Sådan viser Netflix film for hele verden – uden at crashe internettet

Grønne punkter: ISP Locations/Orange punkter: Internet Exchange Point Illustration: Screendump fra Netflix.com
Når Netflix udgiver den nye sæson af superhelteserien ‘Jessica Jones’, sidder millioner af seere verden over klar. Hvis al den trafik gik over det åbne net, ville internettet have et problem. Løsningen kommer indbygget i en rød kasse.

»Ti, ni, otte …«

Det er nogle sekunder før midnat. Lobbyen i Netflix’ hovedkvarter i Los Gatos i det sydlige Silicon Valley er blevet forvandlet til et kontrolrum.

Teknikere, udviklere og professionelle tweeters sidder på rad og række med deres laptops ved et hesteskoformet bord. Væggene er dækket af skærme, som viser billeder fra anden sæson af superhelteserien ‘Jessica Jones’. En enkelt skærm dækker en hel væg og viser aktivitet på streamingtjenesten.

Når nedtællingen når nul – midnat i Californien – lader Netflix seriens anden sæson gå live.

Klokken 24 bryder jublen løs blandt de forsamlede Netflix-medarbejdere. Fulgt af total stilhed, da alle vender blikket mod aktivitetsmonitoren.

Efter nogle lange sekunder begynder de grønne bjælker at skyde opad. Brugere verden over har tændt for det første afsnit af ‘Jessica Jones’.

»Vi er her egentlig mest for syns skyld, afslører en af udviklerne ved bordet,« da Netflix’ pr-folk er uden for hørevidde.

Kontrolrummet er faktisk nærmest blevet en tradition – eller et pr-stunt, om man vil. De dage, hvor Netflix reelt bekymrede sig om, at tjenesten skulle blive overbelastet, når nye serier og sæsoner fik premiere, er for længst forbi.

Gennem sine cirka ti år på streamingmarkedet er Netflix vokset verden over. Tjenesten er tilgængelig stort set globalt, og brugerne ser flere hundrede millioner timers video hver dag. Og det er ikke gratis. For tre år siden stod Netflix for omkring en tredjedel af al internettrafik i USA.

Hvis al den trafik skulle ske over det åbne net, ville det være et problem. Forestil dig millioner af familier, som slår sig ned i sofaen ved ottetiden om aftenen og begynder at se den samme serie. Internettet er simpelthen ikke bygget til sådan en aktivitet.

»Jeg kan mærke, når jeg er ude at tale med folk, at de ofte tror, at internettet er helt virtuelt i dag. Men har du en forbindelse derhjemme, går der næsten med garanti et kabel fra din router til en server i et datacenter et eller andet sted,« siger Ken Florance, som er chef for Netflix’ distribueringssystem.

Netflix har sit eget distribueringsnet

For at imødekomme den enorme trafikmængde har Netflix bygget sit eget distribueringsnet, Open Connect. Når nedtællingen i Los Gatos når nul, og ‘Jessica Jones’ pludselig kan ses i hele verden, strømmer størsteparten af indholdet fra servere tæt på brugerne.

Når filmstudiet er klar med al postproduktion af en serie, indledes det enorme arbejde med på et øjeblik at lancere en serie verden over.

For det første handler det selvfølgelig om komprimering. En færdigklippet sæson er mange terabyte stor. Hvis en serie blev uploadet i originalformatet, ville den kunne crashe hele Netflix’ netværk.

»Den sidste episode af ‘Jessica Jones’ er 293 gigabyte af rå video. Det ville kræve al kapacitet i Open Connect og hos alle internetudbydere. Vores job er at forsøge at få det tal flere hundrede eller tusinde gange ned,« fortæller Anne Aaron, som er ansvarlig for Netflix’ komprimeringsalgoritmer.

Målet er at sænke filstørrelsen uden at give køb på den oplevede billedkvalitet.

Det har Netflix gjort ved at udvikle nye algoritmer, som kan skræddersy videokvaliteten. Da arbejdet blev indledt, viste virksomheden hele sæsoner i samme billedkvalitet. Derefter begyndte de at komprimere hvert afsnit i femminutters bidder. I nogle måneder har hver enkelt scene i film og serier fået sin egen behandling.

»Visse ting forandrer sig fra afsnit til afsnit. Nogle scener er komplekse, andre er enkle,« konstaterer Anne Aaron.

For eksempel den animerede ‘Barbie’-serie. Normalt er det store enkle blokke af farver, som er enkle at komprimere. Men i et af afsnittene er der et vandfald af glitrende krystaller – og det kræver mere end dobbelt så meget plads for at kunne blive vist i god kvalitet.

Arbejdet har frem for alt haft effekt på video på mobiltelefonen. Der er filstørrelsen i gennemsnit blevet en tredjedel af, hvad den lå på for tre år siden.

For et par år siden lukkede Netflix sine egne datacentre og flyttede virksomheden til Amazons sky. Hvis du surfer rundt på Netflix’ hjemmeside eller app og leder efter en film at se, befinder du dig i Amazons sky. Men så snart du klikker på play, kommer alle data fra Open Connect, Netflix’ netværk af lokale servere.

De røde kasser findes i 103 lande

Rent fysisk består Open Connect af tusinder af rødlakerede servere, hver og en prydet med en klassisk filmreplik. Netflix giver dem gratis væk til internetudbydere for at mindske belastningen på nettet.

Serverne står enten hos individuelle udbydere eller i internetknudepunkter – datacentre, der i modsætning til forskellige internetudbydere udbyder trafik mellem sine netværk.

»Gør udbyderne os bare en tjeneste? Nej. De gør det, fordi deres forbindelse til internettet koster mere, jo højere kapacitet de anvender,« siger Ken Florance.

Ved at installere en eller flere Netflix-bokse kan kunderne se film og serier, uden at de sendes over det åbne net. Udbyderne tjener penge, og Netflix-brugerne får kortere download-tider.

I øjeblikket findes de røde bokse i cirka 2.400 datacentre i 103 lande.

Alt afhængig af, hvor store trafikmængder udbyderen håndterer, kan Netflix forære alt fra en håndfuld til over hundrede bokse. De anvender derefter en algoritme, som regner ud, hvilket indhold der er mest fordelagtigt at placere i kasserne – i reglen populære serier og nye releases.

»Med få undtagelser findes indholdet, du ser på, i en af kasserne, hvis du ikke tilhører de få procent, som ser noget, som næsten ingen andre kan lide,« siger Ken Florance.

Netværket er vokset med raketfart. I dag kommer 95 procent af alt videomateriale, som Netflix’ kunder konsumerer globalt, fra bokse i internetudbydernes egne net. Det betyder, at kun en ud af tyve streamer Netflix fra det åbne net.

Når en ny serie skal lanceres, er det via det her netværk af røde bokse, som filerne sendes. Det gøres om natten lokal tid for at minimere belastningen på nettet.

Når de Netflix-ansatte tæller ned til premieren på næste sæson af ‘Jessica Jones’, har sæsonerne allerede ligget i datacentre verden over i flere dage – og aftenen slutter uden problemer. Forsamlingen af teknikere sidder for syns skyld ved computerne og 'arbejder' og drikker lidt premierechampagne, inden de lige så stille begynder at pakke deres pc’er sammen.

Artiklen er fra nyteknik.se.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (1)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere
Pressemeddelelser

Welcome to the Cloud Integration Enablement Day (Bring your own laptop)

On this track, we will give you the chance to become a "Cloud First" data integration specialist.
15. nov 2017

Silicom i Søborg har fået stærk vind i sejlene…

Silicom Denmark arbejder med cutting-edge teknologier og er helt fremme hvad angår FPGA teknologien, som har eksisteret i over 20 år.
22. sep 2017

Conference: How AI and Machine Learning can accelerate your business growth

Can Artificial Intelligence (AI) and Machine Learning bring actual value to your business? Will it supercharge growth? How do other businesses leverage AI and Machine Learning?
13. sep 2017
Jobfinder Logo
Job fra Jobfinder