Sådan fik it-iværksættere lynsucces med digitale kvitteringer og slog konkurrent
Hvordan kommer man ind og overtager et marked, når det allerede er domineret af en spiller?
Den nød er det blandt andet lykkedes for grundlæggeren af Storebox-appen til digitale kvitteringer Jacob Aisen at knække.
Han startede Storebox under navnet Kvittering.dk sammen med kollegaen Ivan Sandqvist i 2013 og har siden fået 200.000 brugere til at tilmelde sig de digitale kvitteringer i Norden. Heraf er langt de fleste fra Danmark. Samtidig har Storebox netop indgået et samarbejde med Danske Banks app til mobilbetalinger, MobilePay, så samtlige af appens to millioner brugere vil kunne få adgang til de digitale kvitteringer direkte i MobilePay, når de køber med samme kreditkort.
Men trods appens hurtige udbredelse er digitale kvitteringer langtfra noget nyt fænomen. Tjenesten eKvittering kom allerede på banen i starten af 2007 og tilbød ligeledes kunderne at få en digital kopi af papirkvitteringen i eksempelvis supermarkedet.
På de otte år, der er gået siden da, er det kun lykkedes for eKvittering at samle halvt så mange brugere, som Storebox har fået på blot to år.
En af de afgørende forskelle, der har skilt de to løsninger ad, er brugervenligheden.
Hvor Storebox er helt gratis for brugerne, blev eKvittering lanceret i både en begrænset udgave, der er gratis, samt en betalingsudgave. Men spørger man Storebox-stifteren, er digitale kvitteringer ikke noget, som folk har lyst til at betale for:
»Brugere har aldrig betalt for kvitteringer, og jeg tror heller ikke, de kommer til det. Hvis du starter med at sige, at det koster noget for brugeren, får du bare en dårlig oplevelse,« siger Jacob Aisen.
Netop det med at lade brugerne betale for adgang til it-tjenester med penge viser sig nemlig ofte at være det springende punkt, som kan betyde, om en idé fejler eller ej. Når det drejer sig om produkter, hvor der ofte kun er plads til én spiller på markedet, handler det om hurtigt at få så mange brugere som muligt, og så går det ikke at begrænse brugernes adgang.
Ser man på anmeldelserne for eKvitterings iOS-app, som har fået to ud af fem stjerner, så bliver den netop også kritiseret for at tage betaling for funktioner, som nogle brugere mener bør være gratis.
»Betale for at se oplysninger, som man lige selv har skrevet? Come on … eKvittering bliver aldrig en succes med brugerbetaling,« lyder en af anmeldelserne.
Når man står nede i supermarkedet og skal tjekke kvitteringen, vil det heller ikke være tilfredsstillende, hvis man skal vente mange timer på at få den digitale kopi.
Dette havde Storebox-stifterne også for øje, da de udviklede appen, hvilket oprindelig var en stor udfordring. Kassesystemerne har historisk været meget offline, hvor butikkerne sender informationen videre om aftenen eller natten, hvilket gør det svært at sende de digitale kvitteringer ud i realtid.
»Heldigvis har mange af butikkerne, som ønsker omnichannel (en samlet brugeroplevelse på tværs af alle salgskanaler, red.), valgt at gå mere online,« siger Jacob Aisen, der satte et krav om, at kvitteringen skal ligge i appen ét sekund efter, at der er blevet trykket 'godkend' på dankort-terminalen.
Udviklerteam med én mission
Når it-projekter begynder at brede sig for meget, begynder det ifølge Storebox-iværksætteren at gå galt.
Han har tidligere været med til at starte virksomhederne Unwire og Pertura, som siden er blevet solgt for et trecifret millionbeløb. Virksomhederne har blandt andet leveret sms-systemer, der kunne klare mange hundrede beskeder i sekundet i realtid. Denne erfaring har ifølge Jacob Aisen også gjort en afgørende forskel for Storebox, da virksomheden nogle gange får over en million kvitteringer sendt ind fra butikkerne på en dag.
»Vores udviklere har tidligere prøvet at bygge systemer til realtidsmiljøer, mens de andre løsninger er bygget til at skulle håndtere forespørgslerne om natten,« siger Jacob Aisen og pointerer, at det giver nogle fordele i forhold til hurtigt at kunne skalere kapaciteten, når behovet stiger på eksempelvis Black Friday.
På samme måde, som succes-appen MobilePay har taget brugerne med storm ved at have et meget enkelt defineret mål, har Storebox været begrænset i starten til kun at handle om digitale kvitteringer. Også selvom iværksætterne kunne se flere oplagte muligheder for sidespring i deres produkt.
»Vi tror på, at hvis et firma laver alting, så fjerner det fokus fra udviklingen. Hvis man vil lave noget, hvor man skal være verdensmester, så skal man have et hold, der sidder alene og dedikeret til at blive de bedste til lige netop det,« siger Jacob Aisen.
Betalingen kommer i information om brugerne
Storebox findes allerede i Sverige og Norge ud over Danmark, og næste år vil stifterne kigge på at udvide til andre lande.
Jacob Aisen regner med, at Storebox vil have omkring en halv million brugere før årsskiftet.
»Og det er nok pessimistisk sat,« siger han.
Selvom brugerne ikke skal betale penge for produktet, betaler de i stedet med oplysningerne om deres købevaner. Butikkerne betaler således et månedligt abonnement samt omkring 12-15 øre pr. udstedt kvittering til Storebox for i modgift at kunne identificere kunderne på kreditkortet og efterfølgende markedsføre tilbud til dem - enten direkte ved køb i butikken eller gennem kvitteringer, hvor der eksempelvis i Bilka optræder tilbud, som er skræddersyet til kunden på baggrund af det pågældende indkøb.
Startup-land: Version2 sætter fokus på pionererne. It-iværksætterne, som sætter teknologiske milepæle og er med til at forandre brancher. Kender du nogle, så giv os et praj på ecl@version2.dk.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.