Sådan slipper du af med Java på Windows

Illustration:
Når NemID ikke længere kræver Java, er det en god idé at afinstallere Java-plugin'et, hvis du ikke anvender andre hjemmesider, som kræver en Java-applet.

De offentlige hjemmesider skiftede fra udgangen af november til at bruge en udgave af NemID, som ikke kræver et Java-plugin til browseren. Derfor er det en god idé selv at afinstallere Java og evt. hjælpe venner og familiemedlemmer med at gøre det.

Medmindre du anvender Java-plugin'et til andre hjemmesider, som kræver en applet, vil Java fremover kun udgøre en sikkerhedsrisiko. Det gælder især, hvis det ikke bliver opdateret regelmæssigt.

Hvis du benytter NemID med nøglefil eller medarbejdersignatur, så skal du fortsat have Java installeret. Det er kun, hvis du benytter den personlige NemID med nøglekort, at du slipper for Java.

Læs også: Danskerne slipper for Java til NemID på offentlige hjemmesider

Version2 har sammensat en illustreret vejledning til, hvordan du afinstallerer Java fra din pc - og selvom det nok er trivielt for vores faste læsere, kan vejledningen forhåbentlig deles med kolleger, familie og venner, som er mindre it-kyndige.

Vejledningen er udarbejdet på Windows 8, men trinnene er de samme, uanset hvilken udgave af Windows du anvender. Hvis du benytter Mac, så følg linket herunder til vejledningen for Mac OS X.

Læs også: Sådan afinstallerer du Java fra din Mac

1. Åbn Programmer

Første trin er at åbne det vindue, hvor du kan administrere de programmer, som er installeret på Windows.

I Windows 8.1 skal du højreklikke på Windows-menuen i nederste venstre hjørne af skrivebordet og vælge Programmer og funktioner.

I Windows 7 eller ældre skal du klikke på Windows-menuen og vælge Kontrolpanel. I Kontrolpanelet skal du finde menupunktet Programmer og vælge Fjern program.

Du får nu åbnet en oversigt over alle de programmer, som Windows har registreret, at du har installeret, og som har en indbygget funktion til at blive afinstalleret på en civiliseret måde.

2. Fjern Java

Oversigten indeholder ofte et halvt hundrede programmer, som er installeret på pc'en. I dette tilfælde er vi ude efter Java, men når du alligevel er herinde, så kan det være en god idé at fjerne andre programmer, som du ikke længere har brug for.

Find Java på listen, som er sorteret alfabetisk. Det er ikke usædvanligt at have flere udgaver af Java installeret, og du er nødt til at fjerne dem alle sammen, ét efter ét, for at slippe for fremtidige sikkerhedsproblemer.

Markér en Java-udgave på listen, og klik på knappen Fjern i toppen af listen.

Du får nu vist en dialogboks, hvor du skal bekræfte, at du ønsker at fjerne programmet fra din pc. Tryk på Ja for at påbegynde afinstallationen.

De fleste Windows-brugere vil derefter skulle give afinstallationsprogrammet lov til at foretage ændringer på pc'en. I dette tilfælde bliver du spurgt om tilladelse, efter at du selv har sat processen i gang, så du skal blot klikke Ja.

Herefter vil programmet fjerne Java-installationen. Når det er overstået, bliver oversigten over installerede programmer opdateret.

Hvis der stadig er Java-versioner installeret, så skal du gentage trinnene, indtil alle versioner er fjernet.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (20)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Ove Andersen

Burde I ikke vente med den guide indtil man kunne undvære Java?
Du, Jesper, skrev tidligere at I ville "komme efter" dem som stadigt krævede Java, og det gør en del jo trods alt stadig i.flg. den tidligere tråd.

Så hvad siger Eboks, Nemlogin, Tryg osv. til, at de stadig kræver Java?
Jeg venter i hvert fald med at fjerne det fra fruens og familiens PCere, indtil de kan undvære det.

  • 11
  • 1
Lars Lundin

Burde I ikke vente med den guide indtil man kunne undvære Java?
Du, Jesper, skrev tidligere at I ville "komme efter" dem som stadigt krævede Java, og det gør en del jo trods alt stadig i.flg. den tidligere tråd.

Så hvad siger Eboks, Nemlogin, Tryg osv. til, at de stadig kræver Java?

Dertil kan nævnes de skatteyderfinancierede 'Statens Arkiver', som opfylder arkivlovens krav om borgernes adgang til arkivalier ved at kræve borgerens fysiske fremmøde på arkivet - eller borgerens brug af en web-løsning med java-plugin.

  • 0
  • 0
Hans Schou

Mon ikke folk, der læser version2, ved hvordan man afinstallerer et program?


Jo, men mange af læserne hjælper andre med Java, og hvis de så bare kan sende et link til denne side, så deres familie selv kan afinstallere, så er det rigtig godt.

Mig hjælper siden ikke. Der er kun een vej, og det hands on på familie-pc'erne, evt bare med fjernadgang.

Og Linux. Her tror nogen, at dem der har Linux selv kan afinstallere, men det kan dem jeg bor sammen med ikke. Så der må jeg også igang.

  • 7
  • 0
Casper Thule Mathiasen

Fuldstaendig enig med Thomas Tanghus og Hans Schou.
Jeg synes ikke, at det goer noget, med saadan en artikel herinde.
Jeg anbefaler altid studerende paa 1. semester IKT at foelge med paa version 2, og nogle af dem er ikke skarpe til IT - endnu.
Jeg synes, at der er forsvindende faa artikler paa "dette niveau", saa nogle enkelte gaar vel nok.

  • 1
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere