Det har været længere undervejs end oprindeligt planlagt, men nu er det her. I hvert fald i en form. Periodekort som rejsekort er i al stilhed lanceret i hovedstadsområdet og i Vestsjælland. Det fremgår af et menupunkt på rejsekortets selvbetjeningsløsning.
»Det blev lanceret her den 27. (september, red.), men for at sikre os, at vi havde kapacitet til det, og vi kunne følge op på, hvis noget gik galt, så valgte vi at lancere det stille,« fortæller centerchef hos trafikselskabet Movia Eskil Thuesen.
Oprindeligt skulle periodekort på rejsekort have været lanceret tilbage i 2015.
I første omgang kan det nye periodekort til rejsekort kun fås som et selvstændigt kort og ikke som en del af det eksisterende rejsekort.
»Det har den ulempe, som det almindelige papkort også har, at man kan ikke rejse ud af de zoner, man har betalt for. Så skal man købe en tillægsbillet på mobilen eller på en anden måde. Så man kan ikke rejse ud af fastpris-området,« siger Eskil Thuesen.
Check ind i bus
Selvom anvendelsen af det nylancerede periodekort svarer til pap-udgaven, så er teknologien baseret på det eksisterende rejsekort. Det vil blandt andet sige, at der skal checkes ind på en rejsekortstander - men kun i bus.
»Du må køre frit inden for de zoner, du har valgt at have på kortet. Det er rejsekort-teknologi, og det er en rejsekort-chip. Når du sætter dig ind i bussen, så bruger du rejsekort-standeren til at checke ind.«
Mens det er nødvendigt at checke ind med det nye periodekort i bussen, så skal der ikke checkes ud igen med kortet. I forbindelse med tog skal der hverken checkes ind eller ud.
Det hænger sammen med, at buschaufføren, som normalt kontrollerer billetter og periodekort ved påstigning i hovedstadsområdet, ved check-ind kan høre på lyden fra rejsekortstanderen, om kundens kort er gyldigt eller ej, forklarer Eskil Thuesen.
»I tog er der forholdsvis mange kontrollører, der går rundt. Det vil sige, at der bliver man kontrolleret i toget,« siger Eskil Thuesen.
Det vil være gratis frem til april måned næste år at erhverve sig den nuværende periodekortløsning. I første omgang ligner kortet det nuværende rejsekort til forveksling.
»Der kommer til at stå trykt ‘pendlerkort’ på det. Og når vi kommer lidt længere hen, så får vi også lavet en særlig udformning af det, så det tydeligt har en anden farve og ser anderledes ud end ens rejsekort, så man ikke kommer til at gribe efter det forkerte,« siger Eskil Thuesen.
Kombi-kort i 2017
I løbet af første halvår 2017 er det måske slet ikke længere nødvendigt at rode rundt mellem pendler- og rejsekort.
Til den tid forventer Eskil Thuesen i hvert fald, at et såkaldt kombi-kort vil blive lanceret. Det vil sige et rejsekort, der både indeholder den almindelige rejsekort-funktionalitet og et periodekort.
»Det har vi også en løsning til, men det er ikke helt klart endnu. Men det er et kort, der er på vej. Det er et kort, der kombinerer periodekort og rejsekort. Det vil sige, at man på samme kort både kan rejse i fastprisområdet og uden for. Til gengæld skal man så checke ind og checke ud,« siger Eskil Thuesen.
Hvordan kan det være, I vælger det her i stedet for bare at køre med pap-kortet, indtil I er i stand til at levere et kombi-produkt?
»Det er, fordi vi laver taksterne om her fra 15. januar. Og der er der en mindre del af vores pap-periodekort, som vores billetsystemer ude i butikkerne ikke længere kan udstede,« fortæller Eskil Thuesen.
Takstomlægningen er en sammenlægning af de fire forskellige takster, der i dag findes på Sjælland. Og billetsystemerne i butikkerne vil i den forbindelse ikke kunne udstede periodekort på over otte zoner. Disse kort kan dog stadig købes online.
Mens det for øjeblikket kun er muligt at anvende periodekort på rejsekort internt i Vestsjælland og hovedstadsområdet, så er det planen, at det fra november i år også skal være muligt at anvende kortet på strækninger mellem de to områder.
Og fra 15. januar bliver Sydsjælland og Lolland-Falster også en del af periodekortområdet, forklarer Eskil Thuesen.