Sådan agil-tester DR 5 web-leverandører til nyt CMS

7. februar 2012 kl. 10:056
Sådan agil-tester DR 5 web-leverandører til nyt CMS
Illustration: Adam Mørk.
DR har smagt en traditionel udbuds-model til med den agile metode, som skal gøre det lettere at finde den bedste leverandør af et nyt CMS.
Artiklen er ældre end 30 dage

I sidste uge kiggede fem danske web-leverandører en tur forbi DR for at få tjekket deres evner af statsradiofoniens egne web-udviklere.

Én dag per leverandør - en code camp per næse - som skal gøre det nemmere for DR at beslutte, hvilken af de fem der egner sig bedst til at levere et nyt web-CMS til dr.dk:

»Vi har valgt at afholde code camps for at få et ekstra grundlag for at vurdere de enkelte leverandørers samarbejdsevner. Nu kender vi de enkelte leverandører langt bedre og kan derfor bedre vurdere, hvordan de vil passe sammen med os,« forklarer chefarkitekt hos DR Teknologisk Udvikling, Hans Jakob Husager, til Version2.

Content management-systemet erstatter et CMS fra Microsoft. Det skal ligge neden under dr.dk og give DR's medarbejdere mulighed for at styre indholdet på hjemmesiderne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

DR har baseret udbuddet af det kommende open source web-CMS på en traditionel, teknisk kravspecifikation, som leverandørerne har besvaret skriftligt.

Men oven i det har DR afholdt de såkaldte code camps for at finde ud af, hvor gode de enkelte leverandører er til at indgå i en agil proces sammen med DR's folk, når udbuddet er slut, og kontrakten er skrevet under:

»Det er svært for leverandørerne at beskrive deres evner, når det kommer til kompetencer, metoder og samarbejdsprocesser, så det er oplagt at gøre det på den måde,« siger Hans Jakob Husager til Version2.

Med den agile model er der fokus på at kunne implementere ny funktionalitet og rettelser løbende, efterhånden som kravende til softwaren ændrer sig.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Modellen er et alternativ til den klassiske og ofte udskældte vandfaldsmodel, hvor man forsøger at forudsige helt ned i detaljen, hvad systemet skal kunne og herefter går i gang med at designe, implementere og teste det.

DR har delt dagene op i to halvdele. Om formiddagen skulle leverandørernes egne teams give deres bud på et interface til webredaktørerne på dr.dk.

»Vi stillede ikke krav til, hvordan leverandørerne løste opgaven om formiddagen. Og det svarer meget godt til, at den første del af leverancen af det ny web-CMS implementeres af leverandøren uden DR's direkte involvering.«

Bedre indblik i leverandørens kompetencer

På den anden side af frokost blev leverandørernes teams koblet sammen med DR's egne systemudviklere for at se, hvordan de løste opgaven i samarbejde med DR's folk.

»Om eftermiddagen kørte vi efter SCRUM-metoden, som vi selv anvender i DR. Efter den første leverance indgår leverandøren på en rammeaftale, og idéen er, at vores udviklere derefter skal samarbejde med leverandørens,« siger Hans Jakob Husager til Version2.

Det er første gang, I afprøver konceptet med code camps under et udbud. Hvad har I fået ud af det?

»Det har været udbytterigt og givet os det baggrundsmateriale, vi havde håbet på. Vi sidder tilbage med en meget bedre fornemmelse af den enkelte leverandørs kompetencer, når det kommer til opgaveløsning,« siger Hans Jakob Husager til Version2.

De fem leverandører er Kraftvaerk, Netcompany med 1508 som underleverandør, Propeople, Peytz og Co. med Reload! som underleverandør samt MOC.

Vinderen af udbuddet ventes at være fundet i slutningen af februar eller begyndelsen af marts.

Version2 er mediepartner på konferencen Agile 2012, som afholdes af DIT 8. februar. Klik her for at læse mere og tilmelde dig konferencen

6 kommentarer.  Hop til debatten
Denne artikel er gratis...

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.

Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.

Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.

Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.

Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger
5
7. februar 2012 kl. 12:37

@Patrick: Ja, det er der vel ingen af os der ved, selvom man vel nok kan have sine favoritter. Men det skal blive spændende at følge. Uanset hvem der "løber med sejren" bliver det et gevaldigt prestige-projekt at kunne referere til.

3
7. februar 2012 kl. 11:52

Det er en spændende - og forhåbentlig også god - måde at gøre det på. Herfra skal der lyde et "Go ProPeople /Drupal". Og nej, jeg er ikke ansat ved ProPeople, men mener blot de byder ind med det bedste produkt. Men uanset hvad det ender med, så er det dejligt at se, at man fra DR satser på Open Source.

4
7. februar 2012 kl. 12:15

Tja, mon ikke Umbraco har en større chance set i lyset af at DR allerede havde et gammelt Microsoft CMS og man derfor kan antage at de allerede er godt kendt i .NET?

1
7. februar 2012 kl. 11:06

Spændende. Er der valgt CMS eller er det noget af det leverandørerne byder ind med? Drupal/umbraco/? Virkede "code-camp" efter hensigten. Lav gerne en follow-up artikel med pros/cons på denne metode.

2
7. februar 2012 kl. 11:12

Der er ikke valgt CMS, men et krav om at løsningen skal være open source. Der er budt ind med Typo3, Drupal og Umbraco.