De stilbevidste teknologer hos californiske Apple er måske i gang med at udvikle et nyt ur, der benytter samme software, iOS, som selskabets telefoner og tablets.
Det beretter unavngivne kilder tæt på sagen ifølge The New York Times-bloggen Bits.
Det er uklart, hvad formålet er med at fremstille et ur - udover det åbenlyse at kunne vise klokkeslættet - for Apple har ikke ønsket at kommentere oplysningerne. Hvis rygtet taler sandt, er dét at kunne vise klokken formentlig ikke dimsens primære opgave.
Lige nu er der altså frit slag for spekulationerne, som går i retning af et intelligent ur som dem, der kendes fra tegneserie-detektiven Dick Tracy eller tv-helten Michael Knight fra 1980'erserien Knight Rider.
Ikke først med en smart-ur
Det er nærliggende at tro, at uret får Bluetooth-understøttelse og dermed vil kunne forbinde med eksempelvis en iPhone eller en iPad. Dermed vil eksempelvis nye opkald, sms'er, kalenderaftaler og e-mails kunne tikke frem på urets skærm, uden at telefonen skal fiskes op af tasken eller jakkelommen. Afspilning af musiknumre er en anden mulighed.
Apple er ikke den første virksomhed, der - hvis rygterne har hold i virkeligheden - forsøger sig med et intelligent ur. Tidligere har blandt andet LG forsøgt sig med 'urmobilen' GD910. Også Sony er på markedet med sit SmartWatch, der fungerer sammen med Android-telefoner.
Ifølge kilderne vil Apple-uret benytte en stærk, men tynd og fleksibel form for glas. Netop det har producenten Corning, der står bag det udbredte Gorilla Glass til smartphones, for nylig hævdet at være i stand til at fremstille under navnet Willow Glass.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.