Nu kan eBay måle dine bud i kilowatttimer

Internetauktionshuset eBay har udviklet en ny åben standard for måling af, hvor effektivt datacentret arbejder i forhold til forretningen.

Den rene effektivitet af datacentret - udtrykt i kilowatttimer brugt til køling i forhold til kilowatttimer brugt til computerkraft - er lige nu den mest udbredte måde at måle datacentre på.

Men nu har internetauktionshuset eBay udviklet en metode, som knytter målingerne direkte til forretningen. Det skriver InformationWeek.

Problemet med blot at måle på energiforbruget til det primære computerudstyr i forhold til forbruget til køling, PUE, er, at det ikke hjælper til at mindske unødvendigt brug af computerressourcer.

PUE er velegnet til at forbedre kølesystemer og investere i strømforsyninger med højere virkningsgrad, men tilskynder ikke til forbedringer af eksempelvis de applikationer, man afvikler i datacenteret.

Det er det, eBay nu forsøger med Digital Service Efficiency, DSE, som kombinerer flere faktorer i ét tal, som kan bruges som indikator for, hvor effektivt datacenteret kører.

Store besparelser at hente

I eBays tilfælde er DSE-værdien sammensat af energiforbruget, og herunder belastningen i udledt CO2 og vandforbrug, de økonomiske omkostninger, omsætningen og antallet af transaktioner på eBay.com. I 2012 var antallet af transaktioner i gennemsnit 45.914 pr. kilowatttime.

Dermed kan eBay få en måleværdi som eksempelvis antallet af bud pr. kilowatttime. Med 52.075 servere kan der være store besparelser at hente ved eksempelvis blot at nedsætte hukommelsesforbruget for en applikation, så der kan køre flere instanser af applikationen på færre fysiske servere.

eBay har frigivet et whitepaper om DSE, så andre organisationer kan benytte samme metode til at knytte datacenterets energiforbrug og effektivitet direkte til forretningen.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere