Kansas City, på grænsen af staterne Kansas og Missouri, blev sidste år udvalgt af Google som spydspidsen i det storstilede Google Fiber-projekt, hvor Google vil tilbyde billige men lynhurtige fiberopkoblinger.
Og i denne uge blev der så åbnet for hanerne hos de første kunder i Googles fiberforretning, melder Google i et blogindlæg.
Google kalder det gigabit-forbindelser, mens de første beboere i Kansas City i Kansas, som netop er blevet tilsluttet Google Fiber, måler hastigheden til mellem 600 og 700 megabit per sekund, både op og ned. Det skriver Ars Technica.
De 700 megabit er dog stadig langt, langt hurtigere end hvad konkurrenterne kan tilbyde på det amerikanske marked til prisen på 70 dollars om måneden, godt 400 kroner.
Tegner man et abonnement, får man i øvrigt også smidt en Google Nexus 7-tablet oven i hatten, samt en gigabit-router og én terabyte lagerplads i Googles cloud-tjeneste Google Drev.
Og vælger man pakken med tv via fiber, til 120 dollars (700 kroner) om måneden, får man også en boks med to terabyte diskplads til at optage tv-programmer, som selvfølgeligt kommer i HD-kvalitet uden aggressiv komprimering - der er jo båndbredde nok.
Bliver inden døre
I Kansas City mødte Ars Technica en begejstret, nytilflyttet iværksætter, som ’nok ikke længere vil forlade sit hus’. Huset bor han i gratis, på grund af en familiefar, som for sine egne penge har købt ejendommen, kun for at låne det ud til iværksættere.
Tanken bag det gavmilde koncept er at sætte Kansas City på landkortet og tiltrække unge it-iværksættere, som her kan få helt optimale internetforhold. Og er der ingen sponsorer, som melder sig til at dække de løbende udgifter, vil ejeren leje et af værelserne ud til ’fiber-turister’, der gerne vil prøve Google Fiber-forbindelsen.
Bruger man trådløse forbindelser, vil de 700 megabit per sekund falde til omkring 200 megabit per sekund, altså cirka 20 megabyte hvert sekund, begge veje. Det er dog stadig hurtigere end næsten alt andet, man kan opleve på markedet. En fuld download af den seneste udgave af styresystemet Ubuntu tog således omkring to minutter, fortæller it-iværksætteren.