I juni kommer Microsoft med Windows Terminal, en ny applikation til at køre kommandolinjeskaller og -værktøjer (command-line shells and tools) som PowerShell, Command Prompt, forskellige Linux-distributioner gennem Windows Subsystem for Linux (WSL) eller eksterne systemer via SSH.
Nu er der kommet flere detaljer frem.
Som udgangspunkt er et terminalvindue jo ikke særlig spændende eller sexet, selv om det kan have høj nytteværdi. Men Microsoft gør et godt stykke arbejde med at præsentere det som attraktivt i videoen her:
Lover mere funktionalitet
Blandt det, som ikke var kendt før i dag, er, at det kun er en tidlig testudgave, som kommer i juni. Den endelige lancering af Windows Terminal 1.0 vil ske mod slutningen af året.
Windows Terminal skal distribueres via Windows Store. Som udgangspunkt vil den dermed blive automatisk opdateret. Microsoft lover, at selskabet har planer om en del funktionalitet, som ikke kommer med i version 1.0. Derudover er selskabet modtageligt for ønsker fra brugerne.
Faner og hurtigere tekst
Windows Terminal kommer med understøttelse af faner, hvilket betyder, at man for eksempel kan køre PowerShell i én fane og Ubuntu i en anden, uden at man skal åbne separate vinduer i Windows.
Det vil også være muligt at køre at køre Command Prompt, PowerShell og så videre direkte i de Windows-konsoller, vi har i dag, hvis der er et ønske om eller et behov for dette. Den vil i hvert fald ikke forsvinde i løbet af de næste årtier, oplyser Microsoft.
Terminalvinduet benytter desuden en GPU-accelereret og DirectWrite/DirectX-baseret motor til at gengive tekst. Den skal kunne vise alle de sædvanlige teksttegn, ideogrammer og symboler, som findes i fontene på pc’en. Desuden er tekstgengivelsen efter sigende meget hurtigere end i Windows-konsollerne i dag.
JSON-baseret konfiguration
Mange med erfaring fra Unix- og Linux-miljøer er vant til, at der er gode muligheder for at kunne tilpasse terminalvinduet til egne ønsker og behov. Det skal også være muligt i Windows Terminal, hvor brugeren kan tilpasse i hvert fald skrifttyper og -størrelser, farver, baggrundsegenskaber og transparensniveauer.
Microsoft har desuden gjort noget, som er lidt usædvanligt i Windows-sammenhæng: Brugerindstillingerne for Windows Terminal lagres nemlig i en struktureret tekstfil, nærmere bestemt i JSON-format (JavaScript Object Notation), som er let både for mennesker og værktøjer at redigere i.
Det skal være muligt at lave profiler for forskellige værktøjer og skaller, hvilket for eksempel kan gøre det lettere at skelne mellem en kommandolinje på den lokale maskine og en tilsvarende kommandolinje på produktionsserveren.
Scott Hanselman fra Microsoft har skrevet et blogindlæg, hvor han præsenterer nogle af disse konfigurationsmuligheder.
Open source-kode
Når vi skriver, at den første testversion først kommer til juni, så betyder det ikke, at det ikke er muligt at teste Windows Terminal allerede nu. Terminalvinduet udvikles som open source-kode med MIT-licens, og alt er tilgængeligt på GitHub.
Brugere, som ønsker at bidrage til projektet, eller som bare er interesserede i at teste Windows Terminal, som den er nu, kan klone kildekoden og bygge en eksekverbar version af terminalvinduet på egen hånd.
Artiklen er fra digi.no.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.