Sådan gør du din webside klar til smartphone-invasion

Mobilsite-skolen del I: En dedikeret webside til besøgende fra smartphones er ved at blive uundværlig. Undgå faldgruberne og se her, hvordan den skal skrues sammen.

Med iPhone- og Android-telefoner i hænder på stadig flere mennesker, bliver internettet også i stigende grad trafikeret af besøgende med et meget lille skærmareal.

Og selvom det nu om dage ikke er uoverkommeligt at navigere på en webside i fuld størrelse, på trods af en skærm på kun nogle få tommer, er der mange fordele ved at lave en særlig udgave af websiden til mobile enheder.

Sådan lyder det fra to danske eksperter, der begge udtænker og udvikler mobilsites til daglig.

Men hvordan skruer man sådan en størrelse sammen? Version2 guider dig igennem i tre artikler, der ser på prioriteringen af indhold, teknikken bag og til sidst valget mellem en webside og en dedikeret applikation.

De første overvejelser er altså helt blottet for html-kode. Her handler det om at kondensere indholdet fra en indholdsrig og måske ligefrem overvældende desktop-webside til det allermest vigtige.

»Man skal ikke minimere sit website, men gentænke det. Folk på farten har ikke brug for at se alt,« siger Simon Kibsgård, der er Creunas specialist i mobile løsninger.

Kun hurtigt indhold

Derfor skal man bruge en hel del krudt på at overveje, præcist hvad en person, der for eksempel surfer lidt på telefonen på vej til arbejde, gerne vil have ud af besøget.

»Det er typisk korte nyheder og hurtige facts, ikke de lange gennemgange og publikationer i PDF, man vil bruge telefonen til. Og det kan sagtens være, at det rigtige indhold til mobil-sitet er gemt lidt væk på den store webside,« siger Rasmus Rudolf Christiansen, projektchef og ass. partner i 1508.

Han har senest hjulpet Undervisningsministeriet med et mobilt website, og her var der masser af indhold at vælge imellem på de 3.000 undersider som desktop-udgaven af uvm.dk rummer. En skattejagt afslørede godbidder, som passede perfekt til brugsmønstret for mobile brugere.

»For eksempel er kontaktoplysninger på medarbejdere oplagte på en mobilenhed. De ligger lidt nede i niveauerne, men var relevant at få frem højt oppe i strukturen på et mobilsite, fordi de passer som fod i hose til situationen, hvor du anvender telefonen,« siger Rasmus Rudolf Christiansen.

Samme erfaring har Simon Kibsgård gjort sig.

»Det er typisk ikke relevant med en lang historie om firmaets baggrund. Folk har brug for kontaktinformation og nyheder, og så kan nogle sites have særligt indhold, der er oplagt til et mobilsite. For eksempel opskrifterne på Arla.dk,« forklarer han.

Husk tavle-computerne

Når man alligevel er i gang med at lade firmaets klassiske webside genopstå som mobilsite, er det oplagt også at tage tavle-computere som iPad'en med i overvejelserne. Ellers skal man igennem samme øvelse igen senere.

Lige nu er det kun iPads, der er mellem hænderne på folk, men mange andre firmaer har lovet iPad-konkurrenter på markedet i løbet af det næste halve år.

»Måske får tablets ikke så stor udbredelse som smartphones, men man kan lige så godt tænke de skærmstørrelser ind med det samme,« siger Simon Kibsgård.

Hans anbefaling er at starte med den mindste skærm, man vil understøtte - for eksempel HTC Tattoo - og så derfra bygge videre til større skærme.

»Start med kernefunktionaliteten, og giv så først bagefter dem med større skærme lidt mere at se på,« siger han.

Hør mere om mobile websider i denne video med Simon Kibsgård.

Version2 afholder 11. november den brugerdrevne konference Mobile Computing. Version2 Live-arrangementet byder ud over indlagte workshops og networking-seancer blandt andet på oplæg fra Kiloo, Silverbullet, Danske Bank, Miracle og Huge Lawn Software. Læs mere og tilmeld dig på version2.dk/live.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (8)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#1 Rune Broberg

»Man skal ikke minimere sit website, men gentænke det. Folk på farten har ikke brug for at se alt,« siger Simon Kibsgård

Det virker desværre på mig som noget forfærdeligt sludder, og som en af de ting der typisk generer mig ved folks mobilsider: Jeg har brug for at finde noget bestemt, jeg ved hvor det er på det normale site - og nu har I gudhjælpemig gemt det for mig, og lavet en skattejagt ud af det!

Måske er jeg atypisk, men min måde at bruge browseren på min mobiltelefon er, at jeg gør det når det er nødvendigt - altså når jeg har noget bestemt at finde. Så lad for alt i verden være med at skjule indhold fra brugerne, lige meget om såkaldte "eksperter" så er enige i det ;-)

  • 0
  • 0
#2 Mads Bahrt

Jeg er ret enig. Jeg er flere gange blevet tvunget over på tilpassede mobilversioner af en hjemmeside uden at kunne finde en vej over til den fulde udgave som indeholdt den information jeg skulle bruge. Hvis man skal lave tilpassede versioner af en hjemmeside skal noget af det øverste på hjemmesiden være et link over til den normale udgave af hjemmesiden. Så kan de brugere der skal bruge noget funktionalitet fra den fulde udgave få dette, på bekostning af en nedsat brugsoplevelse.

  • 0
  • 0
#3 Dennis Krøger

I starten da jeg fik min N900, anede de fleste websider ikke at det var en mobil, og jeg havde generelt en god oplevelse.

Nu har flere og flere sites opdaget at det er en telefon, og i stedet for den fulde side, kommer eller anden elendig mobilside, beregnet til elendige browsere hvor en eller anden idiot har besluttet at man da skal browse i portrait mode.

  • 0
  • 0
#4 Peter Favrholdt

Enig i at særlige mobil-sites er en dårlig idé, og jeg tror at ofte er ressourcerne bedre anvendt på at gøre det rigtige site endnu bedre, fremfor at lave endnu et site der skal vedligeholdes.

På min N900 har jeg installeret et program der skjuler user-agent. Derved ser jeg altid det primære site i stedet for mobil-versionen.

I øvrigt tror jeg idéen om særlige mobil sites lidt er et mode-fænomen (på samme måde som WAP aldrig rigtig blev en success). Tendensen er jo at browsere på smartphones bliver bedre og hurtigere og derfor håndterer normale websites fint. Funktioner som "dobbel-tap zoomer ind på spalten" og "scroll sker primært vertikalt eller horisontalt", samt bedre skærmopløsning gør det nemt at bruge de normale websider på mobilen.

  • 0
  • 0
#5 Simon Kibsgård

Det er ikke et spørgsmål om WAP-protokollen, det er et spørgsmål om brugeroplevelsen. Med smartphones er skal vi bare tage udgangspunkt i de velkendte html-teknologier og lave brugeroplevelser, der tager hensyn til den kontekstafhængige brug på mobilen.

Selvfølgelig skal der være en quick-jump til det fulde site, så de der insisterer på at bruge deres smartphone som en desktop-browser kan se det fulde site.

Men set ud fra et informationsarkitekt-synspunkt, så er mobil en oplagt mulighed for at hjælpe med at prioritere informationer.

Min opfattelse af brugsmønstre er baseret på empiri. Se gerne mere her: http://video.creuna.com/channel/556276/mobile

  • 0
  • 0
#6 Nikolaj Bech

Jeg tror ikke der et entydigt svar på om man skal lave en speciel mobil side eller optimere sin normalle side. Jeg har netop skiftet fra en HP Ipaq 514 hvor mobil siderne var eneste reelle mulighed til en HTC Desire der godt kan vise normalle sider.

Min oplevelser er blandede (og stadig lidt begrænsede) med danske nyhedssites. Det er helt fint at når jeg læser V2s nyhedsbrev på mobilen og vælger et link at jeg så havner på en side der viser artiklen uden alt 'fyldet'.

Når man besøger Politikens hjemmeside bliver man automatisk sendt videre til i (iPhone???) version af siden. Denne ser da meget pæn ud, men der er kun meget få nyheder til rådighed. Poltiken har faktisk en egentlig mobil side, ikke specielt køn, men med adgang til en del flere nyheder og services. Jeg vil ikke mene at denne model kan anbefales.

  • 0
  • 0
#7 Tidligere bruger

Jeg er egentligt enig, man behøver ikke ændre det store. Men der er nogen ting som man skal være obs på. Derfor skal man efter min mening teste siden og prøve det hele af. Det er fx mange sider der benytter Jquery javascript popup funktioner til fullsize billedvisning og din indkøbskurv osv. ofte er det centreret på en måde, så man ikke kan se det på en mobil (der bliver fx bare sort skærm) og der er måske knapper som ikke kan tilgåes. Jeg har oplevet det med Jquery popups, men der er sikkert også andre ting. Derfor er det en god ide at teste lidt og se om det hele virker.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere