Rusland øger censuren: 11 pornosider blokeret

Den russiske regering er inde i en stime af tiltag med censur og overvågning. I går blev et af verdens største pornosites, Pornhub, lukket ned.

Rusland har blokeret adgangen til Pornhub og ti andre pornosites. Det er sket, efter at en regional domstol har fastslået, at tjenesterne har overtrådt loven om pornodistribution. Det skriver The Verge

Det russiske censurorgan, Roskomnadzor, offentliggjorde forbuddet mandag med en russisk-sproget erklæring på deres webside.

Senere citerede nyhedssiden Lenta.ru en kopi af beslutningen. Ifølge The Moscow Times har Pornhubs russiske webside været utilgængelig siden i går. Siden viser alene en meddelelse om, at tjenesten er blokeret på grund af ulovligt indhold.

Forbuddet blev udstedt efter en domstol i byen Krasnodar i det sydlige Rusland, der fastslog, at Pornhub og ti andre porno-websider har overtrådt russisk lov, som skal beskytte børn mod 'skadelig information', og at siderne i øvrigt ulovligt producerer og distribuerer pornografi.

Hvilket konkret indhold der har udløst forbuddet, er ubelyst.

Russiske myndigheder censurerer jævnligt indhold på websider og sociale netværk og har også tidligere slået ned på internetporno. I april annoncerede Roskomnadzor planer om at blokere 136 porno-websider, herunder den russiske version af xHamster.

Også Reddit og Wikipedia er under pres. I august blokerede de russiske myndigheder adgangen til Reddit som følge af en tråd om psykedeliske svampe, og senere fik Wikipedia sortlistet en side, der omhandler en form for cannabis. Begge forbud er dog fjernet, efter at de to sider blev redigeret for at imødekomme Roskomnadzors krav.

Endelig er Facebook og Google blevet tvunget af myndighederne til at overvåge borgerne.

Pornhub har ikke kommenteret sagen.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (3)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere