Særligt backup-setup: Derfor mistede KMD 82.000 af Roskilde Kommunes filer
Et nedbrud ramte natten til Store Bededag et af KMD's datacentre, og det viste sig at blive alvorligt for en af de berørte kunder: Roskilde Kommune.
Som Version2 i sidste uge kunne fortælle, mistede kommunen mere end 82.000 filer knyttet til borgeres sager fra 2012 til 2018.
Nedbruddet ramte systemet KMD Care, som kommuner blandt andet bruger til borgere, der får ydelser inden for sundhed og træning - men selvom seks andre af KMD's kunder var berørt af nedbruddet, var det kun Roskilde Kommunes data, der ikke kunne genskabes.
»Roskilde Kommune har haft et særligt backup-setup i forhold til KMD Care i vores driftsmiljø. På grund af en teknisk fejl fra KMD’s side i den særlige opsætning blev den relevante backup ikke foretaget korrekt, og data blev ikke kopieret efter hensigten,« skriver Lars-Henrik Jessen, KMD direktør og øverste ansvarlige for KMDs it-drift, i en mail til Version2, hvor han beklager sagen.
»KMD arbejder sammen med Roskilde Kommune på at minimere følgevirkningerne bedst muligt, og KMD har i tæt dialog med kommunen og specialister på området arbejdet på genetablering af data. Arbejdet pågår fortsat, men det er KMD’s vurdering, at udsigterne til yderligere genetablering af data er små.«
Datatabet betyder ifølge Roskilde Kommune, at borgere ikke kan få udleveret breve med oplysninger om deres sager, som kommunen har haft liggende.
Derudover vil borgere blive bedt om at udlevere oplysninger, de allerede har opgivet i forbindelse med sagsbehandling.
De mistede data berører 16.325 borgere, hvoraf 10.179 i dag har aktive sager hos Roskilde Kommune.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.