Sådan er det at leve på bitcoin i en måned

Det er i dag muligt at både overleve og have det sjovt, selvom man kun betaler med bitcoin, viser Version2’s eksperiment. Kryptovalutaen er stadig besværlig, men har nogle særlige fordele.

Det er en lettet Jack Nikogosian, der tager telefonen.

»Det første jeg gjorde, var at købe et månedskort,« siger han.

»Nu skal jeg bare ud og handle ind og få fyldt køleskabet. Det er også ved at være på grænsen med toiletpapir og opvaskemiddel.«

I en måned har den 24-årige bitcoin-entusiast lagt dankort og kontanter i skuffen og udelukkende benyttet sig af kryptovalutaen bitcoin. Men nu er det slut, og så er det med at få købt alle de ting ind, som man ikke kan få for bitcoin. Formålet med eksperimentet har været at se, hvor langt man kan komme med den unge valuta, der først begyndte at vinde momentum i 2013.

Læs også: Følg med her: Jack vil overleve på bitcoin i en måned

I dag er flere butikker og websteder begyndt at acceptere kryptovalutaen som betalingsmiddel.

Jack har fået sin arbejdsgiver til at betale ham i bitcoin, og han har overtalt sin udlejer til at modtage huslejen i bitcoin. Det meste af maden har Jack købt via takeaway-siden Hungry.dk, som også modtager bitcoin. Men i flere tilfælde har det også været en frustrerende oplevelse, for det er hverken muligt at tage offentlig transport eller købe ind i supermarkedet, hvis valutaen hedder bitcoin og ikke kroner.

»Jeg har godt kunnet overleve, men ikke med min normale livsstil,« siger Jack Nikogosian, der arbejder som sælger i bitcoin-virksomheden Coinify, og fortsætter:

»Det sværeste har været, at jeg ikke kunne handle ind og transportere mig rundt, som jeg plejer. Det har været en stor irritation.«

Jack har både måttet sætte sin gamle cykel i stand og trampe i pedalerne til arbejde og betale sin kollega i bitcoin for at give ham et lift på regnvejrsdage.

Boom i bitcoin-forretninger

I den måned, hvor Jack’s eksperiment har stået på, er der sket en forvandling af bitcoin-miljøet i København.

Mens Jack i starten måtte sige nej tak, når vennerne inviterede ham i biografen eller i byen, så er det lykkedes ham i kraft af sit arbejde at overtale en række forretninger til at acceptere kryptovalutaen som betalingsmiddel.

Det kulminerede i en pubcrawl til syv forskellige barer, der alle er begyndt at acceptere bitcoin.

Samtidig er også mindre lokale forretninger som en tatovør, en pølsevogn og webbutik, der sælger e-cigaretter, kommet med på vognen.

Læs også: »Nå, der kommer bitcoin-tosserne!«: Sådan gik Danmarks første bitcoin-pubcrawl

»Jeg havde ikke forventet, at jeg ville kunne gøre så mange ting med bitcoin. Det er fedt, at det har udviklet sig så meget fra den første dag til nu,« siger han.

Hvad har det betydet for dig, at du ikke bare er en almindelig bitcoin-bruger, men at du arbejder for en bitcoin-virksomhed?

»Det har betydet, at jeg kunne kontakte virksomheder, der ikke modtager bitcoin, og følge dem i mål til at gøre det. De har sikkert været mere tilbøjelige til at sige ja,« siger Jack Nikogosian.

Der er i dag 47 butikker i Danmark, der accepterer bitcoin ifølge oversigtskortet Coinmap. Da eksperimentet startede den 1. marts, var tallet nede på 35.

Svært at betale med bitcoin, når internettet svigter

Når bitcoin-betalingerne fungerer, går det hurtigere end med dankortet, fortæller Jack.

Butikken, der skal modtage betalingen, taster beløbet ind på en app, som så generer en QR-kode. Den scanner Jack med kameraet på sin smartphone og en wallet-app, som er forbundet med hans bitcoin-konto. Selve godkendelsen foregår enten med pinkode eller ved hjælp af Apple’s indbyggede fingeraftrykslæser.

»Hvis man holder fingeren på fingeraftrykslæseren nede samtidig med, at man scanner QR-koden, så går det virkelig hurtigt,« siger Jack og fortsætter:

»Det var en wow-oplevelse.«

Men det er ikke altid, at det fungerer så gnidningsløst. Blandt andet kan man hurtigt løbe ind i problemer, hvis butikken eksempelvis ligger nede i en kælder, hvor internetforbindelsen er svag. For så kan appen ikke forbinde til blockchain-netværket for at godkende overførslen af bitcoin.

Det oplevede Jack blandt andet, da han besøgte baren The Dubliner under pubcrawlen. Her var forbindelsen så dårlig, at han kørte på mobilens langsomme Edge-netværk og derfor måtte forbinde til barens eget trådløse internet, før han kunne købe en øl.

På den måde kan betalingerne med bitcoin hurtigt blive mere besværlige end med kreditkort.

Det er også blevet muligt at købe gavekort med bitcoin, som blandt kan bruges til at indløse oplevelser som helikopterture og til apps i Apple’s appstore.

Men igen er der tale om et ekstra transaktionsled mellem køberen og produktet, hvilket står i kontrast til bitcoins formål om netop at fjerne de ekstra mellemled, som eksempelvis bankerne.

I flere tilfælde bliver det også en anelse dyrere at betale med bitcoin i butikkerne end med danske kroner. Det skyldes, at butikkerne benytter sig af betalingsløsninger, hvor kunden betaler i bitcoin, men forretningen modtager beløbet i kroner. Det foregår ved, at en tredjepart som eksempelvis Coinify veksler kundens bitcoin til kroner og i den proces tager et vekselgebyr.

Eksempelvis endte Version2 med at betale 31,5 kr. i bitcoin for en øl, der ellers ville have kostet 30 kroner.

»Derfor bruger jeg bitcoin«

Når Jack alligevel sværger til bitcoin, så er det ikke fordi han tror på, at det endnu kan erstatte lokale valutaer.

»Der har ikke været incitament nok til udelukkende at bruge bitcoin i en måned. Vi har også en god betalingsinfrastruktur herhjemme, så der er måske ikke den store grund til at bruge bitcoin fast,« siger han.

I stedet kan fremtiden for bitcoin ses i et globalt perspektiv, mener den unge bitcoin-entusiast.

»Når man er ude og rejse ville det være en fordel, hvis der var samme valuta alle steder, så jeg ikke behøvede at veksle hver gang,« siger han.

I øjeblikket tager det ofte flere dage at overføre penge mellem konti i forskellige lande, fordi bankerne skal behandle overførslerne og veksle valutaerne. Samtidig kommer der vekselgebyrer oveni.

Det oplevede Jack Nikogosian for nylig, da han først skulle overføre nogle penge til udlandet, men så efterfølgende ville annullere overførslen. Det krævede at han først ringede ind til banken, sad i 15 minutter i kø for at komme igennem, før han kunne bede dem om at stoppe overførslen. Ved en fejl gik overførslen alligevel igennem, og så kunne pengene først refunderes efter påske, oplyste banken.

»Nu står jeg og mangler de 2.000 kr. indtil efter påske, fordi banken er mellemmand. Det er et irritationsmoment, at jeg ikke har kontrol over mine egne midler,« siger Jack Nikogosian.

Frustrationer ved internationale overførsler som denne er noget, som blandt andet virksomheden Transferwise forsøger at ændre på. Den nystartede virksomhed har sat nogle systemer op, der går udenom de store banker ved at tage imod betalingerne lokalt.

Men på trods af lavere gebyrer og i nogle tilfælde hurtigere overførselstid end hos bankerne, så baserer det sig stadig på det eksisterende valutasystem og har derfor ikke de samme fordele som bitcoin. Med kryptovalutaen kan brugerne overføre pengene direkte til hinanden. Derfor er de hverken er bundet af gebyrer eller længere ventetid, end det tager for netværket at godkende overførslen.

»Bitcoin kan skabe en global økonomi, hvor nogle af handelsbarriererne bliver fjernet,« siger Jack.

Alligevel er han nu, efter eksperimentet er ovre, gået over til at bruge kroner igen. Men hver måned lægger han en del af sin løn til side, som han veksler til bitcoin. Og så har han fået tatoveret bitcoin-logoet på overarmen.

»Bitcoin er en kæmpe del af mit liv. Det kan godt være, den ikke vil eksistere i fremtiden, men jeg tror ikke, at symbolikken om at sige nej til de store banker og give frihed til menneskeheden forsvinder,« siger han.

Projekt bitcoin: Jack Nikogosian har i hele marts måned 2015 levet udelukkende af bitcoin. Eksperimentet er nu slut, men du stadig genlæse artiklerne i serien eller følge ham på Twitter.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (6)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Simon Shine

Det virker for mig rimeligt at antage, at den typiske virksomhed som begynder at modtage Bitcoins for deres ydelser, gør det ud fra en forestilling om at det øger deres omsætning en lille smule. Ikke for at snyde i skat.

Selvom man ikke skal undervurdere hvilket potentiale Bitcoin har for organiseret kriminalitet, må man ikke glemme, at det har biler, kontanter, mobiltelefoner, kryptering og anonymisering også. Det gør ikke opfindelserne kriminelle, men afspejler blot at den kriminelle side af samfundet følger med udviklingen.

En forretning kan skjule al kontant omsætning fra private, ligesom de kan med Bitcoin. En ny digital betalingsform ville være belejlig for SKAT at kunne overvåge for at finde skattesnydere. Men det ville ikke berettige dem at gøre det. Eksplosionen af sort arbejde, man kunne forudse med en større brug af uregulerede, digitale betalingsformer, er bestemt værd at estimere. Men er den værd at frygte?

SKAT har heldigvis flere midler i tasken end at sidde og snoope på bankkonti. Det er ikke den primære måde, man undersøger om en virksomhed har betalt det de skal. Et anstændigt skattesystem bygger på tillid og god regnskabspraksis.

Folk der kan snyde i skat kunne gøre det længe før Bitcoins blev opfundet.

Når du siger "slippe uden om den officielle økonomi", er jeg lidt uenig: Man ønsker jo stadig at købe den samme slags varer, men gerne uden om kreditkort-mafiaen. Foreninger med lav omsætning er ikke forpligtet til et månedsabonnement på en dankort-automat, der sluger foreningens begrænsede midler. Små butikker skal ikke kræve et minimumsbeløb, man køber for, eller kræve en ekstra krone i transaktionsgebyr (hvilket vist i øvrigt er ulovligt). Samtlige butikker skal ikke vente en måned på at få "clearet" deres betalinger. Og så er der rent principielle ting såsom at man ikke kan donere penge til WikiLeaks med kreditkort - ingen officiel årsag... men de er jo terrorister, ikke?

Vi kan synes, det er lidt fesent at give 1,50 kr. ekstra for en øl. Men hvis det lod sig gøre overalt i verden uden at man skal veksle yderligere, og uden at den bar på Ibiza eller wokbiks i Hong Kong lider mere risiko end de ønsker, så har det allerede en (begrænset) værdi i dag - før eventuelle forbedringer.

Og ja, jeg synes at Bitcoins er mega fucking awesome. :) Og jeg betaler skat!

Ulrik Suhr

Jeg ser det mere som en alternativ møntfod. Du kunne lige så godt lave en ny valuta. Dette ville så igen kunne udnyttes kriminelt, men det er ikke formålet.

Det er skabt for at modstå bankernes monopol og gøre det nemt for brugerne.
Har ikke brugt BC endnu, men overvejer at få startet op og støtte op om projektet og det er ikke ud fra et kriminelt synspunkt.

I dag tager bankerne jo sin del af kagen når man overføre penge etc. så jeg tror der er en vej frem for denne valuta, men det tager lidt tid før det er accepteret over alt.

mht. fællesskabet så er der LANG STØRRE FISK se fx. på Dong købet igennem skattely.

Log ind eller Opret konto for at kommentere