Rygte: Google på vej med touch-baserede Chromebooks
Nu vil Google også lege med på touch-bølgen på pc-markedet og lancerer en touch-baseret udgave af deres billig-pc kaldet Chromebook lige efter årets udgang - senest i starten af 2013.
Det skriver Chinatimes.com, der har fundet ud, at Google angiveligt skulle have bestilt 20 millioner Chromebook-enheder, hvor en stor del af dem i første omgang skal bruges til internt brug hos Google selv.
Oplysningerne er dog indtil videre ikke bekræftet af Google.
Men rygtet går på, at den nye trykfølsomme Chromebook vil komme med en 12,85 tommer skærm, og det bliver den taiwanske OEM-producent Compal, der skal bygge de mange Chromebooks. Til at levere touchpanelerne har Google sat taiwanske Wintek på opgaven - et firma, som tidligere har bygget LCD-skærme og flere forskellige touch-skærme. Den skal tage kampen op med Microsofts nye Surface-tablet.
Hverken pris eller processorkraft er angivet af Chinatimes.com, der har fået indblik i produktionskæderne hos de forskellige firmaer, der skal hjælpe Google. Men de nye Chromebooks vil med stor sandsynlighed køre på Googles desktopstyresystem Chrome OS.
