Sådan skærer du fedtet fra skyen

Illustration: Wikipedia-bruger Nillerdk
Med tre nemme råd kan virksomheden undgå at spilde penge i skyen, fortæller cloud-konsulent.

En stor del af udgifterne til sky spildes, kunne det amerikanske firma Flexera for nylig berette i en rapport.

Læs også: En tredjedel af sky-omkostninger går til spilde

Den pegede på, at 35 procent af virksomhedernes omkostninger er spild, mens andre undersøgelser nævner endnu større tal. Virksomhederne undervurderer til gengæld dette spild, lød konklusionen.

Det billede kan cloud-konsulent René Løhde sagtens genkende fra sit arbejde.

Kunder, der tidligt stod på cloud-toget, ‘bløder’ penge, fordi de gik ombord, før platformen blev modnet. Dem, der kom til senere, står så at sige på skuldrene af dem, der lavede fejlene.

Tre nemme råd kan skære fedtet fra skyen, fortæller cloud-konsulent René Løhde. Illustration: René Løhde

»Det er jo ikke noget cloud, der har været ‘enterprise-ready,’ for nu at bruge et skældsord fra vores branche. Cloud var lavet til agile startups.«

Først senere kom de prismodeller til i skyen, som leverandørerne typisk bruger overfor store ‘enterprise’-virksomheder.

Hvis man stadig hænger på den gamle betalingsmodel, er det på tide at skære fedtet fra.

1. Få rabat ved fornuftig forudbetaling

Det første råd fra René Løhde er lige ud af landevejen:

Cloud-udbyderne giver rabat, hvis man betaler på forhånd. Man skal ikke købe mere end man har brug for, så hvis man regner med at at have 300 servere i sving, kan 200 være et godt bud på det antal, man skal forudbetale.

»Lad os sige at min ‘base-line’ er 200 servere, som jeg betaler på forhånd. Så kan jeg få reduceret omkostningerne på dem.«

2. Opdel server-parken i udvikling, test og produktion

På eksempelvis Microsofts sky Azure kan man købe resurser til udvikling og test, hvor prisen er sat væsentligt lavere end for servere og tjenester til produktion, da der ikke betales licensomkostninger til produkterne, såsom databasen SQL Server.

»Hvis du installerer det i enterprise-version, så sker der noget meget alvorligt med minutprisen på dine virtuelle maskiner.«

På en enterprise-server er der tale om en firedobling af prisen, i forhold til en instans, hvor man kun køber et styresystem med i posen.

Men hvis anvendelsen er udvikling eller test, skal der altså ikke betales ekstra for databasen, så man skal være opmærksom på ikke at betale for meget.

»Der er virkelig mange penge at hente der,« siger René Løhde.

»Men det introducerer en ny problemstilling i forhold til ‘asset management’. Der findes en række firmaer i Danmark, såsom Atea, Crayon med flere, som har store asset management-afdelinger. De holder styr på andre virksomheders licenser og kommer ud og orienterer, inden Oracle og Microsoft kommer på besøg, og ‘auditerer’.«

Det vil sige at se på, om virksomheden betaler for lidt eller for meget i licensomkostninger.

»Der har ikke været nogle sager om dette endnu, men virksomhederne skal selv være i stand til at bevise, at dem, der har adgang til udvikling- og test-miljøer, der altså kører til stærkt nedsat pris, også rent faktisk er udviklere og testere.«

Det stiller krav til virksomhedens identitetsstyring og logning. Dokumentationen kan bestå af to forhold: For det første skal der være styr på de grupper, der bruger systemerne, og man skal kunne vise, hvem der går på, ved logning.

3. Stop serveren i tomgang

Det næste råd fra René Løhde er ganske simpelt: Stop servere og tjenester, når de ikke bruges. Men hvordan gør man det, når der sidder en masse medarbejderne, som måske bruger resurserne på forskellige tidspunkter?

»Du er nødt til at have en topologi for, hvad dine servere er, og hvordan de bliver brugt. Det er død-svært at sætte op.«

Ofte har virksomheden som nævnt miljøer til udvikling, test og produktion. Det er ikke alle virksomheder, hvis udviklingshold giver den gas 24-7. Hvis arbejdstiden er otte timer om dagen fra mandag til fredag, kan man blot slukke for servere og tjenester uden for kontortid. Det kan spare to tredjedele af omkostningerne eller mere.

»Så er der måske en buildserver, som skal stå og trykke igennem om natten, og når build’et kører, hvorfor så ikke bare give den fuld skrue i en time og så lukke den ned,« altså allokere en masse hukommelse og de dyreste processorer, mens programkoden bliver tygget igennem.

Langt de fleste resurser bliver brugt til udvikling og test, så hvis man kan skære her, opnår man store besparelser.

De resurser, der har at gøre med tests, som udføres af forretningslaget, skal kun køre, når disse medarbejdere sætter sig ved maskinerne, der som oftest ikke er otte timer dagligt, men på bestemte tidspunkter. Det samme gør sig egentligt også gældende for andre testere.

En god ide er også at bruge automatisk nedlukning, mens opstart helst skal foretages manuelt når man kommer på arbejde, mener René Løhde. Man kan også lade medarbejderne selv bestemme, hvornår serveren skal slukkes.

I produktionen er der ikke meget, der kan lukkes ned. Men det betyder ikke det store, da der typisk benyttes væsentlig færre servere, i forhold til udvikling og test. Og der kommer forhåbentlig penge i kassen som følge af driften.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (2)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Tobias Tobiasen

Gode pointer. Jeg har nogle flere forslag til hvad man kan gøre:

Send regningen til projekt ejeren:
I stedet for at have en produktions konto hvor alle virksomhedens kode så del det op i en produktions konto pr. projekt eller afdeling. Så skal projekt lederen have regningen fra hans projekt. Så kan han vurdere om det er bedst at lave en feature eller spare cloud udgifter i næste sprint.

Individuelle udviklingskonto:
Jeg har set flere steder hvor man har en delt udviklingskonto. Hvor der så kører en masse ting som ingen aner om man må slukke. I stedet er vi begyndt med en konto pr. udvikler. Så ved man altid hvem man skal bede bede om at rydde op. Man kan så lade andre bruge ens konto hvis man skal arbejde sammen, men det er stadig den enklete udvikler der kan svare på hvad der må slukkes.

Brug services der automatisk er gratis hvis du ikke bruger dem:
* Amazon har codebuild hvor du udelukkende betaler for de minutter du rent faktisk bruger. Så du skal ikke have en hær af byggeservere stående idle 80% af tiden eller besværlig kode til at skalere byggeserverne op og ned.
* Brug databaser der automatisk skalerer op og ned baseret på load.
* Overvej om serverless er noget for dig. Her betaler du kun for hvad du bruger.

Brug services hvor det er let at scalere op og ned baseret på load:
Hvis du har perioder på døgnet hvor der er få brugere så kan du køre færre services der. Det konflikter lidt med reseverede instancer.

Brug infrastruktur som code:
Hvis din infrastruktur (inklusiv databaser og instancer) er skrevet i kode (f.eks. Terraform) så er det lettere at finde ud af hvor serverne stammer fra og de bliver automatisk slukket når de ikke længere er en del af infrastrukturen.

Gennemgå regningen:
Lave et månedligt review af regningen. Det er her man opdager at nogen har startet en meget dyr service og glemt at slukke for den.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere
IT Company Rank
maximize minimize