Sådan ser 2013 ud for Apple, Google, Facebook og Amazon
Søgemaskiner, voice control, reklamer, smartphones og tablets. Krigen mellem verdens største teknologi-kæmper Apple, Google, Facebook og Amazon vil langt fra undergå en fredsaftale i det kommende år, 2013.
I stedet vil 2013 blive året, der bygger videre på Apples kamp mod især Googles mobile styresystem Android og Amazons oprustning på tablet-markedet, skriver The Wall Street Journal.
2012 blev nemlig året, hvor Google for alvor fik stjålet store markedsandele fra Apples iPhone, der siden 2007, har været med til at gøre Apple til verdens mest værdifulde selskab opgjort i aktieværdi.
Men Googles samarbejde med primært Samsung om smartphonen Samsung Galaxy S3 har udløst regulere tæsk til Apples iPhone, der især i Kina har lidt nogle tunge tab i markedsandele. Også Googles opkøb af Motorola må siges at være en klar oprustning.
Men udover den åbne slagmark for smartphones, hvad skal du ellers holde øje med i 2013, når lyset falder på de fire store kæmper? Her er nogle bud fra The Wall Street Journal.
Søgefunktion og Facebook-mobil
Selvom Google for de fleste står som den ubetingede konge af søgning på nettet, så har Apple med sin stemmestyrede funktion kaldet Siri forsøgt at trække brugerne væk fra Google.
Ifølge The Wall Street Journal vil 2013 betyde yderligere oprustning på det felt for Apples vedkommende. Måske kan vi i Danmark endda være heldige at få en dansktalende Siri til iPhone, iPad og iPod Touch.
Trods en temmelig hård start, der bød på grove fejl, vil Apple fortsat udbygge sin egen kortfunktion, Apple Maps. Med introduktionen af firmaets nyeste mobile styresystem, iOS 6, fjernede Apple nemlig både Google Maps og Youtube, som standard apps i firmaet kamp mod Google.
Facebook, her, der og alle vegne. Men hvad med Facebook som smartphone-leverandør?
Selvom grundlæggeren af Facebook, Mark Zuckerberg, kategorisk har afvist rygterne om en fuldblods Facebook-smartphone, så fortæller interne kilde i Facebook til The Wall Street Journal, at firmaet i løbet af 2012 har været i tæt kontakt med taiwanesiske HTC om en regulær Facebook-mobil.
Også Google forventes at sende endnu flere smartphones lig Nexus 4 på markedet med sit Android-system, der har givet Apples iOS kamp til stregen og sikret flere vigtige sejre for Google.
I løbet af 2012 har der også været adskillige rygter i omløb om, at Amazon også vil træde ind på smartphone-markedet, men indtil videre har det altså kun været rygter.
Tablet-krigen breder sig
Selvom Apples iPad-tablet stadig sælger godt på verdensplan, har Amazon med sin nye Kindle Fire-serie banket gang i konkurrencen på især det amerikansk marked, skriver The Wall Street Journal.
Selve tablet-serien generer ikke det store overskud for Amazon, men trafikken til Amazons storage- og salgshjemmeside trækker.
Også Google forventes at intensivere sin udbredelse af Android til flere tablets, som firmaet gjorde med Google Nexus 7, der er blevet en storsælgende tablet i USA såvel som i resten af verden.
Nexus 7 beviste også, at der var et marked for mindre 7-tommer tablets, frem for den større 9,7-tommer iPad, der siden 2010 har siddet solidt på tablet-tronen. En plads der ser ud til at vakle en hel del.
Derfor sendte Apple i oktober også en iPad mini på markedet med en 7,9-tommer skærm, der foreløbigt har solgt godt, skriver The Wall Street Journal.
Reklamer og sociale kampe
Maj måned 2012 blev en historisk måned for Facebook, der gik på den amerikansk fondsbørs med det formål, at aktiesalg skulle indbringe firmaet svimlende 90 til 100 milliarder danske kroner.
Børsnotering viste sig dog at blive noget af rutsjetur for det sociale medie, der frem til noteringen har kæmpet mere at gøre Facebook til forretning med reelt overskud.
Men 2013 vil byde på flere målrettede reklamer på Facebook, og også gavetjenester til eksempelvis en kop kaffe på en Starbucks-café vil udbrede sig på Facebook, skriver The Wall Street Journal.
Google oprustede og udbyggede også sin version af et socialt medie, Google+, der er en slags hybrid mellem Facebook og Twitter.
Indtil videre har tjenesten ikke for alvor rystet de etablerede sider, men måske 2013 vil pille lidt ved det.
De voksende slagmarker betyder med stor sandsynlighed også, at den sidste patentsag ikke har gået sin gang - især et hav patentsager mellem Apple og Samsung prægede 2012.
Microsoft, der tidligere 'kun' var software-producent, brugte 2012 på at lancere sin nye Surface-tablet, der med Windows RT (Surface-udgaven af Windows 8).
En tablet, som skal forsøge at overbevise især enterprise-forbrugerne om, at Apples iPad langt fra er anvendelig til at løse opgaver for virksomheder. Om dette kommer til at holde stik, også ud fra salgsstatistikkerne, er vi meget klogere på næsten år.
Har The Wall Street Journal eller Version2 glemt et vigtigt område? Deltag gerne i debatten om, hvad vi kan forvente os af de store kæmper i 2013.
OPDATERET 15:36: Det har fejlagtigt fremgået, at udsagnet: »Indtil videre har tjenesten ikke for alvor rystet de etablerede sider, men måske 2013 vil pille lidt ved det, skriver The Wall Street Journal« kunne tilskrives The Wall Street Journal. Fejlen er nu rettet.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.