Sådan stopper du kæmpe-regninger for datatrafik i udlandet
Åh nej. En medarbejder var et smut i USA, og nu ligger resultatet på bordet hos firmaets tele-ansvarlige: En femcifret regning for datatrafik over det amerikanske mobiltelefonnetværk, fordi medarbejderen ikke var opmærksom på de horrible priser for den slags.
Situationen er velkendt i mange firmaer, men de fleste teleselskaber har oppet sig og tilbyder nu spærring ved bestemte beløbsgrænser for datatrafikken.
Problemet er, at den besked ikke nødvendigvis er nået frem til firmaernes tele-ansvarlige.
Hos firmaet SCT, der leverer it-infrastruktur, er det direktør Peter Laursen, der holder styr på telefonregningerne for de 35 medarbejdere. Efter nogle grumme episoder, der tilsammen løb op i regninger for over 100.000 kroner på et halvt år, er der nu blevet gjort meget for at fortælle de ansatte, at datatrafik i udlandet skal holdes på et absolut minimum.
Alligevel sker der smuttere med en ekstra-regning på 5.000 kroner her og der.
»Jeg spurgte derfor før sommerferien Telenor, som vi er kunder hos, om man ikke kunne spærre for datatrafikken i udlandet. Men det kunne man ikke, fik jeg at vide, kun for både datatrafik og tale på én gang,« siger Peter Laursen.
Siden har Telenor dog indført en mulighed for at spærre datatrafik i udlandet ved en bestemt beløbsgrænse, men den har SCT-direktøren ikke hørt om, før Version2 bringer nyheden videre.
»Som udgangspunkt bliver datatrafikken i udlandet spærret efter 360 kroner eksklusive moms, men en kunde kan selv bestemme inden for en række fastsatte beløbsgrænser, om man ønsker en op- eller nedjustering af beløbet,« forklarer Jan Vraagaard Jensen, markedsdirektør for Telenors erhvervsdivision.
De 360 kroner er valgt, fordi den grænse blev indført i EU-landene ved lov. Telenor har så bare valgt at bruge samme grænse i hele verden for kunderne.
Helst så Peter Laursen, at han som telekunde selv kunne gå ind og ændre på firmaets abonnementer via et webinterface, så man hurtigt kunne justere på beløbsgrænsen. Men den service er ikke lige om hjørnet hos Telenor, og markedsdirektøren kalder det 'en god drøm', som tager lang tid at udvikle.
Generelt mener han dog, at telebranchen nu gør meget for at rette op på et ry for dårlig kundebetjening, som opstod i en periode, hvor alle kæmpede om at hive kunder ind.
»Hele telebranchen fokuserer meget mere på kundeoplevelsen i øjeblikket, og har mindre fokus på blot at skabe nye produkter. Før var der meget vækst og fokus på at få nye kunder med nye produkter, men nu har alle mobiltelefon og mange har mobilt bredbånd. Derfor handler det i højere grad om at fokusere på de grundlæggende serviceområder og samtidig om at gøre det bedst og billigst,« siger han.
Med færre fejl og færre klager, kan teleselskaberne også skrue ned for udgifterne til support, pointerer markedsdirektøren.
Også Danmarks største teleselskab, TDC, tilbyder at spærre for datatrafik i udlandet. Her får man også en sms med en advarsel, hvis man begynder at bruge løs af datatrafik i landene uden for EU, oplyser TDC.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.