Sådan fjerner du dit barns cpr-nummer fra trivselsmålinger

Illustration: Pang-rum/Bigstock
Nu åbner Undervisningsministeriet for, at man kan få anonymiseret tidligere trivselsmålinger.

Nu kan forældre, der ønsker det, anmode om at få deres barns data fra de nationale trivselsmålinger i folkeskolen fra 2015-2017 anonymiseret.

Proceduren er, at forældrene skal udfylde en anmodningsformular og sende den til Styrelsen for It og Læring digitalt via e-Boks. Det skriver Styrelsen for It og Læring i et opslag på sin hjemmeside.

Elever, som siden er blevet myndige, skal selv anmode om at få anonymiseret deres besvarelser.

Senest den 1. september 2018 skal anmodningen sendes til Styrelsen for It og Læring. Herefter vil styrelsen anonymisere de pågældende elevers trivselsdata og give ansøgerne besked herom. Hvis anmodningen mod forventning ikke kan imødekommes, vil ansøgerne ligeledes modtage besked herom.

styrelsens informationsside skrives der:

  • Du downloader anmodningsformularen (link nederst på siden) til din egen computer/tablet.
  • Du udfylder formularen med oplysninger om dit barns/dine børns CPR-nummer.
  • Du logger på din e-Boks med dit NemID og sender ansøgningen til Styrelsen for It og Læring som et vedhæftet dokument.

Anmodningsformularen til forældre eller værger ligger nederst på siden. Der kan anføres op til fire børn pr. anmodningsformular. Man skal have forældremyndighed over eller være værge for barnet, for at styrelsen kan imødekomme anmodningen.

Endvidere skal borgeren benytte egen e-Boks til at indsende anmodningsformularen. Styrelsen vil efter modtagelsen af anmodningen få bekræftet, at borgeren er forælder eller værge ved opslag i cpr-registeret.

Hvis en forælder er fritaget fra Digital Post, kan vedkommende henvende sig til STILs support. Kontaktoplysninger står på indholdssiden. Hvis en forælder er fritaget fra Digital Post, får forælderen tilsendt en formular, som vedkommende skal printe ud, udfylde, underskrive og returnere postalt til STIL, oplyser Undervisningsministeriet.

Datatilsynet: Klagesag afgøres inden sommerferien

Datatilsynet behandler i øjeblikket en klage over de tidligere målinger og forventer at komme med en afgørelse inden sommerferien.

Som Version2 skrev i går, vil Undervisningsministeriet ikke klokkeklart love at slette cpr-numrene. Hvis mængden af anmodninger om sletning af cpr-numre sætter trivselsmålingerne i fare, »genovervejes situationen«.

Læs også: Undervisningsministeriet: Vi kan ikke love at slette cpr-numre fra trivselsmålinger

Version2 har tidligere spurgt, hvorfor der skulle gå 38 dage, før styrelsen kunne meddele borgerne fremgangsmåden angående sletning af cpr-numre. Hertil svarede Jakob Harder fra Styrelsen for It og Læring:

»Der er en række praktiske forhold, som skal afklares, og forskellige tekniske forberedelser, der skal gøres for at få at etableret en sådan løsning.«

Opdateret d. 4. maj med oplysning om fremgangsmåde for forældre, der ikke benytter Digital Post.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (5)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Steffen Hansen

"Hvis din kommune har indsamlet elevtrivselsdataene i eget spørgeskemasystem, og ikke i ministeriets trivselsmålingsværktøj, har kommunen dataansvar for disse data. Du må rette henvendelse til kommunen og spørge ind til, om de stadig har elevens trivselsdata liggende, og om de i givet fald vil foretage en tilsvarende anonymisering som den, Styrelsen for It og Læring tilbyder."

Så skal man igang igen åbenbart? Nogen, der ved mere?

Log ind eller Opret konto for at kommentere