Der er snart ikke nogen undskyldninger for ikke at have sine filer liggende i skyen som backup eller som primært lager, for nu sænker også Microsoft priserne markant for lagerplads, efter at Google indledte priskrigen i marts måned.
I et blogindlæg om Onedrive-tjenesten skriver Microsoft, at man nu kan få 15 gigabyte at boltre sig med gratis mod tidligere 7 gigabyte. Den nye tildeling skulle ifølge Microsofts undersøgelser dække behovet hos tre ud af fire computerbrugere.
Er det ikke nok, kan man købe sig til mere, og 100 gigabyte vil fremover koste 1,99 dollars om måneden, altså cirka 11 kroner, mod tidligere 7,49 dollars. Der er ikke mængderabat, hvis man har brug for mere plads, så 200 gigabyte koster altså omkring 22 kroner om måneden.
Samtidig kan Microsoft Office-abonnementer glæde sig over, at der nu følger én gratis terabyte med, hvis man betaler til Office 365 hver måned. Bruger man Office 365 Home, som op til fem brugere kan dele, får man én terabyte til hver bruger.
Med Googles prisfald i marts og Microsofts modtræk med at vælge de samme priser bliver det spændende at se, om Dropbox bliver nødt til at følge efter. Nu koster 100 gigabyte lagerplads 132 kroner om året hos Microsoft og Google, mens Dropbox med rabat for at betale for et år ad gangen vil have 740 kroner (99 euro) hos europæiske kunder.
Også på mængden af gratis lagerplads er Dropbox nu et stykke efter konkurrenterne. Nu giver både Google og Microsoft 15 gigabyte ud gratis – hos Google bliver de dog også brugt til for eksempel Gmail-opbevaring – mens Dropbox som standard kun tildeler dig 2 gigabyte gratis lagerplads.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.