din bærbare computer, incl. skærm osv.. Hummmmm... ;)

  • 0
  • 0
Torben Frandsen

Og til teorien om at tilslutte en bærbar til hovedtelefonstikket.. Det må da være temmeligt svært at få noget brugbart energi ud af det? Det svinger med alle mulige frekvenser og der er ikke meget spænding/strøm i det.. Det er jo trods alt kun til et par små hovedtelefoner :D

Ensretteren er opfundet, men du har ganske ret i at forstærkerne er for små - vi taler mW. Hvis man sætter sine hovedtelefoner til en 50 W forstærker og skruer helt op, vil alle i flyet høre smældet når trommehinderne mødes på midten :)

  • 0
  • 0
Claus Vind

Kan vi ikke slippe for det ord?

Pedal kommer af latinsk 'Pedalis' "Noget med fødderne", en pedal er ALTID betjent med foden !

På latin kaldes en konstruktion som 'Fodpedal' en Pleonasme, på dansk "Dobbeltkonfekt"

  • 0
  • 0
Lars Tørnes Hansen

Ud over hardwaren, handler det også om hvilken software der er på en bærbar computer.

Stiller man sig tilfreds med bloatware - så kræver det en del mere af mikroprocessoren(erne) i computeren, end hvis man tilpasser softwaren til bærbar brug.

Det gælder både operativsystem, såvel som programmer.

Når det gælder operativsystemer: Er man Windows bruger, så kunne det være en større Windows Mobile version i stedet for Windows Vista, og er det Linux kunne det være Xubuntu, istedet for Ubuntu.

[b]Min defenition af bloatware:[/b]
Et godt eksempel på bloatware er DOM parsere. Et ML-dokument (XML eller HTML for eksempel) er ikke objekter, men data i en træ-struktur. Fejler man i at genkende en træstruktur får man en masse unødvendig ekstra masse kode - softwaren er blevet Bloatware.

  • 0
  • 0
Dennis Krøger

Min defenition af bloatware:
Et godt eksempel på bloatware er DOM parsere. Et ML-dokument (XML eller HTML for eksempel) er ikke objekter, men data i en træ-struktur. Fejler man i at genkende en træstruktur får man en masse unødvendig ekstra masse kode - softwaren er blevet Bloatware.

At det er en træstruktur, gør det ikke til bloat at have en parser, der kan læse delene som objekter, hvis det er den mest effektive måde at arbejde med strukturen på (hvilket det ofte er).

  • 0
  • 0
Rud W. Wichmann

"På de længere flyrejser vil pedalen oven i købet have den ekstra bonus, at heftig trampen undervejs minimerer faren for blodprop i benene....."

For mindre end 48 timer siden berettede DR nyheder om en undersøgelse foretaget blandt sådan cirka 10.000 rapporterede sygdoms tilfælde i fly hvor kabine personalet har været involveret.

Der var siger og skriver kun 4 (fire) tilfælde af blodprop i benene i det forelagte materiale - så uden den store seriøsitet - Myte Busted !

  • 0
  • 0
Lars Bengtsson

Jeg kiggede på Easy Energys hjemmeside hvor der er en video med (fod)pedalen. I den udformning som den har der kan jeg forestille mig at man får nogle problemer.

Dels at den larmer under brug, hvilket nok vil give klager i fly eller tog.

Dels at det virker usandsynligt at den kan levere 80 W ved blot at man vipper med foden.

Dels ser den ikke solid ud, så en energisk brug vil jo nok slide på den.

Men med blot 20 W vil man kunne oplade en netbook, eller holde lidt længere liv i en laptop, så hvis den blev lavet i en støjfri og solid version så ...

  • 0
  • 0
Jørgen Elgaard Larsen

Der var siger og skriver kun 4 (fire) tilfælde af blodprop i benene i det forelagte materiale - så uden den store seriøsitet - Myte Busted !

Det er en lidt for hurtig konklusion. Typisk vil en veneblodprop først vise sig nogle dage efter man er landet. Der vil kabinepersonalet næppe være involveret.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere