Sådan bliver multimedieskattens afløser - se om du bliver ramt
Det er slut med at låse bærbare computere og vagttelefoner inde i skabe på arbejdspladsen, når fyraftensklokken ringer. Multimedieskatten er død, og i stedet vil regeringen og Enhedslisten med den nye finanslov i grove træk rulle reglerne tilbage til før, multimedieskatten dukkede op.
Kort fortalt skal du fremover beskattes af 2.500 kroner om året, hvis din arbejdsgiver stiller en telefon, et telefonabonnement eller en internetforbindelse til rådighed, som du kan bruge frit til privat brug også.
Det er lidt mindre end de 3.000 kroner, multimedieskatten er på i dag, og ifølge Skats udregninger giver det skift gennemsnitligt 235 kroner mere i hånden efter skat om året. Ligesom med multimedieskatten vil der også være 'ægtefællerabat', så skatten sænkes med 25 procent, hvis to i en husstand betaler skatten.
Men er det en arbejdstelefon, som du kun bruger enkelte gange til private opkald, med arbejdsgiverens velsignelse, skal du ikke beskattes, uanset om du har den med hjem eller ej.
Efter multimedieskatten: Skal have adgang til firmaets netværk
Internetforbindelsen er som udgangspunkt skattepligtig, men kan stilles til rådighed af arbejdsgiver uden beskatning, hvis den bliver brugt arbejdsmæssigt og medarbejderen kan koble sig direkte på arbejdsstedets netværk.
»Her er der en særregel om, at hvis du kan bruge internetforbindelsen derhjemme til at koble op på firmaets netværk, skal det ikke beskattes. Det er for eksempel i forbindelse med en hjemmearbejdsplads, som arbejdsgiveren fremover også kan stille til rådighed for medarbejderen,« forklarer Niels Sonne, statsautoriseret revisor hos Deloitte, til Version2.
Kravet er, at man hjemmefra kan få adgang til samme dokumenter og funktioner på firmaets netværk, som man kan på kontoret.
Du kan altså igen få en bærbar computer og en hjemmecomputer stillet til rådighed, uden at det koster ekstra i skat, så længe det er sandsynliggjort, at det er til arbejdsmæssig brug. Og den tydeligste forskel på fryns og arbejdsredskab er – i Skats øjne – om du går ned i løn for at få noget udstyr.
»Et firma kan give medarbejderne bærbare computere, men det må under ingen omstændigheder ske med lønnedgang, hvis det skal være skattefrit. Resultatet bliver formentlig, at det bliver de højtlønnede, som kan få arbejds-pc og hjemmearbejdsplads, mens almindeligt timelønnede ikke kan,« forklarer Niels Sonne.
Som ventet er de såkaldte bruttolønsordninger altså blevet aflivet, men om der bliver indført særlige overgangsregler for dem, som allerede har fyldt huset med iPads og dyre computere, er endnu ikke afklaret.
Et andet åbent spørgsmål er, hvordan Skat stiller sig til en arbejdsgiverbetalt iPad. En tidligere afgørelse har defineret en iPad som en almindelig computer, men nu gælder der også et krav om, at den skal kunne forbinde til firmaets netværk.
I takt med at telefoner bliver smartere og smartere, kan man også argumentere for, at nogle telefoner skal defineres som computere. I sidste uge har blandt andet IT-Branchen været efter den nye telefonbeskatning, fordi tiden ifølge foreningen er løbet fra at se en mobiltelefon som et medarbejdergode.
Men Niels Sonne tror ikke, at regeringen og Enhedslisten i 11. time ændrer på reglerne, så en smartphone sidestilles med en computer og fritages for beskatning.
»Så er det kun dem med en gammel Nokia-telefon, der bliver beskattet. Det giver ingen mening,« siger han.
Samlet set forventer regeringen, at de nye regler vil bringe statens indtægter fra disse skatter ned fra 500 millioner om året til 50 millioner om året.
Læs mere om reglerne i notatet herunder (side 11-12)

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.