Så hurtigt skal du køre for at undgå automatisk nummerplade-genkendelse

Illustration: leowolfert/Bigstock
Teknologien til automatisk nummerpladegenkendelse er blevet så god, at det er stort set umuligt at undgå politiets registrering, medmindre man massivt overtræder fartgrænsen.

600.000 hver dag.

Så mange nummerplader regner politiet med at kunne registrere om dagen, når lovens lange arm efter planen får indført et system til automatisk nummerpladegenkendelse senere i år.

Hidtil har betjentene været nødsaget til at registrere nummerpladerne med egne øjne og søge på dem i registrene over eksempelvis eftersøgte og stjålne biler.

Den nye teknologi fungerer ved, at politibilerne får installeret typisk to kameraer, der filmer omgivelserne og automatisk sammenligner nummerpladerne med politiets sorte liste over mistænkelige biler.

Men hvor effektiv er teknologien egentlig, og hvor meget skal der til, før en bil ikke bliver registreret?

»Man kan gå meget langt med brugen af overvågningskameraer i dag, så der er flest begrænsninger på det juridiske område,« siger regional salgschef Nick D’hoedt for det canadiske videoovervågningsfirma Genetec til Version2.

Genetec producerer selv overvågningsudstyr til automatisk nummerpladegenkendelse og håber på at vinde udbuddet hos politiet i Danmark og dermed blive den leverandør, der skal stå for at udstyre politibilerne med kameraudstyret.

Og der skal meget til for at undgå at blive registreret med den nuværende teknologi ifølge Genetec.

Kameraerne kan registrere og genkende nummerplader på andre biler med en hastighed på op til 240 km/t. Der er dog tale om den relative hastighed i forhold til politibilen, så hvis bilerne kører mod hinanden med hver 130 km/t, vil den samlede hastighed være 260 km/t og dermed overskride grænsen for, hvad kameraerne kan registrere.

Dette scenarie vil dog under normale omstændigheder kun finde sted på motorvejen, hvor der i forvejen er en midterrabat, som blokerer for kameraernes udsyn. Den normale måde at registrere nummerplader på er ved, at kameraerne filmer bilerne i vejbanerne, der går i samme retning som politibilen. Og er der tale om 15-20 meters afstand, så vil alle nummerplader med næsten garanti blive opsnappet, lyder det fra Genetec.

Heller ikke skarpe vinkler, sne, slud og regnvejr vil lægge en mærkbar begrænsning på kameraerne ifølge overvågningsvirksomheden.

Kun mistænkelige biler bliver registreret - måske

Systemet til automatisk nummerpladegenkendelse fungerer ved, at politibilen er udstyret med normalt to kameraer, der filmer henholdsvis lige frem foran politibilen og skråt til højre. På den måde kan betjentene både registrere nummerplader på kørende biler samt parkerede biler i vejkanten.

Udstyret optager både billeder af selve bilen med et almindeligt kamera, mens det benytter sig af et infrarødt kamera til at filme nummerpladerne. Det skyldes, at de fleste nummerplader reflekterer lyset og derfor kan være svære at se på et almindeligt kamera. Samtidig er kameraerne forbundet til en computer med et analyseværktøj, der automatisk genkender bogstaver og numre på nummerpladerne og omsætter dem til tekst.

»For 10 år siden var der ikke analyseværktøjer i kameraerne, men nu er analysedelen ved at blive bedre og bedre,« siger Nick D’hoedt.

Tidligere har det været muligt at ‘blokere’ for nummerpladerne ved at bruge en spray, der er usynlig for øjet, men som får pladerne til reflektere mere lys og dermed gør det umuligt for kameraerne at genkende tallene. Det er dog ikke længere muligt ifølge Nick D’hoedt, der blandt andet giver analysesoftwaren æren for det.

»Vi har analyseret hver type af nummerplade, så vi ved præcis, hvordan tegnene skal rekonstrueres, når kameraet får et billede ind,« siger han.

Samtidig med at kameraerne tager billeder af nummerpladerne, sammenligner det bagvedliggende system resultaterne med politiets egen ‘sortliste’ over nummerplader, der tilhører eksempelvis forsvundne, eftersøgte eller på anden vis mistænkelige biler. Og lige så snart, der er et match, vil der lyde en alarm inde hos betjentene samtidig med, at et billede af den pågældende bil vil dukke op på et display.

Systemet registrerer også positionen via gps, så politiet fremover vil kunne rekonstruere hvordan bilerne har bevæget sig rundt i byen.

Som udgangspunkt gemmer overvågningssystemerne først de registrerede nummerplader i det øjeblik, hvor der er et match med politiets sortliste. Det vil blandt andet kræve en enormt stor diskkapacitet for at lagre billeder fra omkring 600.000 daglige registreringer, men det er ikke umuligt ifølge Nick D’hoedt, som fortæller, at det er op til den lokale lovgivning og politiet selv, hvordan de vælger at implementere løsningen.

Rigspolitiet har planer om at gemme oplysningerne på samtlige nummerplader, som politibilerne registrerer med det nye system, i en måned. Det gælder ikke kun i de tilfælde, hvor nummerpladerne tilhører en bil på politiets sortliste, men kommer til at omfatte alle danskere, som kører forbi kameraerne. Samtidig ønsker politiet at dele oplysningerne med andre myndigheder som eksempelvis SKAT for blandt andet at kunne afsløre socialt bedrageri ifølge Information.

Erhvervsstyrelsen har tidligere meldt ud, at kommunernes omfattende trafikovervågning, hvor MAC-adresser på bilisternes smartphones bliver logget, er ulovligt og strider imod EU’s såkaldte ‘cookie-direktiv’, fordi borgerne ikke har givet samtykke til registreringen.

Læs også: Udbredt system til trafikovervågning er ulovligt

Det er endnu uvist, hvordan lovgivningen her vil kunne påvirke automatisk nummerpladegenkendelse og politiets muligheder for at gemme informationer om alle de nummerplader, som kameraerne registrerer.

Cloudløsning er stadig ikke hurtig nok

Når trafikken løber, skal hele processen med at registrere og genkende en mistænkelig nummerplade ske på et øjeblik.

Derfor benytter udstyr som Genetecs sig stadig af en lokal løsning, hvor databaserne med de eftersøgte nummerplader ligger lagret i den enkelte politibil og så bliver opdateret, når politibilen kommer hjem på stationen og kan up- og downloade dagens registreringer. Lidt på samme måde som med rejsekortet, hvor busserne opdaterer passagerernes ind- og udtjekninger en gang i døgnet.

Forklaringen lyder, at det endnu ikke er muligt at sammenligne kameraernes optagelser med en central database via internettet, fordi hastigheden ikke er hurtig nok.

»Politibilerne kan endnu ikke sende informationen til en server. Men med den hurtigt ændrende teknologi som 4G og andre antennemodtagere vil det blive muligt at skabe et trådløst netværk i byen, som kan være i stand til at overføre informationen hurtigt nok,« siger Nick D’hoedt.

Indtil videre er det kun i tolden, at man tjekker nummerpladerne op mod en central server på internettet i stedet for en lokal løsning.

»Det er, fordi der er grænsebomme, så der er længere tid til at registrere bilerne,« siger Nick D’hoedt.

Overvågningssamfund? »Hvem bekymrer sig om det, hvis de har papirerne i orden?«

Brugen af kameraudstyr til automatisk nummerpladegenkendelse begrænser sig dog ikke til at kigge efter eftersøgte nummerplader.

I Jacksonville, Mississippi, i USA har politiet udvidet brugen af systemerne til også at pågribe narkohandlere og bilister med mange ubetalte bøder.

Her samkørte politiet forskellige registre over blandt andet ubetalte bøder samt kriminalregistre med et overraskende resultat:

»Da vi begyndte at bruge systemet til automatisk nummerpladegenkendelse, fandt vi også hurtigt ud af, at en del af de mennesker vi havde identificeret, fordi de ikke havde betalt deres bøder, også var skyld i andre forbrydelser, hvilket førte til en del anholdelser og domfældelser,« siger Eric Wall, der er vicechef for Patrol Operations hos Jacksonvilles politi, i en pressemeddelelse.

Men systemet kan også bruges til andet end politiarbejde ifølge Nick D’hoedt.

Han forestiller sig en fremtid, hvor kameraer ved ind- og udgange til byerne kan registrere, hvem der kører ind og ud af byerne. Dette er allerede indført i den belgiske by Mechelen, hvor omkring en million biler bliver scannet om ugen.

Samtidig vil kameraer på eksempelvis skraldebiler kunne bidrage til overvågningen og mindske behovet for politibiler på gaderne, fortæller Nick D’hoedt.

»Staterne begynder også at blive mere interesserede i at få fat på folk, der ikke betaler skat og løber fra biluheld for at undgå at betale forsikring,« siger han og uddyber:

»Hvis politiet er forbundet til de nationale skatteregistre, kan de se på nummerpladerne, om bilejerne har betalt deres skat eller ej.«

Igen er det op til lovgiverne at sætte grænsen for overvågningssamfundet. Nick D’hoedt mener dog ikke, at situationen er så forskellig fra nu, hvor de fleste registrerer store mængder af personlig information på sociale medier.

»Vi giver allerede så meget information væk frivilligt, så hvad betyder den lille forskel med lidt video oveni?« siger han og fortsætter:

»Hvem bekymrer sig om det, hvis de har papirerne i orden og betaler deres skatter?«

Overvågningssystemerne kan også bruges til andre byplanlægningsformål i fremtiden ifølge Genetecs salgschef. Eksempelvis kan byen samkøre registre om, hvor bilisterne arbejder, sammen med ledige parkeringspladser og så give besked til gps’en om, hvor bilen skal køre hen for at parkere så tæt som muligt på arbejdet.

»Hvis du bringer alle disse teknologier sammen, kan du tackle problemer med proppede byer og dirigere trafikken i den rigtige retning,« siger Nick D’hoedt.

Rigspolitiet er i øjeblikket i gang med de endelige forhandlinger om at finde en leverandør af systemerne til automatisk nummerpladegenkendelse.

Vinderen af udbuddet vil blive offentliggjort inden for et par uger. Rigspolitiet vil endnu ikke ud med, hvor meget det kommer til at koste, samt hvor mange politibiler der skal udstyres med overvågningskameraerne.

En typisk løsning med to overvågningskameraer i en politibil koster 80.000-135.000 kr. hos Genetec. Dertil kommer udgifter til selve computeren, der analyserer resultaterne. Priserne vil dog variere - blandt andet efter, hvor mange enheder man køber, oplyser Genetec.

Opdateret den 11. marts 2015 kl. 10.24 med information om Rigspolitiets planer om at gemme samtlige registreringer af nummerpladerne i en måned.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (45)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Simon Mikkelsen
  • 24
  • 3
Kasper Hansen

Hvad har frihed med overvågning at gøre? du kan stadig kører hvor du har løst til.

Lige indtil den dag du forsøger at blande dig i politik, eller foretager dig noget som magthaverne ikke ønsker og de finder de fine registreringer frem over alle dine besøg hos din elskerinde, kasinoet eller andet du helst ikke vil have folk omkring dig finder ud af selvom det ikke er ulovligt.

Så er det jo godt de har noget at holde over dit hoved så du pænt makker ret og gør som de ønsker, hvad?

  • 39
  • 1
Hans Henrik Jakobsen

Hvorfor kan jeg som et frit menneske i bevæge mig frit i vores samfund?

Det er ikke fordi jeg gør noget ulovligt og har det fint fotovognene.
Kører du for stærkt så bliver du registeret, kører du lovligt bliver du ikke registeret.

Bliver jeg registreret uden der en gyldig mistanke (dommer kendelse) så er det overvågning og vi er helt derhenne hvor stasis var godt i gang.

Jeg håber helt klart at EU finder det inden for cookie reglerne og at det betragtes som systematisk overvågning af borgerne.

Har jeg noget at skjule?, nej, eller måske jo, jeg ved det ikke, jeg tror det ikke.

Jeg vil bare som borger i et frit samfund kunne gå i fred og med fred.
Jeg vil ikke have at alle ved alt om mig.

  • 26
  • 1
Simon Mikkelsen

Jeg vil bare som borger i et frit samfund kunne gå i fred og med fred.
Jeg vil ikke have at alle ved alt om mig.

Det er sådan en balance vi skal finde. Det er ok at politiet får besked hvis man ikke har været til syn, men har man ikke det, skal det ikke registreres at man har været et bestemt sted på et forkert tidspunkt.

Den oprindelige diskussion gik på, at man da sagtens kunne gemme alt, for folk har jo intet at skjule. Det har vi - det hedder privatliv.

  • 18
  • 0
Jesper Mørch

Jeg læste en kommentar om netop den problemstilling herinde (eller på ing) for nogle uger siden.
Selvom jeg dermed ikke kan tage credits for den, vil jeg gerne citere den efter hukommelsen alligevel.

Det er møntet, på de mennesker som fremturer med, at overvågning er fint, så længe man ikke har noget at skjule.
I så tilfælde kunne de jo gå foran med et godt eksempel, og installere webcams med mikrofoner på både bade- og soveværelset.

Hvis det er et problem, må det vel være fordi de har noget at skjule, eller hvad?

Just my 2 cents

  • 13
  • 0
Kristian Christensen

Ved mange her sikkert har hørt det før.. Men er det egentligt ulovligt at have tekst foran på sin bil ?

F.eks ville det altså være lidt skægt at se om man kunne have et passende skilt ved siden af sin nummerplade.
Jeg havde tænkt lidt i stil med '); DROP TABLE
Det ville sgu være skægt..

  • 14
  • 1
Richard Foersom

Ærlige borgere...

  • sender alt på postkort, ingen lukkede kuverter

  • har ikke gardiner for vinduerne

  • har ikke lås på hoveddøren

for ærlige borgere har ikke noget at skjule. Alle andre borgere må betragtes som suspekte.

  • 22
  • 1
Tobias Skytte

Go ide!
I princippet er det vel ikke ulovligt at male en masse nummerplader på sin kølerhjælm? Bare med helt tilfældige bogstaver/tal. Man kunne evt. snuppe nogle kombinationer der tilfældigvis er identiske med diverse politibilers plader...
Men dog hvis kameraet benytter infrarød (som der nævnes) så skal man evt. bruge samme type lak som på rigtige nummerplader.

  • 4
  • 1
Michael Hansen

Hvis de ikke bare registerer alt og alle, men kun dem der rent faktisk står på en liste over lov overbrud (og de sørger for at holde den liste up to date, så man ikke ender med at chikanere en masse uskyldige), vil jeg have det ok med det, hvis de omvendt vælger at registerer og gemme uskyldiges data i flere år, vil jeg have et stort problem med dem.

De burde samtidig smide alle dem der kører rundt uden en gyldig forsikring, som man ser de gør i USA, det er fandme chokerende når man hører rundt omkring hvor mange der har valgt at spare det væk, og kører rundt uden nogen ansvarsforsikring, selvom det er påkrævet.

  • 1
  • 0
Henrik Pedersen

Jeg har det fint med at de registrerer stjålne køretøjer/nummerplader, folk der mangler afgifter/forsikringer og generelle efterlysninger. Jeg kunne også godt gå med til at de kunne tilføje en "interesse liste" hvor f.eks. bandemedlemmer der har været lidt for stille, eller lignende, kunne smides på, men den skulle dog være tidsbegrænset og f.eks. havde månedlige gennemgange for at luge ud i gamle overvågninger der ikke længere er relevante. Faktisk skulle det være muligt at have et offentligt indblik i hvor mange der var på listen.

Registreringer af alt og alle, lige gyldigt om de er på nogen liste eller ej må være en joke og det kan de godt glemme alt om! Det er en glidebane mod overvågningssamfundet, og minder alt for meget om Stasi-metoder.

Det hele falder tilbage på at jeg personligt set synes moderne muligheder for overvågning er en skide god idé som kan afhjælpe en masse, jeg har bare det VIGTIGE forbehold at overvågningen skal segmenteres, og det skal være til fordel for den lovlydige borger, så alle de kriminelle, eller blot størstedelen her af, bliver registreret, men <1% af almindelige mennesker bliver fejlregistret. Gerne endnu mindre hvis overhovedet muligt, men jeg accepterer også at det kan være svært at holde lister perfekt opdateret, nummerplader kan fejlaflæses, og generelt kan alt der involverer IT gå galt.
Pointen er bare at vi ikke skal mistænke alle, og overvåge dem fordi de intet har et skjule hvis de er lovlydige anyway, men i stedet gå målrettet efter de kriminelle, og lade alle os andre være i fred.

Et godt eksempel på at "Du behøves ikke være bange hvis du ikke har noget at skjule", overhovedet ikke holder stik, er at jeg i morges læste artikler om at Københavnerne følte sig utrygge på gaden fordi der stadig går stærkt bevæbnede betjente rundt. Går betjentene med geværene løftede og skyder tilfældige folk? Næppe. Er de der for vores egen sikkerhed? 100%. Bliver vi alligevel bange for dem? Åbenbart!.. Personligt ville jeg også have blandede følelser omkring sikkerhedsstyrker med automatvåben der gik rundt med mig på gaden (nu er jeg ikke fra København). Selvom det ville bidrage til tryghedsfornemmelsen at de var der, ville de så sandelig også skabe en fornemmelse af utryghed for "Hvad nu hvis? Er det nødvendigt? Hvad hvis jeg ligner fyren der dræbte betjentens datter for 9 år siden?".

  • 8
  • 0
Lasse Lasse

Problemet er, at grænsen for, hvad der er tilladt flyttes gradvist. Da jeg var barn, var DNA tests nyt, og man besluttede, at det kun skulle bruges til to forbrydelser: Mord og voldtægt.

I dag bruges DNA tests til alt lige fra hærværk til indbrud.

Det samme vil ske med nummerpladescanning. I dag findes det kun i politibiler. Om 10 år er scanning indbygget i hver kilometersten, og befolkningen har affundet sig med det. Sammen med rejsekortets tracking er det hele næsten fulendt.

  • 10
  • 0
Henrik Madsen

Hvis systemet var implementeret så hver bil kunne lave et "anonymt" opslag i databasen og først når der var et "hit" så blev noget gemt og var der ikke noget "hit" så blev det glemt at man havde forespurgt, så var det såmænd fint nok.

Men nu hvor GPS data medsendes og dataene om hvilken nummerplade der er set hvor på hvilket tidspunkt og det gemmes "til evig tid" så er det altså lidt et problem.

Dem som mener at "Har man intet at skjule" går jo åbenlyst ikke ind for basale rettigheder som "privatlivets fred".

Eller som Franklin vist engang sagde :

"Any society that would give up a little liberty to gain a little security will deserve neither and lose both."

Og JA, jeg har sgu muligvis/potentielt noget at skjule.

Det kan jo være det er min kone jeg har noget at skjule for, noget som ikke på nogen måde er ulovligt i forhold til nogen danske love.

Hvis jeg f.eks siger til hende at jeg besøger en kammerat for at holde kortaften og jeg i stedet besøger min eventuelle elskerinde, så er det ikke sikkert jeg er interesseret i at hun skal vide det.

Så er det jo træls når Palle-Betjent pludseligt står i min dør og spørger om jeg har set noget i forbindelse med et færdselsuheld som er i modsatte retning af hvor jeg burde være hvis jeg havde været til kortaften.

Derudover er love jo ikke statiske....Hvis man nu genindførte at det var strafbart at være homoseksuel så ville det jo være træls hvis jeg var homoseksuel og de kiggede på hvem der parkerede ud for en homo klub.

Ville være træls at skulle forfølges 10-20 år senere fordi ens seksualitet pludselig var blevet ulovlig.

Uanset hvad så kommer det sgu ikke nogen ved hvor jeg kører hen og disse kameraer med medfølgende registrering er jo bare første skridt.

I England har man kørt med de her ANPR kameraer i mange år og de har skam også faste kameraer som filmer alle der kører på bestemte veje hele døgnet.

Glidebanen henimod GPS boksen i bilen, med direkte forbindelse til staten så staten altid ved hvor alle biler er og bilen kan ikke starte hvis ikke boksen er der, er da til at få øje på her.

  • 18
  • 0
Henrik Madsen

I dag bruges DNA tests til alt lige fra hærværk til indbrud.

Men DNA tages vel kun af folk der ER dømt.

Hvis man ER dømt for indbrud så er man jo ikke uskyldig og så er det vel fair at man tager DNA for at kunne finde tilbage.

Hvis man derimod ville lave et landsdækkende register hvor alle blev tvunget til at aflevere DNA så ville det være mere lig det her med kamera.

  • 1
  • 6
Hans Henrik Jakobsen

Der er du vist for naiv.

Alle nummerplader bliver registeret og gemt med ejers navn og adresse.
Data kan ikke overføres til centralt lager live, men bliver overført når politibilen kommer til stationen. Og her snakker vi om 600.000 nummerplader hver evig eneste dag hele året rundt.

For mig er det den totale overvågning og ikke et frit samfund når man tillader sådan en overtrædelse af almindelige rettigheder for et frit menneske.

Vi er jo i gang med den totale overvågning og registrering af os borgere.

Hvem vil have at konen sidder derhjemme og følger hvor ens telefon befinder sig når man er alene i byen?

Lige så lidt vil jeg have at staten gør det!

  • 9
  • 2
Henrik Madsen

Alle nummerplader bliver registeret og gemt med ejers navn og adresse.
Data kan ikke overføres til centralt lager live, men bliver overført når politibilen kommer til stationen. Og her snakker vi om 600.000 nummerplader hver evig eneste dag hele året rundt.

Selvfølgelig overføres det live.

De skal jo sende nummerpladen til den centrale server for at få besked om den er interessant.

De medsender jo ikke HD billeder af bil og nummerplade, de sender blot de få bytes der skal til for at lagre nummerplade, GPS lokation og tidsstempel(Hvis dette ikke genereres på serveren) og nummerpladen sendes jo unset så reelt set er det kun GPS lokation og tidsstempel, hvis det som sagt ikke genereres på serveren, det behøver jo ikke være præcist ned i mS.

  • 0
  • 0
Henrik Madsen

Nej. Det indsamles også fra mistænkte og frikendte - og som om det ikke er nok, så vil politiet ikke engang slette dem fra registeret igen.

Så det vil sige at bliver jeg f.eks mistænkt for....Skal vi sige at have begået et indbrud og de tager min DNA, så bliver den lagt i registret og ikke slettet og finder de så mit DNA om, skal vi sige 10 år, så vil de få et match ?

Hvis det er tilfældet så er DNA registret jo ikke en skid bedre end det lort de vil med de her ANPR kameraer.

Troede egentligt at de kun tog DNA hvis du var mistænkt og var der så ingen hit eller du på anden vis blev frikendt eller ikke sigtet så slettede de hele baduljen.

  • 2
  • 1
Jesper Lund

Som udgangspunkt gemmer overvågningssystemerne først de registrerede nummerplader i det øjeblik, hvor der er et match med politiets sortliste. Derfor vil politiet ikke have en database liggende med samtlige registreringer over danskernes kørselsvaner.

Dette passer ikke, hvis vi ser på planerne i Danmark.

Rigspolitiet har planer om at registrere ALLE biler. Oplysningerne om "no hits" (intet match mod eftersøgt bil) vil blive gemt i 30 dage.
http://www.information.dk/523379

Jesper Lund
Næstformand, IT-Politisk Forening

  • 12
  • 0
Lasse Lasse

Jeg læste lige på http://www.information.dk/523379 :

"Oplysningerne, der gemmes, indeholder et foto af den forbipasserende bil, nummerpladen, tidspunktet og det sted, hvor registreringen er foretaget."

og

"videregivelsen af oplysninger om bilisters færden vil kunne ske til eksempelvis kommuner eller Udbetaling Danmark i forbindelse med eksempelvis sager om socialt bedrageri"

WTF?!? Så mangler vi bare lidt automatisk ansigtsgenkendelse oveni, ud fra dit pasfoto, som jo scannes i dag!

  • 10
  • 0
Carsten Wagner

Det er ABSOLUT FORBUDT at samkøre to registre. Det kan ende grueligt galt. Hvis du f.eks. er langtidssygemeldt, og din bil registreres som kørende på Østerbrogade, så er der ikke langt til en mistanke om socialt bedrageri. For kameraet registrerer ikke, om det er din datter, der har lånt bilen den dag....
Enhver dommer kender farligheden ved forkert omgang med registre. Heldigvis er de klogere end Nick D’hoedt.

  • 7
  • 0
Kaj Jensen

Jeg blev mødt med følgende argument forleden: I din private bolig har ingen ret til at overvåge dig men vi må snart indse at når vi bevæger os i det offentlige rum, så bliver vi overvåget hvert sekund og alle data gemmes i evig tid. Det sker allerede i stort omfang via mobil telefoner, så nr. plade scanner osv. gør vel i virkeligheden ikke den store forskel? Ønsker vi frit spil for terrorister og kriminelle i det offentlige rum?

Jeg ved snart ikke hvad jeg skal tro og mene om emnet. Jeg tror desværre de fleste unge jurister og generelt kommende generationer er langt mere overvågningsparate end nogen tør forstille sig, det er i hvert fald mit indtryk.

  • 3
  • 1
Torben Aagesen

Hold dog op hvor i kan, at i vil overlade den afgørelse til de politiske partier og EU i særdeleshed. Jeg færdes i dag i trafikken, og ser hvor hensynsløst folk der bærer sig ad, og nu skal man så læse en artikel her om hvordan man bærer sig ad med at snyde hastighedskontroller. Hvor svært kan det være - der skal ikke mere yderligere overvågning til, og det er særdeles infamt at læse ældre borgeres begejstring for yderligere overvågning, de bør da om nogen kunne huske hvordan det har været tidligere og følgerne heraf - de unge er altså heller ikke meget bedre bevendt. Men den politik politikerne har ført i den senere tid, har det kun været et spørgsmål om tid før det skulle ende galt i danmark. Og hvad er reaktionen hos politikerne - endnu mere overvågning, en overvågning der jo blot er et resultat af deres manglende omtanke i lovgivningen, og overvågningen af samme er stoppet af den nye offentlighedslov - men hvor blev modstanden mod denne af, jo den blev såmænd tiet ihjel af journalisternes mangel på interesse for emnet. Jeg nævner bevidst ingen partier, for de er stort set alle sammen medvirkende til at den blev indført, uden at de enkelte individer blev spurgt om deres valg. Og lur mig om ikke det vil lykkes igen, for det vil næppe blive muligt at stemme herom, de såkaldt folkevalgte er jo åh så meget klogere end den almindelige borger , gu er de da ej, de er bare interesseret i at hytte deres egne interesser, og skal såmænd nok også finde veje og metoder til at undgå at den almindelige borgers mening skaber for megen opsigt. De tillader jo ikke engang at deres modstandere får adgang til oplysninger der viser hvor tåbeligt et beslutningsgrundlag deres politik er dannet på.

  • 2
  • 0
Frithiof Andreas Jensen

... så staten får lidt lettere ved at gøre nogle ting.


Ikke bare Staten - Internettet: I begyndelsen sälger man kun informationerne til FE/NSA, så kommer der noget Trafikforskning ind over, derefter finder "Forretningen Danmark"-politikerne ud af at man da også lige kan platte lidt penge "til velfärden" på at sälge hele databasen til private firmaer (lidt er allerede belvet solgt löbende per privat initiv ala Se & Hör- modellen);

Det er givet at på et vilkårligt tidpunkt i forlöbet bliver CSC hacket IGEN og hele butikken placeret på Bittorrent - det er også givet at systemet vil have filtre på sensor-nievau for "Krone-*" plader et cetera så "sikkerheden" er skam 100% i orden!

  • 1
  • 0
Helle Eriksen

Hvis man vil lave noget som giver penge i kassen, sparer menneskeliv og samtidig belaster privatlivet minimalt, kan man opbevare data i en central database 24timer og derefter slette alt, der ikke er forbundet med en sag.

Der er så blot brug for en software, som kan analysere de til enhver tid tilgængelige data i den centrale database, og se om et nummer er registreret to eller flere gange på en måde, der er i konflikt med færdselslovens hastighedsbestemmelser. Hvis det er tilfældet, oprettes automatisk en sag, og data gemmes til sagen er afsluttet. Ikke en time mere. Når det nu skal være, kan man ligesågodt lave det rigtigt.

  • 2
  • 0
Gert Madsen

Hvis man vil lave noget som giver penge i kassen, sparer menneskeliv og samtidig belaster privatlivet minimalt, kan man opbevare data i en central database 24timer og derefter slette alt, der ikke er forbundet med en sag.


Nej, hvorfor dog det ?
Selv en Raspberry kan vel sammenligne nummerpladen med de numre, der skal kigges efter, og så helt undlade at gemme oplysninger om uskyldige.

Men så kan politifolkene selvfølgeligt ikke holde øje med om konen træder ved siden af.

  • 2
  • 0
Leif Neland

De burde samtidig smide alle dem der kører rundt uden en gyldig forsikring, som man ser de gør i USA, det er fandme chokerende når man hører rundt omkring hvor mange der har valgt at spare det væk, og kører rundt uden nogen ansvarsforsikring, selvom det er påkrævet.


Jeg blevet påkørt bagfra i en kø i USA af en uforsikret bilist.
Heldigvis ved langsom hastighed og i en lejet bil, så vi fik den bare byttet ;-)

Angående at gemme alle numre i et stykke tid, måske 24 timer er nok.
Jeg kan nu se fordelen ved at kunne taste en nummerplade ind, og se hvor bankrøveren er kommet fra og er kørt hen.
Så duer det ikke, at nummerpladen først skal tastes ind på sortlisten; så er er det for sent.
Til gengæld bør der så automatisk sendes en besked til ejeren "Bellahøj politi har rutinemæssigt sporet din nummerplade for lokationer i perioden x/x-y/y i forbindelse med sagsnr 1234, og ikke fundet noget mistænkeligt".
Dette skal naturligvis ikke ske, hvis der ER noget mistænkeligt. Men en søgning må kun kunne ske i forbindelse med en sag, og disse beskeder skal så udsendes, når sagen afsluttes eller henlægges.
Kun ved en dommerkendelse skal disse meddelelser kunne undertrykkes.

Det må kunne flagges automatisk, hvis en nummerplade registreres flere gange med en afstand, der overskrider hvad der er fysisk muligt, så falske nummerplader kan afsløres.

  • 0
  • 1
Morten Saxov

Til gengæld bør der så automatisk sendes en besked til ejeren "Bellahøj politi har rutinemæssigt sporet din nummerplade for lokationer i perioden x/x-y/y i forbindelse med sagsnr 1234, og ikke fundet noget mistænkeligt".


Så ville jeg godt nok blive træt af livet, især da jeg boede i Aalborg i nærheden af politistationen. Her ville bilens nummerplade blive scannet en 5-10 gange i timen når den holdt "derhjemme", hvis alle patruljevogne aktivt scannet hele tiden.

Alternativt skal det vel bare laves som med Android mobiler, med at ejeren kan få plottet ind på google maps, hvor bilen er set, og hvornår.

Så kan man også selv melde ind, hvis der er tegn på en kopieret nummerplade i den anden ende af landet.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere