Sådan giver 40 grader varm væske lydløs datacenter-køling

Et par slanger, et smart klik-på-system, to små pumper og en varmeveksler er hovedpersonerne i Aseteks væskekøling i datacenteret. Se her, hvordan teknologien virker.

Væskekøling i datacentre står foran et gennembrud. De seneste år er teknologien modnet nok til, at datacenter-ansvarlige er klar til at gå efter de store fordele, den fører med sig.

Det mærker man hos Nordjyske Asetek, der ser et potentiale i at rykke sin teknologi fra high-end og gamer-pc-markedet og ind i datacenteret.

»CIO'en har nu set og vænnet sig til, at man godt kan have vand i køleren mellem rackskabene. Vi har 1,5 millioner desktopprodukter på markedet, der tydeligt viser, at teknologien er moden, og den første supercomputer med vores produkt er ved at blive installeret,« siger Aseteks udviklingsdirektør Ole Madsen til Version2.

Se billederne: Her er fremtidens datacenter-køling

Aseteks væskekøling fungerer i modsætning til konkurrerende teknologier ved et lavt tryk i omegnen af 1,2 bar. Et fuldt setup består af syv-otte liter af en særlig blanding af vand og glykol tilsat en rusthæmmer.

»Det er heldigvis helt ugiftigt. Jeg har efterhånden vænnet mig til smagen, når jeg har fejlsøgt systemer og brugt munden til at suge væsken rundt,« siger Ole Madsen til Version2.

Løsningen består af to små pumper med en særligt varmeledende bund, der placeres oven på CPU og/eller GPU i serieforbindelse inde i serveren. Hvert led i kølekæden er forbundet med slanger i et egetudviklet gummimateriale, der med sin høje bøjelighed og lave væskegennemtrængelighed passer godt til opgaven.

Læs også: Nordjyder vil skære halvdelen af datacenterets køleregning

»Pumperne er de samme, som vi bruger i desktop-produkterne. Systemet er redundant, så det hele sagtens kan fungere, selvom den ene pumpe skulle svigte,« siger Ole Madsen til Version2.

Pumperne er fremstillet i Kina, mens det meste af resten er produceret i Aalborg. Slangerne forbindes med en ligeledes egenudviklet konnektor, der dels sikrer en effektiv lukning af slangen, når den er afkoblet, dels sikrer en tæt forbindelse uden læk, når den sluttes til.

Og skulle uheldet være ude, og væsken begynde at sive fra systemet, er der et sidste bolværk:

»Vi kan indbygge leak detection både på rackniveau og på serverniveau, så it-driftchefen kan sove godt om natten,« lyder det fra Ole Madsen.

Det "kolde" vand, der ledes hen til CPU'en, er typisk omkring 40 grader varmt. Returvandet er typisk i omegnen af ti grader varmere, når det ledes hen til en indbygget vand/vand-varmeveksler på bagsiden af rackskabet.

Herfra kan det 50-60 grader varme vand så ledes hen til en passende kølemekanisme, hvad enten det er frikøl, evaporativ køling - eller måske bygningens varmeanlæg.

»Når vandet er så varmt, giver det mulighed for 100 procent genbrug af den frigivne varme. Og det kan naturligvis ses på det samlede energiregnskab,« siger Ole Madsen.

Se Aseteks egen video af, hvordan deres væskekøling i datacenteret fungerer herunder.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (10)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Mogens Hansen

Er der overhovedet noget der hedder glykol? Der er ethylenglykol (som er giftigt), propylenglykol (der er er tilsætningsstof i masser af ting til indtagelse af mennesker) og flere andre XXXglykol. Men "glykol" er der vist ikke noget der hedder.

...med forbehold for, at det er MANGE år siden jeg sidst lærte kemi.

Jens Jönsson

"en særlig blanding af vand og glykol tilsat en rusthæmmer."

»Det er heldigvis helt ugiftigt. Jeg har efterhånden vænnet mig til smagen, når jeg har fejlsøgt systemer og brugt munden til at suge væsken rundt,« siger Ole Madsen til Version2.

Held og lykke siger jeg bare. Rusthæmmer plejer ikke at være noget der er sundt at indtage. Måske Ole Madsen skulle tænke sig om en ekstra gang...

s_ mejlhede

Det er vand vel også, hvis ikke mængden når en over ørene :-)
Salt, sukker, fedt i passende mængeter er helt fint, men jeg tror ikke jeg vil udsætte mig for køle og rustbeskyttelse sådan må langt sigt.
Med hensyn til kraft, overfølsomhed, og andre ting som vi først kender konsekvensen og som industrien før vil vedkende sig mange år senere.

Asbest, Røntgenfoto for sko tilpasning, Rygning, Selvlysende urskriver, pcb, bly, træbehandlingamidler og ....

Jørgen Halland

For 40 år siden besøgte jeg et svensk datacenter, som havde tre mainframes stående i hvert sit lokale. I lokalerne med luftkølede maskine var der en infernalsk larm, hvorimod der i lokalet med den væskekølede maskine kun var en svag summen.
Det er derfor ikke tale om at teknikken først er modnet de "seneste år".

Lars Tørnes Hansen

Jeg er ved at være meget træt af høre på små blæsere, så jeg overvejer kraftigt at min næste PC skal have væskekøling så jeg kan noget mere stille ved computeren.

Mig bekendt sidder der en blæser med ved radiatoren.
Det her link angiver at der bruges 1 stk eller 2 stk 140 mm blæsere ved radiatoren, hvilket uanfægteligt flytter betragteligt mere luft end en lille 20 mm CPU blæser, og en mindre 40 mm kabinet blæser.

Hvor meget støjer sådan en 140 mm blæser egentlig? Er der nogen der har erfaring med det?
Hvor mange RPM kører sådan en blæser typisk ved.

  • Der er selvfølgelig også mulighed for at bruge ARM arkitektur der helt generelt bruger mindre strøm.
  • og en anden mulighed er at lave noget gigabit netværk og så streame en desktop ned til en Raspberry Pi, der kan få lov til at lege dum terminal. Computeren kan så stå og larme i et fjernt hjørne ude i køkkenet.
Brian Hansen

Jeg har efterhånden kølet gud vide hvad med væskekøling de sidste 20år, primært PC men også et par PS3 og Xbox er det blevet til, netop fordi de støjer som bare pokker (og PC'erne fordi jeg har hang til overclocking).
Mit nuværende setup kan du besigtige her: http://sphotos-b.ak.fbcdn.net/hphotos-ak-prn2/1271762_10151822754374100_...
Jeg bruger to radiatorer på henholdsvis 120mm x 360mm og 140mm x 140mm. Fordi jeg har valgt at køle både CPU og to grafikkort er jeg gået efter så meget overflade areal som der er plads til :)
Men selv en enkelt 120mm x 240mm radiator kan bruges hvis man ikke overclocker.
Hastigheden på blæserne, og derned larmen, kan justeres via en manuel fan controller fra fronten. Skal det være lidt fancy laver Aquacool noget rigtigt lækkert hardware til at styre blæserne via software.
Støjen? Lidt mere end en gennemsnits laptop. Mine blæsere kører alle omkring 1000rpm, hvilket er ca. halv kraft og ikke er hørbart. Mest larmende komponent er nok min strømforsyning. Gå efter en Zalman hvis du kan, de siger praktisk talt intet!

Log ind eller Opret konto for at kommentere