S: Kommuner lider under DanID's forsinkelser

Når den nye digitale signatur igen forsinkes, går det ud over indsatsen for digitalisering hos kommunerne, mener Socialdemokraterne, som nu vil have en redegørelse fra videnskabsministeren.

De små papkort med koder til den nye, digitale signatur, bliver ikke delt ud til danskerne lige foreløbig. DanID har måttet udskyde lanceringen af NemID, som signaturen er døbt, til sommeren 2010, og det får nu Socialdemokraternes it-ordfører Yildiz Akdogan på banen med kritik af håndteringen af projektet.

»NemID vil gøre det nemmere at agere som borger i et digitalt samfund. Derfor ærgrer det mig, at videnskabsministeren nu meddeler, at signaturen først er klar til brug i juli 2010 - forudsat at ministerens nye tidsplan holder stik,« udtaler hun i en henvendelse til pressen.

Oprindeligt var slutningen af 2009 sidste frist for, at danskerne kunne få den nye og mere brugervenlige signatur, men med lancering midt i 2010 betyder det, at det først er hen mod slutningen af 2010, at signaturen er nået bredt ud i befolkningen. Den maksimale kapacitet er nemlig 600.000 nye digitale signaturer om måneden.

Forsinkelsen giver blandt andet kommunerne problemer, fordi de havde indrettet sig efter at skifte til ny signatur om et par måneder, påpeger Yildiz Akdogan. Det er på kommunalt niveau, at langt det meste betjening af borgerne foregår.

»Kommunerne havde håbet på at komme i gang med at udbrede NemID til borgerne allerede i 2009, fordi de mener, det er et vigtigt skridt på vejen til at skabe en digital og effektiv offentlig sektor, og det sætter denne forsinkelse en endelig stopper for. Derfor skylder Helge Sander en grundig forklaring på, hvorfor han ikke fra starten af lavede en realistisk tidsplan,« udtaler hun.

Socialdemokraterne vil derfor nu kræve en redegørelse fra videnskabsministeren om, hvorfor projektet er forsinket.

Den nye digitale signatur bliver udviklet i tæt samarbejde med bankerne, som også vil bruge signaturen til netbank. Dermed er NemID på forhånd sikret en langt hurtigere udbredelse end den gamle digitale signatur, som der var store problemer med at få gjort populær i befolkningen.

DanID, der står bag NemID, er ejet af PBS og dermed bankerne i Danmark.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere