Sådan virker nytænkende dansk eyetracking-teknologi

Hvordan skal et smartphone-kamera kunne finde ud af, hvor brugerens øjne kigger hen? Og hvor kan man så bruge eyetracking-teknologien? Få svaret fra danske The Eye Tribe.

Ville det ikke være smart, hvis man alene med øjnene kunne scrolle op og ned på websider, hakke meloner i småstykker i Fruit Ninja eller bladre til næste side i iBooks? Selvom udviklingen lyder som noget, kun Q fra James Bond-filmene kunne have udviklet, så er danske The Eye Tribe allerede langt fremme med eyetracking-teknologien.

Faktisk så langt, at de i samarbejde med Innovation Centre Denmark får hjælp til at udbrede teknologien i Silicon Valley i Californien.

Læs også: Offentligt sats på it-startups i Silicon Valley skal give arbejdspladser - i Danmark

Mon hvordan virker teknologien, hvor vi alene med øjnene kan bevæge os rundt i spil, hjemmesider og andre programmer?

Simpel udskiftning

Som teknologien er i dag, benytter både Apple, Samsung, HTC og Nokia frontkameraer på deres telefoner eller tablet, hvor der er indbygget et filter. Men det filter er skabt sådan, at det ikke kan håndtere infrarødt lys.

Hvis man i stedet sætter et frontkamera på, som kan udsende og opfange det infrarøde lys takket være en LED-flash, så giver det et helt andet resultat - på den måde kan man bestemme øjnenes retning. Og faktisk koster systemet ikke længere en formue. Tidligere ville teknologien til brug hos eksempelvis handicappede hurtigt løbe op i 200.000 kroner pr. installation. I dag ser økonomien dog noget anderledes ud.

»Vi har sammen med flere af de store smartphone-selskaber regnet ud, hvad prisen for at fjerne filteret og smide et infrarødt LED-flash på i stedet ville være. Og den pris kommer til at ligge på tre kroner, « siger Javier San Agustin, der er eyetracking-udvikler hos The Eye Tribe til Version2.

Se her:

Gaming bliver stort

At opnå en ny highscore i Fruit Ninja er faktisk muligt med The Eye Tribes. Det samme gælder scrolling på websider, som firmaet har testet i Windows 8. Selvom The Eye Tribe har bygget en software, som i princippet kan integreres i en lang række programmer, så forventer de sig rigtig meget af spilområdet. Eyetracking-delen skal indgå som en hvilken som helst anden sensor, ligesom gyroskoper.

»Vi tror meget på gaming-delen, hvor både børn og voksne kan svinge øjnene rundt i spil. Sammen med gestures, som eksempelvis med Microsofts kinect, vil det give en helt ny brugeroplevelse, som er sjov og naturlig,« siger CEO og grundlægger af The Eye Tribe, Sune Alstrup Johansen til Version2.

Naturlig udvikling

Grunden til, at The Eye Tribe tror så meget på, at de to runde tingester i hovedet på os bliver fremtiden inden for it-udvikling, skyldes historien.

»For fem år siden havde ingen af telefonerne touch. Nu ser vi talen komme i spil, både med Apples Siri, Google og flere andre. Og firmaerne bag Apples Siri er allerede blevet opkøbt. Næste skridt bliver uden tvivl at bruge øjnene,« siger Sune Alstrup Johansen.

Direktøren vil dog ikke ud med, hvilken af platformene, der er mest interessant for The Eye Tribe.

»Jeg vil ikke ud med, hvilken af platformene, vi satser mest på, men det er da klart, at forretningsmodellen ser mere fornuftig ud hos nogle frem for andre,« fortæller Sune Alstrup Johansen.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (2)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere