Balladen med den digitale tinglysning skal tages alvorligt af justitsminister Brian Mikkelsen, som indtil nu er sluppet af sted med at lukke øjnene for problemerne. Det mener Socialdemokraterne, som på onsdag vil stille ministeren en række spørgsmål om tinglysningen i folketingssalen.
»Vi har tænkt os at gå i kødet på ham, for indtil videre har Brian Mikkelsen ikke været særlig villig til at svare på spørgsmål om problemerne med digital tinglysning. Det har været pinligt at se til, at han langt hen ad vejen har afvist, at der er problemer,« siger Benny Engelbrecht, forbrugerordfører for Socialdemokraterne.
På onsdag i spørgetiden vil fem socialdemokrater bede om svar på en række såkaldte §20-spørgsmål, blandt andet fra partiets it-ordfører og boligordfører. Og et af de de centrale spørgsmål vil være erstatning til dem, som har fået store ekstra renteudgifter, fordi et pantebrev er blevet forsinket i månedsvis.
»Der kan ikke være nogen tvivl om, at hvis man har lidt et konkret tab på grund af digital tinglysning, så har vi en erstatningspligt. Spørgsmålet er ikke, om de ekstra penge skal findes, men hvordan,« lyder det fra forbrugerordføreren.
Han håber bare, at erstatningssagerne kan klares på en nem måde for de købere og sælgere, som måske har mistet 25.000 kroner på grund af de ekstra renteudgifter. Det bedste ville være en hurtig afgørelse ved en domstol, og så lade den sag danne præcedens for resten af sagerne - der så skulle klares administrativt.
»Det ville være bedst, hvis man kunne klare resten af sagerne uden for det retslige system. Ellers ville vi få et stort ekstra arbejdspres på retterne. Vi må finde en måde, der er så lidt bureaukratisk som muligt,« siger Benny Engelbrecht.
Den digitale tinglysning blev indført i starten af september, og dermed blev Danmark verdens første land til at skifte papirdokumenter i tinglysningen ud med en database. Størstedelen af sagerne kan nu klares fuldt digitalt, og ordnes på få sekunder, men resten er blevet ramt af massive forsinkelser og en række fejl. Først til sommer forventer Tinglysningsretten, at puklen af ubehandlede sager er helt væk.
Udover erstatnings-diskussionen vil Socialdemokraterne også have Justitsministeren til at forholde sig til løsninger på problemerne. Blandt andet har bankernes organisation Finansrådet og Realkreditforeningen tilbudt at stille medarbejdere til rådighed for at hjælpe Tinglysningsretten igennem bunkerne.
Debatten på onsdag d. 13. januar er en opvarmning til et såkaldt åbent samråd, som Socialdemokraterne bad om i midten af december. Samrådet, hvor der er mere tid til at gå i dybden med en sag, er planlagt til slutningen af januar.