Mens de fleste stadig venter på at finde ud af, hvordan Microsofts kommende tablet, Surface, føles i hænderne, er Microsoft formentlig allerede nu i gang med efterfølgeren.
Ifølge flere internationale medier har Microsoft slået en stribe stillinger op, som peger i retning af udviklingen af Surface 2.
Microsoft Surface - altså den første - lanceres 26. oktober med Windows 8 og ARM-processor og sendes direkte i infight med Apples iPad. De lidt dyrere modeller bliver bestykket med en Intel-processor og skal dermed konkurrere med Windows-pc'er i ultrabook-størrelsen.
Ifølge TechRadar afslører stillingsannoncerne, at Microsoft nu er i gang med 'fremstille den næste generation' af Surface-tablets.
Alt andet lige ville det også være mere overraskende, hvis Microsoft ikke var i gang med en opfølger til Surface. Apple har hidtil frigivet en ny iPad med cirka et års mellemrum, og samtidig triller nye Google Android-tablets fra flere forskellige producenter jævnligt ud på markedet.