Sådan kan NSA suge data uhindret fra Googles sikre sky

Selvom NSA med loven i hånden kan få udleveret data fra internetfirmaer som Google og Yahoo, så har efterretningstjenesten også fundet en bagdør. Den interne trafik mellem datacentrene er nemlig ukrypteret

Et samarbejde mellem den amerikanske efterretningstjeneste NSA og britiske GCHQ har ført til en overvågningstjeneste, som giver de to en bagdør ind til de data, internetfirmaer som Google og Yahoo har i deres datacentre. Det skriver Washington Post.

Det er ifølge avisen en del af et værktøj kaldet 'Muscular', som er et supplement til Prism, hvor NSA systematisk har fået udleveret data fra de store internetfirmaer.

I Muscular har NSA og GCHQ angiveligt indsat overvågning på de fiberoptiske kabler, som forbinder internetfirmaernes datacentre. På den måde kan de uhindret overvåge og opsnappe de data, som sendes mellem to datacentre.

Af hensyn til oppetid og geografisk tilgængelighed bliver data overført hele tiden mellem forskellige datacentre hos eksempelvis Google. Ifølge Washington Post sker det uden kryptering. Det er formentligt fordi sådan en synkronisering af data mellem datacentre foregår via 'dark fiber', som er en lukket, dedikeret forbindelse, der ikke bruges af andre.

Et diagram fra NSA, som er blandt de dokumenter, avisen er kommet i besiddelse af som følge af den tidligere NSA-konsulent Edward Snowdens afsløringer, viser Googles arkitektur. Ifølge diagrammet bliver al kommunikation mellem slutbrugerne og Googles datacentre krypteret, men dekrypteringen sker i en særlig enhed, som står foran Googles interne sky.

Det betyder, at alle oplysningerne bliver transporteret rundt i Googles datacentre uden kryptering og derfor også uden kryptering, når de bliver repliceret i et andet datacenter.

Angiveligt har NSA i løbet af en måned indsamlet mere end 180 millioner oplysninger i form af både metadata om e-mails samt lyd- og videoindhold.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (6)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere
IT Company Rank
maximize minimize