Sådan bliver ikke-mobilvenlige websider ramt af Googles karate-spark

7. april 2015 kl. 19:3032
Det kan blive svært for ikke-mobilvenlige hjemmesider at blive på Google, når søgemaskinen skruer på algoritmerne om et par uger. Her er tre ting, som websiderne bør have styr på ifølge ekspert.
Artiklen er ældre end 30 dage
Manglende links i teksten kan sandsynligvis findes i bunden af artiklen.

Når det gælder internettet, er Googles algoritmer lov.

Sådan oplevede blandt andet en mindre trykkerivirksomhed det en måned, der var tæt på at blive skæbnesvanger.

Virksomheden var løbet ind i et teknisk problem, der gjorde, at den røg stort set helt ud af søgemaskinens resultater i en måned. Det endte med, at virksomheden tabte op mod 300.000 kr. i omsætning, fortæller ekspert i søgemaskineoptimering Mikkel ‘deMib’ Svendsen til Version2.

Historien er blot et eksempel på de konsekvenser, det kan have for danske virksomheder, når de bliver lukket ude i kulden af teknologi-giganten. Google er nemlig tæt på at have en monopollignende status på søgninger i Danmark, fordi over 95 pct. af de besøgende, der kommer fra en søgemaskine, har Google som afsender ifølge Mikkel ‘deMib’ Svendsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Og nu kommer søgemaskinen igen til at skrue på algoritmerne fra den 21. april og vil dermed ændre på, hvem der bliver set, og hvem der bliver glemt.

Denne gang vil ændringerne betyde, at mobilvenlige hjemmesider får en bedre placering i Googles søgeresultater end de hjemmesider, som ikke viser sig godt på den lille smartphone-skærm.

Dette vil blandt andet ramme omkring halvdelen af de største danske virksomheder, som ikke er mobiloptimerede ifølge Google, og som vi tidligere har skrevet om på Version2.

Men selvom ændringerne som udgangspunkt kun skulle berøre mobilsøgninger og ikke almindelige søgninger på desktoppen, kan de ikke-mobilvenlige hjemmesider langt fra vide sig sikre.

Artiklen fortsætter efter annoncen

»Selvom det i første omgang primært skulle gælde mobilresultaterne, så har jeg en stærk mistanke om, at det også kommer til at påvirke de almindelige søgninger,« siger Mikkel ‘deMib’ Svendsen, der også er adm. direktør for rådgivningsvirksomheden Waimea Digital og har arbejdet med søgemaskineoptimering siden 1996.

Det var dengang, man søgte på Jubii, og hvor Google kun lige var startet som et forskningsprojekt.

»Når man analyserer websites, så fortæller det noget om ejernes forståelse for nettet og interesse for imødekommelse af brugerne, når de er gode til mobilvisninger. Derfor ville det være mærkeligt, hvis ikke Google brugte det til generelt at vurdere, om et website er godt eller skidt,« siger Mikkel ‘deMib’ Svendsen og fortsætter:

»Jeg kan ikke dokumentere det, men min erfaring siger mig, at det her godt kan komme til at påvirke de almindelige søgninger.«

Google puster til ilden

Når Google vælger at kæle for mobilbrugerne, er det, fordi søgemaskinen følger markedets udvikling, hvor alt mellem 30 og 90 pct. af en hjemmesides besøgende i dag surfer via mobilen.

Der er derfor tale om en længerevarende udvikling, hvor Google er begyndt at omstille algoritmerne efter de nye trafikmønstre. Ifølge Mikkel ‘deMib’ Svendsen er der denne gang derfor ikke tale om, at Google radikalt ændrer sine søgemaskinealgoritmer.

Det kan snarere siges, at der skrues lidt på knapperne, så mobiloptimerede hjemmesider nu får endnu bedre forhold end før.

Alligevel har Google haft held til at blæse ændringen stort op i medierne, hvor det endda bliver beskrevet som et ‘mobilegeddon’ - det mobile ragnarok.

»Google puster til ilden og gør forholdet voldsommere, end der i virkeligheden er hold i. De gør det for at få så mange som muligt til at opdatere deres hjemmesider,« siger Mikkel ‘deMib’ Svendsen og forklarer det med, at når Google ændrer algoritmerne, så har selskabet også en interesse i, at brugerne rent faktisk kan finde de hjemmesider, de søger efter. Og det bliver alt andet lige sværere, hvis ikke hjemmesiderne er optimeret til mobilen.

Du har 1 sekund til at indlæse første skærmbillede

Selvom ændringerne vil blive gradvist rullet ud og derfor sandsynligvis ikke vil være til at mærke fra præcis den 21. april, er det alligevel en god idé at få optimeret hjemmesiden til mobilerne, lyder det fra den garvede søgemaskineekspert. Ikke mindst for at følge brugerne der, hvor de er.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Google har selv lanceret et værktøj, der analyserer en hjemmeside og giver en vurdering af, om den er mobilvenlig eller ej.

Derudover er der overordnet tre ting, man især skal have for øje, når man vil tækkes Googles ændrede algoritmer som webudvikler, fortæller Mikkel ‘deMib’ Svendsen.

Det første handler om, at man skal kunne klikke på links uden at skulle zoome ind på smartphonens skærm.

»De klikbare enheder skal være store nok. Hvis du har et trespaltet design, er links og knapper så små, at man ikke kan klikke på dem,« siger søgemaskine-eksperten.

Samtidig skal hjemmesiden være så hurtig at indlæse, at brugerne får første skærmbillede at se på mindre end et sekund. Ellers smutter de igen, viser erfaringerne fra Google.

Derfor gælder det om at komprimere billeder og kode, så de fylder så lidt som muligt. Det er også vigtigt, at designet bliver indlæst løbende, så browseren ikke venter med at vise hjemmesiden, før den er helt downloadet.

»Det er en udfordring, at mange websider ikke begynder at vise noget, før al koden er downloadet,« siger Mikkel ‘deMib’ Svendsen.

Derudover gælder det om at begrænse de gange, hvor der skal laves eksterne opslag, som kan få det til at tage længere tid at indlæse siden.

»Der er mange websites, der har mange dataopslag i backend, før den kan levere siden. De skal hente ind fra eksterne kilder, f.eks. DNS-opslag, der tager tid,« siger Mikkel ‘deMib’ Svendsen.

Til sidst er det også vigtigt at holde et skarpt øje med alle de plugins, som man bruger på hjemmesiden. Det kan godt være, at man har lavet hjemmesiden i et responsivt og mobilvenligt design, men derfor kan man stadig blive straffet på Google, hvis siden er afhængig af plugins, som ikke er tilgængelige på mobilen eller kun understøtter en platform, som eksempelvis iOS.

Disse virksomheder vil blive ramt af ændringerne

Det kan hurtigt blive en dyr affære for en virksomhed, hvis den skal ombygge et eksisterende site, der ikke er bygget op efter mantraet i moderne webdesign om responsivt design, designet, der tilpasser sig skærmstørrelsen og derfor både kan bruges på mobil og desktop.

Bygger man hjemmesiden op fra bunden, er det nogenlunde ligetil, men da den større community-side for gravide minmave.dk skulle gøres mobilvenlig, løb det op i omkring 500.000 kr.

»For store kommercielle sites kan det koste flere millioner kroner at lave,« siger Mikkel ‘deMib’ Svendsen.

Alligevel kan alternativet være endnu værre. Især for virksomheder, der lever af, at kunderne ‘finder’ deres produkter på søgemaskinen.

»Det kan påvirke dem sindssygt meget. Flere hjemmesider modtager hundredetusinder eller millioner af besøg fra Google om måneden,« siger Mikkel ‘deMib’ Svendsen.

Det gælder især virksomheder inden for rejse-, sundheds-, transport-, og underholdningsbranchen og blandt andet håndværkere og frisører.

»Kort sagt alle de servicefag, hvor man ikke nødvendigvis har et fast samarbejde med dem som kunde,« siger søgemaskine-eksperten.

32 kommentarer.  Hop til debatten
Denne artikel er gratis...

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.

Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.

Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.

Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.

Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger
31
9. april 2015 kl. 20:45

Min kæreste har ikke behov for læsebriller, når hun læser Information.dk, som jo blev bygget op over et responsivt layout tilbage i jan 2013. Og et eller andet sted er det jo trist, at barren skubbes nedad for, at prioritere håndholdte enheders meget mindre skærme, hvor form helt bogstaveligt er over indhold.

Oh well. Kan skrammelet fixes med en ny UserAgentString i browseren på sin androiddims?

22
8. april 2015 kl. 17:22

Hvordan kunne minmave.dk løbe op i omkring 500.000kr at udvikle som mobilsite?

23
8. april 2015 kl. 18:22

Man skal heller ikke tro på alt hvad man læser i avisen :) Den dybere pointe er at få nævnt minmave.dk, dvs "product placement" eller hvad SEO-folket på deres ævle-bævle jargon vistnok kalder "co-citation". version2.dk er et rigtig godt sted at få lusket et link ind på. Der findes ingen saglig begrundelse for at bringe linket - som eksempel kan det bedst kaldes anekdotisk evidens.

21
8. april 2015 kl. 16:37

Er jeg den eneste, som undrer mig over, at "ekspertens" fulde navn bliver nævnt ikke mindre end 11 gange i artiklen? Det lugter da langt væk af, at eksperten forsøger at manipulere søgemaskinerne, ved at få sit navn nævnt så mange gange på en troværdig kilde. Det gør i sig selv artiklen utroværdig.

19
8. april 2015 kl. 14:49

Det er interessant at se hvordan der stadig eksisterer forventninger om at Google leverer et objektivt set optimalt søgeresultat til alle brugere, når det faktisk ikke er det Google gør, og ovenikøbet ikke har gjort det i et stykke tid.

Googles søgeresultat er, ud over at være baseret på nogle heuristikker (en metode som finder resultater, uden at garantere at det er det "optimale" resultat), også personaliserede. Dvs. at det søgeresultat jeg får hvis jeg søger på kaffe, ikke er det samme resultat som en anden person får. Googles resultat er ud over at være baseret på den klient jeg søger, på og min geografiske placering også baseret på mine tidligere søgninger, og hvilke resultater jeg har klikket på. Diskussioner som handler om Google resultaters objektive relevans er altså i vidt omfang irrelevante.

Læs evt. mere her og her, og overvej evt. at bruge en anden søgemaskine f.eks: DuckDuckGo

20
8. april 2015 kl. 15:27

Jeg har valgt at bruge en anden søgemaskine, men det ændre ikke på at den almindelige forbruger ikke har eller kan finde ud af at vælge en søgemaskine.

Derfor bør Google være forpligtiget til at levere en service som er neutral og ikke manipuleret til at vise resultater som er til Google fordel.

Som jeg tidligere skrev bør søge resultatet for ordet "kaffe" ikke resultere i en masse reklame for enkelte virksomheder der har betalt for at ligge øverst.

Jeg er helt med på at Google påstår at vi får individuelle resultater ud fra tidligere søge historik og det er også fint med mig. Ja, jeg syntes faktisk det er en god service hvis ikke det var fordi de stadig ikke giver mig det bedste resultat, men bare flere sidder med reklame links som jeg ikke kan bruge til noget.

Virkelig dårlig service.

Jeg kan ikke forstille mig at det er lovligt (i Danmark/EU) det som Google fortager sig.

18
8. april 2015 kl. 14:44

De fleste laver jo kun hjemmesider for deres egen fornøjelses skyld. De kan da være ligeglade med, at de ingen besøgende får. Til gengæld ELSKER jeg Google for at præsentere mig for annoncører, der alligevel ikke sælger det, jeg leder efter, men får mast sig ind på søgeresultaterne alligevel.

Det bedste var, dengang et dansk firma tilbød mig den bedste pris på koncentrationslejrfanger. Naturligvis kunne de ikke levere, jeg var virkelig skuffet.

Jeg er træt.

7
8. april 2015 kl. 11:11

Sjovt som Google mener de skal styre hvordan en "rigtig" hjemmeside skal være (hvilken kryptering den må bruge)

6
8. april 2015 kl. 10:49

at Google på den måde har ret til at manipulere med søge resultater på den måde.

At "google" er jo faktisk defacto standard for søgning på internettet. Det kan have store konsekvenser at Google ændre på sine algoritmer så resultat bliver ændret.

Og, ja, jeg ved godt at Google er en privat virksomhed og kan gøre hvad de vil, men vis man tænker Google som en privatiseret Storebælts bro, hvor der kun må køre blå og røde lastbiler, så ændre det straks på opfattelsen af hvad der er ret og rimeligt.

De tilbyder en service som man ikke kan stole på er sandfærdig, kan det være rigtigt?

Må man synde forbrugere på den måde? Andre virksomhedstyper må ikke, uden at de bliver slået i hovedet og får en bøde.

The great firewall of DK burde stoppe sådanne ulovligheder.

11
8. april 2015 kl. 12:15

Man skal huske at når man laver en søgning så spørger man i virkeligheden google om hvad de synes man skal besøge der handler om "det her". Det er dermed en subjektiv vurdering på lige fod med at spørge sin kollega eller en tilfældig gut på gaden.

Det er ikke muligt at lave en objektiv vurdering af hvilke sider der er bedst til hvad, så når du søger på google får du deres bud der er baseret på en lang række parametre. Nu synes de at det er vigtigt at man får et konsistent resultat på tværs af platforme. Hvis du som hjemmesideejer gerne vil blive fundet af google må du derfor tilpasse dig det de mener er en god side, ellers må du finde en anden måde at få kunder på.

Det har intet at gøre med at være ond, faktisk det modsatte, google prøver her at sikre den almindelige bruger at de får gode søgeresultater.

14
8. april 2015 kl. 13:05

@Søren Kan ikke være mere uenig.

Der er bør jo lige præcist ikke være Google mening der burde komme frem i søgeresultatet, men et resultat som statistisk har størst relevans for det der søges efter.

@Niels Nej, man må som virksom hed ikke stille forbrugeren dårligere ved at finde forkerte søge resultater som alene har til virksomhedens vinding at at gøre.

Det svarer til at tilbuds priser er større end den normale priser i tilbuds avisen. det er da noget fy skamme.

Når man levere en service til andre mennesker så skal den være real og sandfærdig. Det andet er snyd og bedrag.

9
8. april 2015 kl. 11:44

At "google" er jo faktisk defacto standard for søgning på internettet. Det kan have store konsekvenser at Google ændre på sine algoritmer så resultat bliver ændret.

Men hvorfor er Googles gamle algoritme den evige sandhed? Hvorfor er den mere korrekt end den nye? (Og "den gamle algoritme" er også misvisende da der har været mange, og de har altid været under konstante forandringer.) At du du siger at Google "manipulerer" sine søgeresultater insinuerer at der findes et "sandt" resultat som de følgende ændrer, men ethvert resultat er jo en funktion af de heuristikker de har valgt at benytte, og ingen er mere "u-manipulerede" end andre.

Det er nok værd at huske på at Googles algoritme er sat i verden for at hjælpe søgere, ikke hjemmesideforfattere.

12
8. april 2015 kl. 12:28

Det er nok værd at huske på at Googles algoritme er sat i verden for at hjælpe søgere,
ikke hjemmesideforfattere.

Der tror jeg du er lidt naiv, Googles algoritmer er sat i verden for at Google kan tjene penge og det er jo lige det der er min pointe.

Google levere en service til os forbrugere som ikke er neutral, men optimeret for deres for deres fortjeneste.

Eks. Når man sørger med Google så fås kun pæne sites frem som er med til fremme googles fortjeneste og ikke sites vurderet i forhold til relevans af søgningen.

Det er da stærkt manipulerende.

Det næste er at søge resultatet er stort set kun virksomheder der kommer øverst.

Det er da mærkeligt at når jeg søger kaffe med google.dk så skal jeg helt om på side 3 før der kommer artikler om kaffe (foruden Wikipedia) og det mest mærkelige er at det kun er danske virksomheder.

Det er da stærkt manipulerende.

Så, nej, google er ikke til for os forbrugere, men kun for googles indtægt.

17
8. april 2015 kl. 13:42

@Troels

Jeg kan da godt se at mobil venlighed er vigtigt, men som forbruger er jeg fuldkommen ligeglad hvordan resultat ser ud så længe at jeg får det bedste resultat af min søgning.

Hvis jeg skriver "Kaffe" i søge feltet så må ordet kaffe have størst betydning og ikke hvor jeg kan købe kaffe, så skal jeg skrive "købe kaffe" eller "kaffe salg" etc.

Det eneste google har for øje er forretning og ikke forbrugerens interesse.

Internettet er jo ikke kun et shopping center, men meget andet. De kommercielle interesser bør ikke ødelægge nettet, de skal kontrolleres ellers er der ingen grænse for hvordan de kan finde på at snyde og bedrage os.

13
8. april 2015 kl. 12:58

Så når din søgetekst er et dansk navn for et produkt, så undrer du dig over (eller mener at det er problematisk) at google giver dig steder i nærheden, hvor produktet kan købes?

Så er jeg nødt til at spørge dig: Hvad havde du forventet at se? Hvis en tilfældig bruger går ind på google og søger efter kaffe uden andre søgeord, hvad tror du så vedkommende er interesseret i?

1
8. april 2015 kl. 08:54

På Googles side for mobilvenlighed, ser det ganske vist skidt ud, for min hjemmeside. Den er for bred og har links placeret for tæt.

Jeg har et fotosite og har svært ved at se, hvorfor jeg skulle tvinge fotografier i horisontalt format, ind i et vertikalt format, da de menneskelige øjne jo netop ser og oplever verden horisontalt. Sådan er vi jægere nu engang synsmæssigt kalibreret på den afrikanske savanne, for en million år siden og det er en naturlig måde at opleve verden på.

Så selvfølgelig vil min side se underlig ud på en mobiltelefon - selv om den nu ser fin nok ud på min iphone… Så har Google ret i deres påstande? Jeg er helt enige i, at sider skal indlæses i en fart og at den skal være brugervenlig - men når jeg tænker brugervenlighed, så er det mere noget med, at det ikke skal poppe op med reklamer(!), siden skal kunne tilgås fra alle browsere og indholdet skal kunne forstørres op og benyttes med højtoplæsningsudstyr, for ordblinde og svagtseendes skyld.

25
8. april 2015 kl. 19:25

Nej. Og ja. Jeg er sådan set enig med Google omkring bla. hastighed. Men helt ærligt, så synes jeg ikke det er noget, som skal "dikteres" på den måde.

Det er også en grund til, jeg synes Google skulle fravristes deres monopol. Der må være nogen, som kan udfordre dem. Jeg kan ikke lide at få at vide hvad jeg skal gøre.

Jeg kan sådan set godt ønske mig lidt tilbage i tiden, hvor det mere handlede om indholdet end små optimeringer på metadata.

Jeg fandt mange flere sjove og skæver hjemmesider end jeg gør i dag, hvor alt er "optimeret" til min profil.

Der omrking 1999, hvor alle hjemmesider så ud ad h... til iøvrigt...

27
8. april 2015 kl. 19:41

Der må være nogen, som kan udfordre dem.

Det er der da også, det er kun et spørgsmål om at vælge:

Startpage, der er Google uden tracking, eller DuckDuckGo hvis man vil bruge noget helt andet.

Tit og ofte bruger jeg faktisk begge, da de kommer op med alternative resultater.

29
8. april 2015 kl. 20:37

Startpage, der er Google uden tracking,

Tjo, man kan nøjes med at gå til https://www.google.com/preferences og tilvælge "Brug ikke private resultater" - det giver samme resultater som startpage - bare ca 500ms hurtigere. Man kan også med fordel bruge https://www.google.com/ncr (for no country redirecting) og under søgeværktøjer vælge "ordret", det giver imho endnu mere nuancerede resultater.

28
8. april 2015 kl. 19:52

OK, jeg prøver startpage.

4
8. april 2015 kl. 10:10

Jeg tror Googles definition af mobil-venligt handler mere om at indholdet skalere til forskellige opløsninger end at det ser flot ud. Alt det med skærmlæsere handler også om tilgængelighed og er godt at supportere, men er ikke noget krav for at Google godkender det som mobil-venligt.

Men undgå så vidt muligt at basere skalerbarhed på javascript. Det bør gøres ved en kombination af måden html bliver struktureret på og så css evt med media queries.

5
8. april 2015 kl. 10:16

Googles test er ret speciel, fordi den bl.a. bruger CSS og de eventuelle scripts der forekommer på siden, til at afgøre om den er "mobilegnet". Min hjemmeside fik også en kraftig tommelfinger ned ved første test, men da jeg fjernede blokeringen til CSS og script bibliotekerne i robots.txt filen, fik den med det samme "Godt gået", og ok. Og det er faktisk lidt sjovt, fordi jeg ved, at et af mine billeder rent faktisk er for stort til at kunne vises på en smal mobil. (Min side kører også under Joomla).

På fabler-foto.dk ser robots.txt således ud:

User-agent: * Disallow: /administrator/ Disallow: /cache/ Disallow: /cli/ Disallow: /components/ Disallow: /images/ Disallow: /includes/ Disallow: /installation/ Disallow: /language/ Disallow: /libraries/ Disallow: /logs/ Disallow: /media/ Disallow: /modules/ Disallow: /plugins/ Disallow: /templates/ Disallow: /tmp/

Prøv at ændre til:

User-agent: * Disallow: /administrator/ Disallow: /cache/ Disallow: /cli/ Disallow: /installation/ Disallow: /language/ Disallow: /logs/ Disallow: /media/ Disallow: /modules/ Disallow: /plugins/ Disallow: /tmp/

30
9. april 2015 kl. 08:54

Re: Har Google ret?</p>
<p>Disallow: /logs/</p>
<p>Hvorfor ligger logs fillerne offentligt tilgængelige?

Det gør log filer heller ikke. Når man i Joomla normalt disallows /logs er det fordi der i visse situationer (under installation og test) kan være andre rettigheder på installationsbibliotekerne. Hvis en søgemaskine bider sig fast der, kan det give problemer (fordi lidt af logfilen måske vises som del af søgeresultatet). Derfor er det en god idé af have det med i robots.txt

8
8. april 2015 kl. 11:23

Og det er faktisk lidt sjovt, fordi jeg ved, at et af mine billeder rent faktisk er for stort til at kunne vises på en smal mobil.

Så længe billederne kan skalere er det reelt ligemeget hvor store de er rent pixel-mæssigt for at være visuelt mobil-venlige. Det kan dog anbefales at have lavere opløsning specifikt til mobile enheder bla pga load-tiden.

Du skal nok tilpasse nogle af overskrifterne så de skalerer bedre, men ellers ser der ok ud. Nogle af undersiderne har billeder med pixel højde/bredde. Hvis du fjerner dem og kun giver en bredde på 100% (ingen højde) så burde billederne skalere pænt i forhold til containeren de ligger i.

Jeg bemærkede at du har nogle tekst-bokse nederst på siden hvor baggrunden er grå og teksten er sort. Det er lidt svært at læse. Det er ikke kun på mobil.

2
8. april 2015 kl. 08:59

Det er jo lidt svært at svare på spørgsmålet uden af have set din side.

Men bruger du absolutte bredder på dine billeder, skal man scrolle sideværts, er designet responsive, etc?

3
8. april 2015 kl. 09:52

Det er såmænd bare en simpel og klassisk opbygget Joomla side: fabler-foto.dk