S: EU spiller hasard med privatlivets fred

Med Kommissionens velsignelse er vejen banet for Googles overtagelse af netannoncegiganten DoubleClick. Farligt monopol, advarer socialdemokratiets Britta Thomsen.

Verdens mest udbredte søgemaskine Google har netop sikret sig gennemførelse af købet af verdens mest udbredte netannoncefirma DoubleClick.

Det sker umiddelbart efter, at Kommissionen har meldt ud, at der stadig er tilstrækkelig konkurrence på markedet til at opkøbet kan godkendes.

Bekymrende for databeskyttelsen

Men EU's godkendelse af købet er et direkte slag mod privatlivets netfred, mener socialdemokratiets medlem af Europa Parlamentet Britta Thomsen.

Efter hendes opfattelse bliver der tale om en monopollignende virksomhed, der vil have mulighed for at overvåge borgernes netfærden ned i mindste detalje.

»Det er bekymrende, at kommissionen slet ikke inddrager spørgsmål om databeskyttelse i sin vurdering. Når jeg klikker på Google 100 gange om dagen, så skal det ikke kunne misbruges til eksempelvis direct marketing, men det er heller ikke rart at vide, at man ikke har privatlivets fred, når man går på nettet,« siger hun til Version2.dk.

Efter Britta Thomsens opfattelse opstår den monopollignende position, fordi Google sidder på godt 70 procent af alle internetsøgninger på verdensplan, mens DoubleClick har en markedsandel på omkring 75 procent for salg af internetannoncer

Vil arbejde for bedre databeskyttelse

Britta Thomsen forestiller sig dog ikke, at det vil være muligt at få handlen annulleret.

»Men jeg vil gerne gøre opmærksom på, at det er et problem - og det mener forbrugerne også - at der er nogen på verdensplan, der sidder med så stor en markedsandel og har mulighed for at overvåge brugernes adfærd,« siger hun.

Hun vil nu forsøge at påvirke den arbejdsgruppe, der netop nu arbejder med EU-borgernes databeskyttelse.

»Jeg vil arbejde for at forbedre reglerne for databeskyttelse. Der er allerede nedsat en arbejdsgruppe med fokus på forbedring af databeskyttelsen, og det er nok der, vi skal fokusere,« siger hun.

Google annoncerede købet af DoubleClick allerede sidste år. Købsprisen er sat til 17 milliarder kroner.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere